Ambient, lyrisk popmusik, er blandt de betegnelser Lise Dres selv bruger om sangene på hendes nye EP. 5 eftertænksomme, stemningsfulde numre om liv, død, drømme og den uforudsigelighed, der hører med.
Jeg var ret begejstret for Dres’ forrige album, som jeg sendte 5 stjerner efter. Indledningsvis var jeg måske lidt mere forbeholden overfor denne udgivelse. Det er nemlig en musikalsk stille, stedvis nærmest tyst sag, som umiddelbart ikke gør meget væsen af sig. Den kræver et par lyt, især af Dres’ tekster og samspillet med den atmosfæriske musik, inden man helt kommer ind på livet af den.
Men, det kommer stille og roligt snigende i takt med, at man får lyttet de 5 numre, fordelt på kompakte lidt over 16 minutter. Hverken tekst eller musik er specielt umiddelbar, ikke fordi lyrikken er uforståelig, den er bare af den tænksomme slags, der lige skal have lov til at bundfælde sig.
Ligesom det er nogle ret tunge emner, stedvis ret nøgternt beskrevet, som Dres tager op, som når hun i “Barnetro” synger om hendes datter, der grundet en medfødt genfejl svævede mellem liv og død de første måneder. Her fik jeg som lytter det indtryk, at datteren rent faktisk ikke klarede skærene, hvilket gjorde den ellers smukke sang til noget af en mundfuld, at lyttet til. Heldigvis forklarer den medfølgende pressetekst, at der er tale om en art drømmerejse: “Mens hun lå i koma, sad jeg ved hende og sang. Jeg forestillede mig, at vi i vores drømme kunne forenes.
I det hele taget skyr Dres, der er udstyret både med en skarp lyrisk pen og en smuk, klar røst, ikke tilbage for, at tackle nogle af livets hårde forudsætninger. På “Spejlbillede” synger hun om, at sige farvel. Farvel til, hvad der i følgende hende, var “et levet liv” og hvor tiden var moden til, at tage afsked. Selvom tiden var moden, gør det ikke situationen mindre hård. Men, Dres er hverken flæbende, rørstrømsk eller ubarmhjertig. Hun virker bare ret afklaret omkring livets vilkår, deriblandt døden.
Der er mere lys at skimte på titelsangen, hvor musikken langsomt vokser mod himlen. Stemmen følger med og er lige ved at ramme et toneleje, hvor mine ører ikke helt kan følge med. Men, lige inden hyletonen bøjes der af, sangen “nulstiller” og begynder, at klatre igen. Det er det rolige drama Dres sætter i scene på Det Stille Rum. Det er ikke det samme som, at der ikke sker noget. Det er bare ret diskret iscenesat og udført med så rolig, og sikker hånd, at man ikke overfaldes af pludselige og voldsomme armbevægelser.
I det hele taget er lydbilledet på Det Stille Rum i den drømmende ende. Der indledes med “En Drømmer”, der også er ude som single. Et nummer, som jeg måske syntes var lidt FOR stille og sagte, som en single, men i denne sammenhæng fungere den glimrende som åbner. “Om natten er du fri, en drømmer på eventyr”, lyder det. Så får vi både etableret det drømmende univers og, at børn har en central placering og betydning for sangene.
Der er noget vuggevise klingende over nummeret, med flotte korpassager (en ting man finder fordelt med nænsom hånd ud over EPen). Det kan måske lyde lidt paradoksalt for et åbningsnummer, men på Det Stille Rum giver det fin mening, som åbner og introduktion. I modsatte ende finder vi afslutteren, “Når Solen Danser Ned”, som ER en lukker, hvis man skulle være i tvivl. Et naturligt punktum og en behagelige måde, at lægge EPen til ro på. Sov sødt.
Jeg ville have fuld forståelse for, hvis nogle lyttere ville konkludere, at Det Stille Rum er en kedelig udgivelse. Det var mit eget indtryk efter den første gennemlytning. Ikke en dårlig udgivelse vel at mærke, men en der fik det til, at løsne lidt op i gabemusklen. Men, giver man Lise Dres og denne EP en chance, og giver sig tid til lige, at trække vejret, stoppe op og rent faktisk lytte, så er der masser at komme efter i Det Stille Rum.
Balancen mellem det banale og noget indsigtsfuldt, som stadig er forståeligt formuleret, kan være hårfin. Jeg synes, at Dres rammer den på Det Stille Rum. Et rum, der også åbenbarer sig som værende meget mere musikalsk mangfoldigt og frodigt end, man måske lige opfanger når man første gang træder ind i det. Det gør, at man bliver hængende. Og lige tager en runde mere i rummet og ser hvad der gemmer sig i krogene.
Af Ken Damgaard Thomsen
