Med tårnhøje ambitioner om at skabe nutidsrelevant rock med world-inspiration har Boundaries skabt Maidan. Udtrykket bliver dog mere britisk og retro – og det er i sig selv bestemt ikke en dårlig ting!
Pressematerialet lader ingen tvivl herske om, at Boundaries har tænkt over deres musik:
Maidan udfoldes som et ord for en plads uden for byens rum, hvor offentligheden kan mødes. Det kobler bandet så med vold og skriver dramatiske tekster, inviterer asiatiske (i ordets bredeste forstand) instrumenter ind og vil helt tydeligvis… Noget.
Og… Udtrykket sig så at være utrolig Midlands-agtigt med afstikkere til goth og post-goth.
Blandt danske bands er udtrykket ikke ulig Weal eller shoegazerne i Catch the Breeze.
Og, skal det siges, Boundaries gør det virkelig godt. Det er bare lidt en overraskelse, når der nu er tænkt så meget ud af bandet.
Volden mærkes i et ofte ret foruroligende udtryk og den nærmest knirkende, aldrig overanstrengte, rolige mande-vokal melodisk nærmest messer teksterne ud over numrene.
Når en tekst – eller et stykke tekst – er afsunget, afløses det typisk af et mere eller mindre stykke larmende mellemspil, der aldrig får karakter af solo, men til tider intermezzo.
Det indrammer teksterne og deres udtryk på meget fin vis.
Det er dramatisk musik og ligger hele tiden på kanten af at blive så dramatisk, at det bliver for meget. Men bandet holder sig fint til grænsen og går aldrig over. Ja, det skulle da være i ‘Tusk (revised)’, der bliver goth-tung i seks ottendedele og nok falder lidt i fælden med at råbe teksterne mere end at finde de melodier, der ellers tegner vokalen.
Anderledes skarpt står Reeds, der næsten sender tankerne i retning af White Lies, men dog holder en stram progression og ender i decideret støj inden nummeret fader ud med et dronisk strengeinstrument som bærende rød tråd. Det er rigtig fint lavet!
To numre skiller sig i særdeleshed ud; ‘A Song On The End Of The World’, der med spoken word og støjende, flosset distortion i slutningen næsten kan sende tankerne i retningen af en pæn version af ‘Brighter Death Now’ – og balladen, Indefinite Hours, der har en middelalderlig tonalitet og virker særdeles angelsaksisk i udtrykket.
De er på hver sin måde interessante afbræk fra de øvrige otte numre, der kan siges at ligge inden for et mere eller mindre melodisk og støjende Midlands-udtryk.
Havde jeg aldrig læst pressematerialet, havde jeg konkluderet, at der her er tale om et band, der søger mørket i den britiske tradition – og gør det fint.
Udsynet, det mellemøstlige/asiatiske world-islæt har jeg simpelt hen svært ved at definere – også selv om bandet guider i materialet og forklarer hvilke instrumenter, der bruges hvor.
Det gør dog alt sammen ikke så meget. For som mørk, dramatisk plade fungerer Maidan fremragende. Stærkt står vokalen, udtrykket er ofte foruroligende og håbet kigger kun frem i dur-akkorder, der bliver påfaldende da de står i kontrast til det mere dominerende, dystre udtryk.
Alt det gør, at Maidan bliver en vedkommende, under huden krybende plade, der dog de mange tanker og instrumentale valg ikke kommer til at fremstå så original, som jeg fornemmer var ambitionen. Men en god plade er det!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag