Der er dømt dansksproget storbysoul med høj lækkerhedsfaktor hos Caleido på EP’en Når Det Bliver Lyst. Tidsløs sound og masser af detaljer kendetegner EP’en, der stor dygtighed til trods næppe kommer til at vinde priser for sin relevans.
Caleido lyder som hvad det er: Et musikhold fra en skole med fokus på dygtige musikere. Bandet er nemlig dannet omkring musikgymnasiet Aurehøj og som lytter vil man hurtigt tænke: ”Det lyder som et dygtigt højskoleband”. Her er det så i stedet et gymnasium med fokus på musik…
Og dygtige er de. Der er noget af den samme stemning over musikken, som vi kender fra Sadé og det urbane, rolige udtryk både fungerer og er ét af de stærkeste kort på pladen. Det er ikke umiddelbart en sound, jeg vil kalde ’ung’, og derfor opstår der en kontrast i tekstuniverset. Her skrives tekster om overfladiske venskaber og at have det skidt med at have det skidt – fordi man er privilegeret.
Jeg er ingen stor fan af soul. Men det er en ganske lækker, lille EP, Caleido har lavet. Og der er både naivisme og styr på teknikken over den soulede kvindevokal. Blæs leveres on point og det hele er ganske pænt. For pænt? Det kunne man måske godt mene, men på den anden side kan man vel dårligt klandre et skolet band for at være… Skolede?
Det, der nok imponerer mest, er at rigtig meget virker rigtig modent på EP’en. Sidste nummer, ‘Lydløs’, har noget Alberte over sig og er et overflødighedshorn af små, producerede detaljer. En guitar hér, en repeterende klavernode dér. Spacet outro med synths. Det er virkelig godt skruet sammen og EP’ens bedste nummer.
Over seks numre (som dog tæller et minuts instrumental ’Interlude’) bliver vi altså henført til en urban nat, får en på én gang naiv og moden vokal og masser af funky detaljer i underlægningen. Ja, endda et sprudlende produceret afslutningsnummer.
Og så men’et.
Det er ikke en EP, der får nogen op af sofaen. Den er stærkt lavet, vil være rigtig fin baggrund på caféer og tager de fleste af sine point på lækkerhedsfaktor. Men der er hverken hitfaktor eller noget decideret mindeværdigt over pladen. Så nok så imponeret, man kan blive over teknik og evner, så er der ikke meget kant eller egentlig kunstnerisk udfordring på pladen. Det kan dog måske komme med alderen, for der er tale om et band, der er ungt og lyder ældre i deres sound.
Vi sniger os op på fire stjerner, da det er meget dygtigt lavet. Men som lytter kæmper jeg lidt med at finde relevansen for EP’en.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
