The Vice: Songs For No One (EP) ★★★★☆☆

Duoen The Vice leger med genrer som americana, indie, rock og elektronica med en poppet kant på deres fine debut-EP.

Det er en eklektisk og boblende blanding den debuterende duo, der oprindeligt er fra Aarhus, men nu sidder på Islands Brygge og optager og producerer hele baduljen selv. Og det er de sluppet rigtig, rigtig godt fra, faktisk er både den levende produktion og varme optagelse noget af det bedste ved denne 6 numre lange EP.

Har den en lille svaghed, så er det at sangene har en tendens til at flyde lidt sammen for mig – her mangler der måske et lidt mere individuelt og markant aftryk fra sang til sang, så nogle skiller sig mere ud. Til gengæld er udtrykket så temmelig homogent og helstøbt udgivelsen igennem, så der er fordele og små ulemper.

Man kan også bare vælge at anskue EP’en som en sammenhængende strøm af numre, der sammen skaber en lang, flydende bevægelse i løbet af de knap 20 minutter den varer. Sammenhængen, eller fornemmelsen af et lukket kredsløb, understreges også af, at EP’en starter og slutter med den samme melodistump og tone.

Ud over en lidt eksperimenterende åbner, den lidt under 1 ½ minutter lange “Intro”, der som titel antyder bare er en intro og stemningssætter, så er det et ret strømlinet lydbillede duoen præsenterer.

Det bølger roligt med små krusninger og udsving i tempo, der befinder sig i et behageligt skvulpende midter-tempo. Der er dømt semi-dvask afslapning, der dog først bliver helt afslappet på sidste nummer, den rolige stener “Realest Feeling”, der med et sagte trommebeat hovedsageligt bæres af den flotte, klare og lyse vokal fra sanger og sangskriver Markus Dahl, der sammen med Jesper Klinge udgør The Vice. Det er på en måde en lidt uforløst afrunder på EP’en, men også et ganske behageligt og logisk punktum for en EP der ikke har travlt, eller føler sig presset til de helt store armbevægelser.

Numre som “Things I Tell Myself” og førstesinglen “F.U:” demonstrerer en god sans for rolige, fængende melodier med en sagte tøffende elektronisk bund og en americana klingende guitar som drivmiddel. Mens Dahl’s vokal ligger og “skubber” på overfladen, så det hele får en lækker vuggende fornemmelse. Det hele er virkelig labert produceret og udført, så man fyldes med både ro og lille, kriblende og spirende følelse, der ikke er helt ulig noget gammel, amerikansk west coast pop/rock, måske en snert af noget senere Beach Boys? Der er også en snert af noget western over lydbilledet, men på en opdateret og moderne vis, det er musik man sagtens kunne forestille sig blive spillet på eksempelvis P6 side om side med et navn som Death Machine.

The Vice virker meget i kontrol og “oven på”, som om de har helt styr på hvad det er de vil med det her. Et nummer som “Sour Notes” rummer et lidt mere huggende og pågående omkvæd, som sagtens kunne have fået endnu mere saft og kraft og være gjort endnu mere pågående, men duoen holder lidt igen, falder ikke for fristelsen og styrer i stedet for sangen i en mere udsvævende og porøs retning mod slut. Det giver fornemmelsen af, at de har haft en helt klar vision for Songs For No One, der trods titlen sagtens kunne have en relativt bred appel, selvom den er udført på duoens egne præmisser.

“Music is the means to an end”, lyder det på EP’ens andet nummer, “Music”, og det er også den følelse Songs For No One efterlader. Dahl har udtalt, at han laver musik for sin egen skyld og for at have det sjovt. The Vice lyder heller ikke som om de prøver at please andre, lefler eller forsøger at ramme et eller andet smart i tiden, som måske kunne kaste et hurtigt hit af sig. Det er som man træder ind i DERES musikalske rum eller legeplads, og så må man være med på deres præmisser, og der er jeg med et langt stykke af vejen.

Hvis de kan få endnu mere variation ind i legen, så gemmer der sig potentiale til endnu mere her. Indtil da, så “nøjes” vi med 4 meget store stjerner. Det KAN altså et eller andet, det her!

Af Ken Damgaard Thomsen