Vi trucker videre mod foråret, fuglesang og fadøl i det fri (man kan vel håbe) og varmer op med nye singler fra nikolaj grandjean, Blue Traffic Lights, Skin Tuxedo, Trope, A Mess og praytell.
To navne, der staves med lille begyndelsesbogstav! Lille, ligegyldig observation for at trække tiden, fordi jeg ikke har så meget fornuftigt at indlede med denne gang… Nå… så skal vi vel til det?
Lige et lille tip, hvis I er så søde, at sende en single til vores lidt stoppede indbakke, så husk at vedhæfte sangen. Gerne et streaminglink, det modtager jeg gerne. Det gør processen i denne ende lidt hurtigere. Tid er ikke penge her, men vi har ikke så meget af den, så jo nemmere vores arbejde bliver, ja… så kan vi nå mere!
nikolaj grandjean – “Shadowriders”
Snowriders er en sang, ikke aldeles uinspireret af virkelige hændelser, om en mand der – hvor sangen tager sit udgangspunkt – har trukket sig tilbage fra almensamfundets svære ræs. Han er stormet afsted, uannonceret, efter et forsvar af sit forråd, hvor han muligvis, med sine skud, har ramt og skadet den, som ville stjæle af hans ejendom.
Ingen har jagtet ham, og han har fundet sig til rette i sit, nok kolde men ufarlige miljø. Men han længes stadig efter makkerskab, og han inviterer i sangen en kvinde til at følge ham, da han kender til, at denne lige sådan går og synes, at det er svært at blive på den sti, man forventer af hende. Så han inviterer til fællesskab. I sneen dog. Kom og varm dig her.
Vi lægger ud med en cowboy-sang, fra nikolaj granjean, der staver sit navn med små begyndelsesbogstaver, men har været vidt omkring. Over musik til tv, samarbejde med Hr Skæg, hitsingler i portugisisktalende lande og en god håndfuld udgivelser på kryds og tværs af genre.
Der er også både knastørt som i det vilde vesten og ret filmisk i “Shadowriders”. Der ridder ud af starthullerne, ud mod solnedgangen, med en travende melodi, båret af en akustisk guitar. En fortælling om en “lone wolf”, lader det til. Han har ikke travlt, det er eftertænksomt og sammenbidt, helt i tråd med en klassisk western film og karakter.
Det dvælende tempo og en melodi, hvor tøjlerne aldrig helt slippes er meget stemningsfuldt. Men, det gør også, at det er nummer der nærmest udelukkende lever på sin atmosfære. Der sker ikke den stor musikalske udvikling, lidt spredt, virkningsfuldt og veldoseret kor, skaber en lille smule variation i lydlandskabet.
I det store hele føles det dog, som et ret lige-ud-af-landevejen ridt. Jeg keder mig ikke i selskab med granjean, han har et godt greb om genren virkemidler og lydbilledet er fyldigt, velproduceret og formet af solidt håndværk. Der sker bare ikke så meget mere end det. Det er en straight shooter, hvis man skal blive i western termologien. Ingen afvigelser, overraskelser eller svinkeærinder.
Konklusion: Veludført, men ret velkendt univers. Stemningen rammes godt og er relativt billedskabende. Hans baggrund i tv fornægter sig ikke. Sangen ville fungerer fint som soundtrack, men træder dermed også lidt i baggrunden.
Blue Traffic Lights – “Waiting In Berlin”
Fra den tilsendte mail: Vores band “Blue Traffic Lights” udgav vores allerførste single “Waiting in Berlin” i fredags og vi er nu ihærdigt i gang med at inddrage indtryk fra nær og fjern.
“Waiting in Berlin” er et udtryk af friheden ved at lægge dagligdagens pres og ansvar på hylden for en stund, sætte sig ind i sin bil, starte motoren og tage ud på eventyr uden destination.
OK, det her kommer måske til at lyde lidt kritisk og mere kritisk end tilsigtet, for grundlæggende synes jeg, at det her er et ganske forrygende rocknummer. Det vil sige, at der gemmer sig ingredienserne til et forrygende rocknummer inden i det Blue Trafic Lights har sendt os. De mangler (måske) bare lidt assistance i køkkenet, så at sige til, at få det maksimale ud af materialet.
Jeg ved ikke hvem der har optaget, produceret osv., så ingen pegen fingre, eller noget, men jeg tror, at nummeret, i de rette hænder, kunne stå endnu skarpere. Det gælder ikke kun den rent teknisk del, hvor indspilning er lidt mat og rough around the edges. Der mangler lige det sidste finish og “OMPH”. Men, også selve sangskrivningen. Den ER der NÆSTEN.
“Waiting In Berlin” har et fremragende, fængende, smittende og iørefaldende rockomkvæd. Et af den slags man straks kan nynne med på, som dufter af koncertstemning og synge-med-stemning. Der er lidt college/90er rocket over det, men ikke på nogen dårlig måde. Det sidder lige i det berømte skab og jeg blev helt glad i låget allerede under første gennemlytning. Fandeme så, fuldtræffer!
Men rundt er der altså lidt plads til forbedringer. Vokalen klarer det generelt godt, i glimt med en snert af desperation og længsel, men det er også lige før den presses lidt for meget hist og her. Lidt venlig hjælp med iscenesættelsen og præsentation her, ville nok ikke skade. Og så er der en bro, eller c-stykke mod slut, der bygger op til slutspurten. Den halter. Der går lidt reggae-rock i den. Ikke nødvendigvis et problem, men det bliver lidt tungt i røven og bremser sangens momentum en lille smule, i stedet for at bygge op.
Alt sammen er detaljer og små justeringer, som sagtens kan rettes. Omvendt har det også en upoleret charme, som det lyder nu. Og den herlige, ungdommelige energi, der gennemstrømmer det meste af sangen, må heller ikke sættes over styr, eller tøjles.
Konklusion: Vi er så tæt på en fuldtræffer på rockskiven her, at det næsten gør lidt ondt, at jeg skal sidde her og udpege de mangler, jeg føler der er. I har et muligt rockhit på hænderne, sigtet og udførelsen skal lige justeres en smule!
Skin Tuxedo – “Invisible Line”
Skin Tuxedo er et band med en frisk tilgang til rockmusikken. De tunge guitarer og de
melankolske tekster, giver musikken et unikt udtryk. Sangskrivningen er inspireret af mange forskellige genrer, lige fra hard rock og grunge, til stoner rock og heavy metal.
90erne spøger også hos SKin Tuxedo, som vi har anmeldte udgivelser fra flere gange i løbet af de sidste efterhånden mange år. Bandet, eller “projektet”; har skiftet form, stil og besætning cirka lige så mange gange, tror jeg. Bagmanden er ikke kræsen, eller bange for, at kaste sig ud i nye genre – selvom navnet er forblevet det samme.
Det kan måske lyde lidt skizofrent, eller stil- og smagsforvirret, men nu skulle der, i hvert fald for denne gang, være en fast besætning på plads. Og de har nok en del 90er rock varianter på de spillelister og blandt de kunstnere, som Spotify algoritmen finder frem til dem. Et navn, der optræder der kunne være Alice In Chains. Uden deres varemærke: harmonierne.
Men, “Invisible Line” kommer tromlende med en blanding af tungrock, heavy-tendenser og en snert af grunge. Det kan virke lidt gammeldags og utidigt, men nummeret er nu ganske fornuftigt og føles ikke rustent eller mølædt. Ens fornøjelse vil nok bare afhænge lidt af, hvordan man har det med stilen. Og om det er noget man er lidt træt af.
Selve udførelsen er nydelig og der er som sådan ikke noget at sætte en finger på i selve sangskrivningen. Det lyder også tilpas tungt og der er noget nosser og tyngde i indspilningen.
Det starter med en brunt, dybt brummende bas og så hugger sangen ellers godt og møgtungt igennem. Lige i mellemgulvet, de dybe stød. Det er ikke raketvidenskab, det er bare bare en serie effektive mavepumpere. I omkvædet bliver det lidt mere storladent, der sigtes mod det mere melodiske og “radiovenlige”, det lykkes sgu’ egentlig også ganske fint. Det er dog måske her, at jeg synes fremgangsmåden og stilen føles en kende udtrådt.
Konklusion: Fin, ikke fremragende. Lidt konservativ i visse valg, men det er kompetent håndværk og sikkert udført. Er man til 90er tungrock, så er Skin Tuxedo, i denne udgave, måske et lyt værd.
