Tre ting springer i ørerne ved Peter Wangels Omfartsvej: Produktionen, accenten og kvaliteten. Der er ret stor variation, men også konstant, usvigelig sikkerhed igennem pladen og som lytter er det let at tiltrækkes af de mange overraskelser undervejs.
”Hvad ville der egentlig ske, hvis man i stedet for Kim Larsen spillede Nikolaj Nørlund på danskkurser for udlændinge?” Selv om spørgsmålet er stærkt konstrueret, ville det være dejligt at kunne svare: Peter Wangel. For han leger med sproget som en anden Nørlund og det er igennem pladen tydeligt ud fra Wangels brede, nærmest amerikansk-danske udtale ikke er vokset op med dansk som modersmål.
I øvrigt er det Nørlund, der har produceret, så idéen er ikke helt uden for skiven.
Sagen er dog også, at det sproglige niveau hos Wangel er højt: Der leges konstant med vendinger og formuleringer. Sprogbilleder males og udviskes. Det virker noget stærkere, end man kunne forvente.
Men nok så vigtigt, så får anglo-udtalen lytteren til at studse og skærpe opmærksomheden hele pladen igennem. Og i stedet for at være et irritationsmoment, bliver det en form for hook på pladen; for det er anderledes, men ikke FOR anderledes.
Appropos hooks så er der også mange melodiske hooks på pladen, hvilket ikke skæmmer. Overhovedet.
Rent produktionsmæssigt er pladen også interessant: trommer er ofte(st?) elektroniske og maskinelle, mens den øvrige musik er mere organisk om end den benytter sig af synths. Det sender tanken i retning af Marie Keys produktion – selv om vi er ude i noget lidt andet, her. Cirka midtvejs igennem pladen introduceres strygere som nærmest ændrer hele udtrykket – mens Wangels vokal sørger for, at der er rød tråd i det hele. En vokal, der ud over den amerikanske accent på de danske tekster ofte leverer omtrent som Niclas Frisk fra Atomic Swing.
Så. Altså en dansksproget plade fra en mand med til tyder ret tyk accent oven på en produktion et sted mellem shoe-in for en Nikolaj Nørlund-plade og Marie Key. Right… Sagen er dog, at det fungerer. Kvindevokaler bakker Wangels dybe vokaler op fra første nummer, ‘Ildebrand’, står det klart at der også er noget voldsomt klassisk over hele projektet – meget firkantede trommer til trods.
Men der er leget med produktionen: I titelnummeret, der falder som nummer to pladen, bliver der lagt (ring?)modulator på vokalen, der får lov at stå ret alene i et luftigt refræn. Risikabelt, overraskende, men også overraskende velfungerende! Og det kendetegner pladen ret fint: Der er hele tiden detaljer, der er interessante, veleksekverede og som står stærkt.
Ja, leveringen fejler bestemt heller aldrig noget og på femte skæring, ‘Tæl Til En Million’, bliver det decideret rørende på et nummer, hvor kærlighedens fatalitet behandles med melodiske hooks, en overraskende bas-synth og fortællende balladepræg:
Det, der i virkeligheden slår mig
når jeg mister min illusion
Jeg tror aldrig, at jeg når dig
Før jeg har talt til en million
Virker måske ikke så dybt, men med en dyb mandevokal, flere melodiske hooks og en offbeat/lick-spillende guitar bliver det sådan et refræn, man kan forelske sig i.
Der er ti numre – og ikke ét dårligt – på pladen. Fra sjette introduceres strygere i en mere aktiv rolle – samtidig med at synths og drive (Kometen) holder gang i sagerne og gør, at den sidste halvdel bliver ret anderledes og skaber en variation på pladen, der er til at tage og føle på – men hvor Wangels vokal holder den røde tråd.
Der er mange, billige kritikpunkter, der kunne rettes mod Omfartsvej:
”Det er jo bare Nørlund, der har fundet en anden mand i front”, ”Kan han ikke tale ordentligt dansk?” og ”Det bliver da lidt rodet med alle de idéer i produktionen!”
Men faktum er at alle disse billige kritikpunkter bliver vendt til styrker på Omfartsvej: Nørlund er en virkelig god producer, accenten vækker lytterens opmærksomhed og de mange ideer er bliver afviklet på virkelig fin vis og tilbage står vi med en stærk plade som ingen andre.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
Foto: Peter Wangel pressefoto
