Aamer Khan er en dansk trio ført an af Khan selv, de gør sig i en form for klassisk, let-fuzzy, varmblodet rock, som sikkert nok vil kunne tiltale en del på tilrøgede barer rundt omkring. Såfremt den slags stadig findes?
Trioen har nemlig, i hvert fald på denne EP, den i alt 3. udgivelse fra gruppen, noget jeg ville kalde en live-klingende, eller i hvert fald live-egnet lyd. Der er noget varmt og rustikt over de 6 numre, som udgør denne 23 minutter lange EP. Men som udgivelse lyder den også en smule under-produceret og spæd i sin lyd, hvilket også kommer til at udstille den lidt spæde og firkantede sangskrivning. Det lyder sgu bare ikke helt så fedt som det muligvis kunne, i mine ører, der mangler noget… fyldighed og dynamik i selve lyden?
Det burde egentlig svinge og vibrere, men får mig kommer det generelt til at fremstå noget stivbenet og fastlåst i sin lyd. Det samme gælder selve sangskrivningen. Den er ikke decideret dårlig, og det er som sådan heller ikke en dårlig EP, det hele er bare lidt under middel og lyder som om der lige mangler “det sidste” hele vejen rundt
Så dukker der pludselig en fuldfed, om end lidt kort, guitarsolo op, i anden halvdel af nummeret “Sing”, og man sidder og tænker, at “hey, nu kører det da meget godt!”. Der er glimt af noget hvor rocken ruller og rykker for Aamer Khan, hvor især netop guitaren trænger ordenlig igennem den halv-flade og uspændende lyd og produktion, den har eksempelvis en fin, blålig tone på “Dream”, men resten af sangen føles underligt, og uskøn, trampe/gumpetung i det? Det letter slet ikke for mig og kommer til at føles som en sløj øver i lyd og intensitet. Det er en skam, for jeg tror faktisk Aamer Khan kunne være et ret fint og kompetent bekendtskab på en lille livescene, men her har jeg godt nok vanskeligt ved at føles pulsen i musikken.
Det starter ellers nogenlunde hæderligt ud med “Something Watching over Me”, hvor jeg straks får ekkoer af, følg mig lige her, et egentlig fint møde mellem Uffe Lorenzen og Ozzy Osbourne på vokalen? Ja, det kan måske lyde som en mærkværdig blanding og sammenligning, men det er altså det Kahns vokal minder mig om. Selvom nummeret ikke sidder lige i skabet, der er ganske enkelt mangler i sangskrivningen så det helt gilder ubesværet, så er den instrumentale del fin, ligesom melodien er ganske effektiv og får trukket sangen over målstregen. Men så begynder de nævnte svagheder stille og roligt at kigge mere og mere tydeligt frem i de efterfølgende 5 numre.
“Heartbreak” kommer skævt og uskønt fra start, og det hele kommer til at lyde en kende ved siden af sangen igennem. Det er som om idéen er der, men leveringen, sang, melodi, opbygning, lyden, det hele halter nok til, at man bruger tid på at sidde og spekulerer over: hvorfor er det, at det her ikke fungerer? Skal jeg forsøge at beskrive det, på en helt uvidenskabelig og ikke-teknisk vis, så er det som om byggeklodserne ikke helt passer sammen, ikke vil mødes og hænge 100 % sammen, hvilket giver en sang der lyder som om der er sprækker i fundamentet og kun lige og lige hænger sammen.
Et nummer som “Not Wasting Time” burde fange en med sin vuggende og huggende rytme, men det lyder sååååå tungt bagi, at den aldrig får fat, men derimod ligger og skvulper underligt på underlagt foran en, som en fisk der er røget op på land. Det virker simpelthen ikke. Men alligevel er der glimt i melodien, især i omkvædet, hvor det lyder ganske iørefaldende og der er antydningen af håb. Det samme giver den vellydende guitar i alt for kort udladninger. EP’en rundes af med “Steady Pace”, der også ligger ud i fin stil og tempo, men alt alt for hurtigt trækkes ned og tynges af de tilbagevendende problemer: det svinger ikke, det lyder for trægt og føles tungt i optrækket.
Kan Aamer Khan bryde ud af den hæmmende lydboble, som de er fanget i her og få sat mere fut til materialet, så vi får noget musikalsk gnist og tænding, så tror jeg de i en livesituation ville lyde mere fri og bevægelige. Det er som om der er lagt låg på her, det kvæler musikken, og når sangskrivningen så også halter en smule, så bliver trions mangler på den front alt for hurtigt udstillet – også i højere grad end jeg føler er nødvendigt! Jeg tror faktisk, at der gennem sig et ganske udmærket orkester her et sted. Det skinner bare ikke nok igennem på People Around Us, der lander et stykke under middel som samlet oplevelse.
Af Ken Damgaard Thomsen