Trope – “I Billeder”
Trope skaber musik, der danner billeder på lytterens nethinden. Den tekstlige del af Tropes musik giver ikke altid umiddelbar mening, men er fokuseret på at være billedskabende for lytteren.
”I Billeder” er drømmende, nordisk, kølig, mørk, messende, indadvendt og lyder som, hvis The Smiths, Cocteau Twins og Lowly havde skrevet et nummer sammen i et studie, der lå lige på kanten mellem by og skov i Twin Peaks.
Den beskrivelse rammer meget godt tonen og lyden på “I Billeder”. Det indebærer også, at der måske ikke er de store overraskelser at finde i det blåtonede landskab, som Trope her panorerer hen over. Selvom nogle af de nævnte inspirationskilder, så er lyden ganske moderne i klang og stil. Lowlys rastløse, lidt arytmiske melodistruktur lurer. Det giver sangen en lidt hakkende, eller skubbende fornemmelse.
Men, det har vi jo ligesom hørt før. Hos Lowly. Det er nok det største problem jeg har med Trope. Det er musikalske troper, i den forstand at det virker som velkendte og velafprøvede elementer, der er sat sammen. Uden, at resultatet bliver, at der opstår noget decideret nyt, eller frisk af den grund. Jeg ved ikke om jeg ville kalde Tropes lyd upersonlig. Men, så at der mangler mere personlighed og noget mere selvstændigt.
Hvad er Trope egentlig og hvad vil de, ud over at låne lidt fra forbillederen? Ikke at der er noget galt i det, det gør mange. Jeg savner her det næste skridt, det der løfter et ellers fint sammensat og eksekveret nummer til noget mere “eget”. For mig kommer det her til, at drukne lidt i mængden af lignende kunstnere, i en strøm af ensartet, moderne alternativ pop. Og så er udebliver den billedskabende effekt, der sigtes efter.
Konklusion: Fint nummer, men der savnes mere gennemslagskraft, originalitet og noget, der får sangen til at skille sig ud fra mængden. Ellers drukner den i den.
A Mess – “Blame Is A Dye”
‘Blame Is A Dye’ er fortællingen om en oplevelse, artisten selv havde på Roskilde Festival for nogle år siden, og som i dag vil blive karakteriseret som et overgreb:
”Jeg vågner op helt nøgen i mit telt uden at vide, hvordan jeg er havnet der. Jeg har helt tydeligt haft sex. Der løber sæd ud af mig, men jeg kan ikke huske, hvad der er sket. Jeg ser fyren liste ud af mit telt. Jeg skammer mig. Jeg holder min kæft. Hvad skulle jeg sige – til hvem? Sådan noget sker jo, når man drikker sig så fuld”
Hendes debutsingle er et opgør med den mangel på samtykke, mange oplever i de små timer efter festens peak. Hvem har skylden for uønsket sex, hvis ingen sagde fra, men heller ingen sagde til? Kvinden har altid båret skammen og skylden, men nu er tiden inde til forandring!
Det er jo, desværre et højaktuelt emne og en historie vi hører lidt for ofte i disse tider. Ikke, at det er en dårlig ting overhovedet. De beretninger burde have været frem i lyset meget før. Faktisk burde de jo aldrig være sket, og der burde ikke være noget af fortælle. Men, det er der.
“Stick your hands between my tighs // No means yes, no alibis”, lyder det indledningsvist i det let-skurrende og snurrende ruske-rockende lydbillede hos A Mess. Nu er episoden jo, desværre hændt på Roskilde Festival, men jeg får faktisk en Roskilde-vibe af det her. I dette tilfælde på den gode måde.
Det rocker, det støjer lidt på den der “alternative” vis, som vist aldrig helt går af mode. Det føles både velkendt og en smule tilbageskuende, 90erne lurer, men også som noget du kunne høre i 2020. på Roskilde Rising. Hvis der havde været en festival. Det er både ret iørefaldende, konfrontatorisk, bistert og har noget attitude og bider fra sig.
