Sig en lyd fra Sille Nilsson rummer både noget afdæmpet, folkpoppet følsomhed og mere synth-poppet melankoli. Der er flere numre, der kunne få radiospilletid, men mangler også noget, før det skiller sig ud i et par tætbefolkede musikalske udtryk.
Sille Nilsson har tidligere udgivet engelsksproget musik, men på Sig en lyd er sproget dansk. Nilsson bevæger sig i et folk-electro-poppet univers, og teksterne kredser både om kærligheden og livets gang. Der er catchy numre i mellem, men over et helt album med 11 numre (hvor af et enkelt, ‘Outro’, er instrumentalt) bliver det lidt tungt at komme igennem.
Sig en lyd åbnes med ‘Kys mig nu’, hvor Nilsson synger med en teknik og intonation, der ind i mellem gør det ret svært for i hvert fald denne lytter, at tyde hvad der bliver sunget. Det meste går igennem, men så er der steder, hvor ordene bliver svære at tyde. Nuvel, meningen går igennem, det handler om kærlighed og sårbarhed, og måske det er en generationel ting, for jeg har da hørt en del musik i radioen med samme måde at synge på… Det er dog heldigvis ikke gennemgående på albummet, i hvert fald ikke i samme grad som på åbneren, der ellers også har nogle effektive rytmiske tricks i ærmet.
Albummet er delt af den instrumentale ‘Outro’, der falder som ottende nummer. De første syv numre er mere poppede og elektroniske, lyden mere “moderne”, om man vil. Det er måske igen noget generationelt, men jeg kan bedre lide lyden på numrene efter ‘Outro’. Der er dog poppede kvaliteter på eksempelvis ‘Stjerne’, der godt kunne gå i radioen. Det samme er sådan set tilfældet for numre som ‘Alting aldrig’ og ‘Omvej’, der af en eller anden grund minder mig lidt om Shaka Loveless (det er noget med tempo og intonation i vokalen).
Den nedtonede ‘Flydende’ virker lidt som en parentes, mens ‘Lidt af det hele’ synthsovses lidt vel meget ind, og ikke sådan rigtig når at træde i karakter. Sidst nummer inden ‘Outro’ er ‘Hvorhen’, hvor der blandt andet bruges fyldigt kor, der flere steder flyder sammen med instrumenteringen – det er fint produceret og et af albummets mere eksperimenterende og spændende øjeblikke.
Blandt albummets stærkeste sange er ‘Skygger for alt’ – den tredjedel af albummet, der kommer efter ‘Outro’, virker i det hele taget mere afdæmpet, eftertænksom og mere elegant udfoldet, hvor der på første del ind i mellem er mere tryk på rytmen. Det gælder også den mere nedtonede ‘Gemmeleg’ og den tangentdrevne afslutter ‘Når vi hænger her’. “Hvis bare vi ikke var dem vi var/Hvis bare vi fandt på et andet svar/End det vi har”, lyder et af versene på ‘Skygger for alt’, og det er på mange måder et godt eksempel på Nilsson’s enkle lyrik, der sjældent kaster sig ud i de store abstraktioner, men holder sig til nogle relativt konkrete betragtninger og godt gennemprøvede metaforer, der kredser om kærlighed og dertil forbundet usikkerhed og sårbarhed. Det kommer sådan set fint igennem, og Nilsson vil måske vække spejle yngre generationer end mig bedre.
Sig en lyd er solidt håndværk, både i forhold til produktion, sangskrivning og udførelse, men selv om der her og der eksperimenteres lidt, virker det også som gennemprøvede formler, og så mangler jeg den der gnist i sangskrivningen, hvor der er noget, der overrasker, noget, der sætter sig fast.
Det er der ikke nok af på Sig en lyd til at jeg tænker, det er et album, der vil sætte sig nogen videre spor i mig, men omvendt er der altså også nogle fine stunder undervejs, selv om jeg ikke altid er helt med på stilen. Vi lander på 3 pæne stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach