Vi er nået til sidste stop på vores kig tilbage på året der er gået: singlerne. Repeat samler op og kårer årets favoritsingler der røg på… repeat.
Da jeg samlede op i slutningen af sidste år var der kommet 40 udgaver af Repeat, nu er vi nået op på 85, så der har været lidt flere singler at vælge imellem. På Repeat-listen for i år rummer også en del flere numre end den tilsvarende sidste år, jeg ved ikke, måske har jeg været lidt for gavmild med at føje til listen??
Listen for i år rummer omkring 65 sange (det her er skrevet lidt på forkant) med en samlet spilletid, som sniger sig op imod 4 ½ time. Så det er ikke fordi jeg har manglet materiale. Men, her har jeg så prøvet at koge det ned til mine 11 favoritter (1 mere end sidste år nu der var flere at vælge i mellem) og en række “lige ved og næsten” boblere, men hele listen er jo på en måde “favoritter” – med enkelte numre hist og her, som jeg nok ikke ville tage med, hvis jeg skulle vælge i dag. Ingen nævnt og ingen glemt!
Lige lidt grundregler. Numrene der er blevet anmeldt i Repeat er, med en enkelt lille undtagelse, nogen der er blevet os tilsendt i årets løb. Har vi ikke modtaget/anmeldt en single, så kommer den ikke i betragtning her. Ellers havde Blitzkrigs “Lyster” uden tvivl været på listen, eksempelvis. Bare lige for, at få det på det rene, at der er bunkevis af gode singler derude, som af den ene eller anden grund ikke er landet hos os og derfor ikke er med her.
Hvad er bedømmelsesgrundlaget så? Tja, hovedsageligt personlig smag, formoder jeg? Dette er mine favoritsingler blandt de numre, som har været anmeldt i Repeat. Jeg er nok tilbøjelig til, når det gælder singler, at sortere de mest eksperimenterende eller svært tilgængelige numre fra og kigge på vage ting som hvor iørefaldende, fængende og mindeværdige jeg synes de er. Selvom det muligvis giver en slagside til det mere “poppede” og radiovenlige. Forkert, eller ej, så er det ofte det jeg forbinder med en god single. Finten er så, at finde dem man ikke bliver træt af, når de ryger på repeat det ene eller andet sted.
Og så er der nok en naturlig slagside mod numre, som jeg har haft bedre tid til at høre gentagende gange. Så de nyeste singler har måske en lille ulempe her. Der kan, desværre, kun være én vinder, til gengæld kan resten få lov til at dele andenpladsen. Kort sagt: Jeg har valgt én vinder, resten optræder i nogenlunde vilkårlig rækkefølge. Jeg forsøgte at rangere dem, men endte med at det føltes lidt “lige meget” om en sang var nummer 7 eller 8 på en liste…
Nå, nok sniksnak, lad os komme i gang.
1) Lyse Nætter – “Det Indre Rum”
Min favoritsingle På Repeat i år er også en af de lidt atypiske. Den er lang med sine 6 minutter, der ikke rigtig følger en hitskabelon, eller den gængse vers-omkvæd struktur. Den tager sig god tid med at komme i gang, udvikle sig og nå frem til sit crescendo. Den er ikke som sådan “flashy”, eller har et stort hook, der gentages eller på anden måde fænger. Det er stemningsfuldt, tålmodigt, snigende og opbyggende. Men hvilken opbygning. Og hvilken forløsning. En rejse. En rejse mod det indre rum?
Er det døden? “Den anden side”? Din indre side? “Alle rejser i sidste ende alene, det er bare sådan det går ned…”… sådan lyder et gentagende mantra i dette gribende og i sidste ende forløsende pop/rock-nummer, der bevæger sig igennem flere stadier, hvoraf især anden halvdel for alvor får det hele til at lette, eller blive sat fri, eller hvad det indre rum nu end måtte være og føles som, for dig? Når Lyse Nætter rammer peaket slipper de stadig ikke tøjlerne helt, det er et nummer, hvor det sagtens, især på den stærke vokal, kunne være kammet over i svulstighed og melodrama, hvor den får for meget, men der bøjes af i sidste øjeblik, så sangen på en måde flader ud mod slut, i stedet for at presse den over målstregen.