Jeg genkender vokalen et eller andet sted fra. Det lyder lidt som en hårdere udgave af Two Trick Pony? Så faldt 10 øren, der stod jo “Dorte Hartmann” i mailen fra pladeselskabet, hun var/er en del af Two Trick Pony”… makes sense! Måske var det mere en 5 øre der faldt, når man får serveret informationerne på den måde, Sherlock.
En frustration og vreder fornemmes, som om sangen prøver at vriste sig fri. Det ligger jo godt i tråd med teamet og baggrundshistorien. Det er dog ikke kun rettet mod overfaldsmanden, men også omgivelserne og samfundet og måden ofre af og til behandles, eller fremstilles på. Det er her sangen virkelig får sin relevans og bliver mere end “bare” en personlig beretning… “sådan noget sker jo, når man drikker sig så fuld”.
At et offer for en forbrydelse kan få den slags tanker, fordi det er sådan “vi” som samfund kan finde på, at anskue det. Det gør, at vi stadig har brug for, at høre de her historier og den her slags sange.
Konklusion: Relevant, ømtåleligt og her meget personligt emne og fortælling, som behandles effektivt og usentimentalt, i en råt-rockende indpakning. Et råt og virkningsfuldt adrenalinsus med noget på hjertet.
praytell. – “Ladykiller”
Den nye danske punk-rap-artist praytell. tager sin baggrund i punken med ind i moderne hip-hop med ligefrem snak om psykiske problemer, stofmisbrug og flydende identiteter i smadrede, nysgerrige produktioner på sin debut-EP, den humoristisk-nihilistisk betitlede ‘LoL, we’re all gonna die :))’, der udkommer 12. marts. I dag udsender praytell. debutsinglen ‘LADY KiLLER’, som får følgeskab af en lettere voldelig og action-packed video skabt af Ausrine Kurgonaite og gennemsyret af artistens markante visuelle æstetik. praytell. siger om singlen og dens evigt aktuelle og pt. meget præsente tematik:
“LADY KiLLER handler bare om mænd, der er klamme mod piger. Har prøvet at vende den lidt om med første vers, hvor det er en dreng, der bliver behandlet, som mænd tit behandler kvinder. Og derudover så kalder jeg bare en masse typer mænd ud for at være klamme og hykleriske i deres klamhed.”
LOL, vi skal alle dø, indeed! OK, det her falder måske noget udenfor, hvad vi normalt dækker, men man skal jo kaste terningerne af og til og tage nogle chancer. Vi trænger også til, at der bliver kastet en håndgranat ind i comfort zonen her mod slut, ik’?
Og det skal jeg da love for, at praytell. gør. Det er sådan noget rapz musik af en art. Men, skal man forsøge at koble det til hvad vi ellers presser ned i GFR-kassen, så gennemstrømmes det også af en rocket energi og anarkistisk, punktet attitude. Så er den vist retfærdiggjort! Og der er tale om lidt af en musikalsk håndgranat. Som sprænger genrekasser og brænder evt. labels man kunne sætte på musikken af på et flammende bål.
Hvis jeg skal forsøge, at inddæmme ildebranden til noget jeg kender, som det kunne minde en lille smule om, så ville jeg smide et navn som Beastie Boys ind i ilden. Det er ikke 1:1, playtell. er også meget andet og mere aggressivt, mindre sampleleg og gak. Men, den punkede, rastløse energi og et eller andet i stilen minder mig alligevel om de gamle Beastie-drenge.
Hårdpumpet og voldsom, et musikalsk baseball bat lige i tindingen og ind i din øregang. Hysterisk vokal, kantede og brutale beats, og en sprælsk sangstruktur, der lyder som om sangen er ved at komme op at slås med sig selv. Der er sgu’ gang i den på “Ladykiller”. Er det så en god sang eller single? Det ved jeg kraftedeme ikke helt. hvad jeg skal sige til… men, det er en man husker og som kræver at blive hørt, når den spiller!
Konklusion: Det var da helt bestemt noget andet end vi plejer, at have med her i Repeat.
Føjes til På Repeat-listen: Jeg var meget fristet til, at tage Blue Traffic Lights med. De har denne omgangs bedste omkvæd, men jeg føler altså, at der gemmer sig en endnu bedre sang i det de præsenterer her. Så vi nøjes med A Mess.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Tor Kolding, A Mess pressefoto