Med klar inspiration fra britpop og i lidt mindre grad grunge er Whistler allerede blevet et navn herhjemme. Bandet stiller sig på en politisk og ikke-berøringsangst platform, men risikerer på Blow Torch Social at vrøvle lidt.
Vrøvl eller ej, så sender pladen lytteren på jagt efter mening i tekster, der leveres med tyngde.
Et band, der udråber sig selv om ’politisk’ kan ofte være en lidt stor mundfuld; ofte gives der køb på andre, væsentlige aspekter, hvis bands har alt for meget politisk stof på hjerte. Whistler kan dog sagtens høres uden at spekulere alt for meget over teksterne. Ja, faktisk kan det give lidt hovedpine, hvis man skal skabe mening i den meget farverige metaforiske udfoldelse, tekstuniverset byder på.
Der er klare noter af britpop hos Whistler; toppede guitarer, drive, poppet melodiføring – og egentlig ret beskidt i lyden, under alt det poppede. Når kvindevokalen sætter ind, kan det endda få et helt Smashing Pumpkins-agtigt præg.
Og så er der teksterne. De er finurlige, fyldt med metaforer og det er oplagt at tænke, at der til tider er tænkt i at enkelte, gode sætninger snarere end helheder. Som i ‘Newton Vaccine’, hvor en strofe går
No one’s gonna hand you your change for free
The message is scrambled,
So well up your eyes and see
Bring your own head to the guillotine
Gently strip you down
Wash your face in cheap kerosene
I dén strofe er der adskillige gode idéer, mens meningen ikke just springer ud af det hele.
Og det er helt fint. Kunst bliver kedelig, hvis man bliver ske-fodret med mening fra starten. Og det er måske ét af de stærkeste aspekter ved Blow Torch Social: Der er plads til tolkning, det er ikke et band, der råber hvad du SKAL synes og de formår at pakke numrene ind i god sound.
Og der er nok at nyde og fortolke på. Mindre subtil og måske også mindre spekulativ er ‘Weaponize’, der ret fint og konkluderende slutter med
Weaponize the river
The river’s gonna hit the shore
Weaponize the workers
The workers gonna knock down the door
Weaponize the rulers
The rulers gonna ask for more
Weaponize the lovers
The lovers’ gonna reach for more credits
Whistler er tydeligvis ikke sat i verden for at skabe håb, og teksterne fremføres på konstaterende vis – som en Gallagher, men rummer krøllede tanker som en Albarn.
Allerstærkest står afslutteren, ‘Animal Crackers’, der med sit balladepræg slæber sig igennem en sarkastisk tekst og slutter med, ja, død en masse i teksten.
På Blow Torch Social spilles der egentlig ret uspektakulær rock uden sådan rigtig store og gode pophooks. Men bare nok pop appeal til, at man vender tilbage. Men teksterne leveres og har en lækker u- eller indforståethed over sig, der et langt stykke hen af vejen retfærdiggør den opmærksomhed, bandet har fået; vi kan som lyttere høre, at selv om teksterne leveres nonchalant tilbagelænet, så betyder de noget. Men fordi de kan være lidt snørklede – ja, endda næsten vrøvlede – bliver vi sat til at lede efter meningen i dem.
Og det er et tegn på kunst, når man får folk med på det!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