Det ER en atypisk single, og Lyse Nætter gør egentlig næsten alt “forkert”, i forhold til hvad man normalt ville anbefale en single skal gøre. Måske er det derfor, det virker? Fortryllende nummer, som det ikke er lykkedes mig at slide op endnu…
The Blue Van – “Heavy Load”
Let there be RAWK! The Blue Van bragede, efter et par omveje og en midlertidig, moderat navneforandring tilbage på rockscenen med stil. Måske fandt de ud af, at vejen frem bare var at finde ind til kernen og tilbage til det, der fungerede for dem i første omgang? “Heavy Load” er både et forrygende comeback, “return to form”, en art hjemkomst og et skide godt rocknummer. Ikke så meget pis, bare klampen i bund og derudaf med masser af swag, selvtillid og de helt rigtige, stramtsiddende jeans og nogle attituder der matcher.
The Blue Van har udsendt 4 singler i år, ingen af dem faldt igennem, faktisk var de alle, på hver deres måde, ret stærke, men for mig er det stadig den første, som skinner klarest. Det er måske ikke nyskabende og banebrydende, eller for den sags skyld et nybrud for bandet selv, næ, det er bare pisse godt håndværk og en fremragende single.
Astrid Cordes – “Ivy (I Can’t Move)”
Det er sgu en fræk elektropop sag Astrid Cordes, der tidligere var en del af duoen Shy Shy Shy, har begået her. Hendes første single i eget navn, “Portrait”, var god, denne anden single, “Ivy (I Can’t Move)” er et (danse)trin endnu mere op ad popstigen. Det er næsten som om sangen kører i to forskellige spor, der både mod- og samarbejder om at skubbe sangen fremad. De gnider med og mod hinanden og giver en sjov, hakkende fornemmelse, i bevægelse, alligevel opbremsende med en lidt rastløs, smittende energi.
Samtidig er nummeret helt elementært fængende og iørefaldende, men med tilpas kant og sjove indfald, så det ikke lyder som et nummer der er spyttet ud af en eller anden popskabelonfabrik. Alligevel har det godt med hit og radiopotentiale, så der er vel nærmest tale om en optimal single?
Deerborn – “Figured Out”
Det er satme en stærk single OG sang, det her! Jeg var meget begejstret for Deerborns debutplade Crash and Burn fra 2016. Efterfølgende blev der lidt stille omkring det mørkt rockende/americana inspirerede indie-orkester, men den her single er ikke bare en “return to form”, det er måske et af de bedste numre, som de har begået. Stilistisk ligger det både i forlængelse af debuten, men signalerer også en udvikling.
Det er måske blevet lidt lysere, i hvert fald klangmæssigt, mens teksten stadig gennemstrømmes af tvivl og en lurende uro. Det er måske blevet lidt mere… højtideligt og storladent? Det bølger, bruser og beruser på “Figured Out”, der svajer majestætisk op mod en halv-dunkel himmel, men der er dog et håb om, at man når frem til noget der er mere blåligt end sort. Og så er det bare helt overordnet en god sang, med en effektiv opbygning og et glimrende vers, der helt fortjent også har skaffet dem lidt radiospilletid.
Zar Paulo – “Stop Believing”
I min optik leverede synth-poppede Zar Paulo sidste års “bedste” single i form af den fængende og smittende “I Løb”. “Stop Believing” når måske ikke helt samme smittende højder for mig, men det er tæt på, ikke mindst det frække omkvæd, hvor de ikke skjuler deres inspiration fra Journey-klassikeren “Don’t Stop Believing”, dog med et kækt twist ved at undlade “don’t”. Hvad kan man næsten sige, det er catchy synth-pop, ret oppe i tiden, 80’er chick og uforskammet iørefaldende.
De kan i hvert fald skrive hooks og omkvæd, de her popdrenge, men der er også noget substans i det og det bliver ikke bare blinkende diskolys og pastelfarver, der er en eller anden rastløshed og noget maskinelt futuristisk over universet, som ikke er ubetinget positiv eller uden bekymring. Og så slipper de (næsten) fra at kaste en gennemtrængende saxofon ind i løjerne. Modigt!
GRETA – “Hydrogen”
“Hydrogen” er blevet et hit og Greta har fået solidt hul igennem her i 2020, i slipstrømmen på en vellykket EP og et rost debutalbum. Det er igen 80’ernes pop der er omdrejningspunktet, det må være et eller andet i vandet, eller også er denne nye generation af popstjerner influeret af forældrenes pladesamling, ligesom tidligere generationer – det passer vel cirka med 80’erne i dette tilfælde? Nuvel, påvirkninger og inspiration er én ting, at bruge det kompetent og på en måde, hvor det ikke ender i stiløvelse eller pastiche er noget andet. Og her har Greta godt styr på sagerne.
Jeg har tidligere sammenlignet hende med en kunstner som MØ, man aner stadig et lydmæssig slægtskab, men jeg roste oprindeligt “Hydrogen” for, at være et nummer, hvor hun for alvor trådte ud af forbilledets skygge og leverede et nummer, som virkede mere selvstændigt. Det blev i hvert fald, fuldt fortjent, et ret stort hit rundt omkring her i 2020, og når jeg hører det nu, så synes jeg stadig det er et rigtig godt popnummer og ikke mindst et, som har vist sig at besidde en vis slidstyrke.
Brimheim – “Four Chambers”
Færøske Brimheims første single i år, “Kafka”, var også et fint udspil, der dog, i mine ører, måske lænede sig lige lovligt op af forbilleder som Florence Welsh og ikke mindst PJ Harvey. Man kan stadig fornemme en vis Harvey inspiration i dette nummer, men den er mindre tydelig og Brimheim nærmer sig et langt mere personligt udtryk.
Mørk, rocket kvindevokal, noget Radiohead’sk stemning og klang, en insisterende, gyngende rytme og en på sin egen rolige, simrende vis fængende melodi. Samtidig er der noget forbandet cool og sejt over både lydbilledet og eksekveringen, der lige giver singlen det sidste finish, så den står tilbage som en af årets stærkeste.
Himmelrum “Kære Blå, Sender Sonar”
Af og til dukker der et band og en sang op, som lyder som om de/den spiller efter deres helt egne regler, men alligevel er sært fængende på sin helt egen særprægede vis. Et sådant band er Himmelrum og deres uortodokse single “Kære Blå, Sender Sonar”. Titlen alene rejser flere spørgsmål end den besvarer.
Den vrider sig, trækker sig og skyder frem, som en form for musikalsk ebbe og flod. Hvirvler rundt, med kvindevokalkor som en form for lead, men gutterne i Himmelrums stemmer er der også, stemmer i, tager over som kor, mens musikken cirkler rundt om dem, som en lun, men stadig lidt strid, brise. Er det en slapper i strandkanten med solen i bægeret, eller den kradse vestenvind, der hiver i huden mens bølgerne fra nordsøen snupper endnu en tysk badegæst?
Mathilde Falch – “Mellem Mig og Gud”
Jeg har en svaghed for Falchs vokal og hendes brug af ord, det er ikke nogen hemmelighed. Der er noget både stærkt og sårbart over udtrykket, noget tidløst, der får hende og stemmen til at fremstå “beyond her years”. Det er lyden af en stemme, som virker som om der er noget på hjerte, en der har oplevet noget, men som samtidig ikke har mistet håbet, og stadig rummer en eller anden form for uskyld. Den er dejligt uspoleret og upoleret og Falch er ikke bange for, at prøve nogle forskellige udtryk og genrer af.
På “Mellem Mig og Gud” er hun muligvis poppet og iørefaldende som aldrig før, det er næsten et dansenummer, som ender med at slippe en mindre rock-ravet fest løs under de blinkende, kulørte lamper. Det burde måske ikke helt fungere sammen med en vokal med denne klang og de skygger af tung alvor, som hviler i skyggerne hos Falch, men på en eller anden måde får hun det til at fungere.
Little Winter – “Julia”
Halv-trist og semi-sørgmodig indie, som spreder varme og godt humør? Sådan har jeg det med Little Winters “Julia”, der også rummer nogle ekkoer af amerikansk west coast pop/folk/rock fra 70’erne med vellyde og og velvære til dine øregange til følge. Diskrete vokalharmonier, en boblende og smittende melodi, det er et nummer, som giver en lyst til at rulle vinduet ned og nyde den friske luft – nå ja, eller bare drøne ud i den med “Julia” i ørerne. Der er endda et klappe-med-stykke, hvis det ikke lige var fængende nok med alle de kroge sangen i forvejen indeholder.
Det kræver en balanceakt og et overblik at håndtere, så det ikke kommer til at fremstå overlæsset, leflende eller forceret og den klarer Little Winter også til UG med kryds og slange… eller et 13-tal? Nå, i dag er det vist 12. Den eneste grund til, at de faktisk ikke ender med en ren topkarakter på bundlinjen, er den noget abrupte og underlige slutning på sangen, som jeg også satte lidt spørgsmålstegn ved da jeg oprindeligt anmeldte singlen i Repeat. Har stadig ikke vænnet mig til den, eller helt forstået hvor sangen skal stoppe så pludseligt?
The Love Coffin – “Mortalized”
Sidste år roste jeg The Love Coffins “Nothing At All” til skyerne, og undrede mig over at de både mørke, kantede, fængende og radiovenlige nummer ikke var røget i A-rotation på eksempelvis P6. Jeg kunne bruge mange af de samme ord om “Mortalized”, der da også stammer fra samme album, Second Skin, der ligesom “Mortalized” er udsendt i 2020 og dermed kan komme med på denne årsliste – modsat førstesinglen, der udkom i 2019.
“Mortalized” er heller ikke HELT oppe på samme høje niveau som “Nothing At All”, men stadig en glimrende single i sin egen ret. Tempoet er lavere, det er lidt mindre udfarende og smittende og mere en luskende og ulmende sag, der så eksploderer i et hårdt, konfronterende og aggressivt pågående omkvæd. Et rovdyr der ligger på lur og pludseligt hoppe på dig, efter en effektiv opbygning. Af en eller anden grund får jeg en følelse af en meget dunkel og ildevarslende udgave af INXS?!
Boblere:
De må Være Belgiere – “I Den Tynde Tråd” eller “Skygge og Duft”
Selma Higgins – “Unruly Nature”
Suckerpunch – “Little Teaser”
Mercenary – “From the Ashes of the Fallen”
Nye Katastrofer – “Gør Mig Fri”
Kom Vi Løber – “Hendes Ansigt”
The Natural Disasters – “The Wrong Way”
She’s A Sailor – “Some Space For Me”
Hammer/Emming/Valentin – “Masser af Liv”
Jonas Hammer – “Pige I Nattens Mørke”
Sunken – “Ensomhed”
Girlcrush – “I’m Easy”
Kúlu – “Seeking”
F A R – “Hverdagens Helte”
Det var det for Repeat i år, jeg vender tilbage med en masse nye singler og sikkert en del 2019-hængepartier midt i januar. Og lige for god ordens skyld og en sidste gang, her er den samlede På Repeat-liste for 2020, der altså gemmer på en hel del gode singler, som ikke kom med her:
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Mikkel Suppras, Lyse Nætter pressefoto
