The Lonesome er (endnu) et dansk bud på americana, her i den mere dunkle og langsomme ende. Selv om det ikke er voldsomt nyskabende, er The Northern Gothic er et solidt og stemningsfuldt album, der går lidt andre veje end mange andre danske americana-inspirerede navne.
Der har været en stadig strøm af americana-inspirerede danske navne og udgivelser igennem alle årene, hvor vi har kørt GFR. Langt de fleste er kompetente, nogle mere til, men det er få, der sætter sig fast i hukommelsen. Lonesome’s The Northern Gothic føjer sig til rækken, men selv om der er flere plusser end minusser på bogen, så er vi heller ikke der, hvor Lonesome kiler sig fast i min personlige danske americana-kanon. Mindre kan selvfølgelig også gøre det, og Lonesome skiller sig faktisk en smule ud fra mængden stilmæssigt.
“Det er en delvis dunkel, slæbende, happy-sad affære, som har sine rødder i amerikana, gotik og outlaw country”, lyder Lonesome’s egen beskrivelse, som rammer ganske godt. Skulle man pejle lidt mod andre danske navne i americana-boldgaden, så er det her væsentlig mere CS Nielsen end The Consolation. Her er noget af det samme rolige tempo, omend der er lidt flere sprækker i alvoren hos Lonesome.
Der tages dog også livtag med store temaer og amerikansk mytologi og populærkultur. For eksempel refererer ‘Private Presley’ til Elvis, mens der på ‘Cell #2’ refereres flere gange til Cormac McCarthy’s monumentale og brutale western-roman, Blood Meridian, og også konsolspillet Red Dead Redemption namedroppes undervejs på albummet.
Albummet åbnes med ‘How Lightly We Fall From Grace’, der på mange måder er typisk for de ni numre på albummet. Tempoet er roligt, stemningen lidt højtidelig (som titlen måske også kan antyde), og selv om vokalen lige tog mig lidt tilvænning, fungerer den fint, uden at den helt rammer den dybe, rungende alvor som tidligere nævnte CS Nielsen for eksempel har.
I det hele taget skynder albummet sig ikke. Ved første lyt, syntes jeg det virkede længere end de 44 minutter, det rent faktisk tog, men med flere lyt ender det med ikke at føles så langt alligevel fordi flere af numrene åbner sig op. Tekstuniverset virker gennemarbejdet og det hele virker homogent uden at blive decideret monotont. Der bliver således smidt nogle fine instrumentale detaljer ind hist, og lidt kor her. Blandt andet kigger en dynamisk bas frem flere steder, men ellers er den akustiske guitar det mest fremtrædende instrument, dog ofte også suppleret af andre strengeinstrumenter og tangenter.
Det er svært at hive numre ud og fremhæve dem, for niveauet er generelt solidt og ensartet. Den relativt tempofyldte ‘Fact Or Fiction’ ville stikke ud, hvis der var lidt mere variation i kompositionen, mens vokalen knækker næsten og er halvgrødet på ‘That Old Fragile Melancholic Vibe’, hvilket i og for sig passer fint til nummeret, mens ‘Pandemonium Rag’ skruer tempoet op, så højt det nu kommer hos Lonesome, med en ragtime, og bedst som man tror nummeret er kørt lidt fast, får vi en stærk afslutning. “Sanctimonious pricks/Pandemonium ticks”, lyder udgangsbønnen, inden vi skal isoleres i en hytte og have ‘Cabin Fever’. Eller, det er faktisk en etværelses lejlighed hovedpersonen i sangen ikke har forladt “a week or two”, og tiden går med at spille Red Dead Redemption mens verden går videre udenfor.
Albummets stærkeste melodi finder man på ‘Private Presley’, som godt nok ikke er en decideret stor sang, men med relativt simple midler alligevel formår at gøre indtryk. Også ‘Cell #2’ lufter et ganske stærkt omkvæd (her får vi også en omgang mundharmonika), mens ‘The Curse’ lunter i skridtgang ud over prærien med orgel og elektrisk guitar i nybyggervognen.
Der er et dejligt dunkelt drive på afslutteren ‘Southern Gothic’, hvor tangenter og trommer driver nummeret frem, og musikken får en manende kvalitet. “Daddy’s gone but his demon stayed”, lyder det blandt andet her, og skulle man nævne et stand-out track på albummet, er ‘Southern Gothic’ et godt bud.
The Northern Gothic er i høj grad et stemningsalbum, som man kan lade sig opsluge af, men hvor det er sværere at fremhæve enkelte sange. At et par af numrene også runder de 7 minutters spilletid, er lidt i overkanten, men igen, når jeg nu fremhæver stemninger som den store styrke, så er det ikke et oplagt kritikpunkt – især fordi de to plus-7 minutters sange hører til de stærkere på albummet. Vi lander på 4 solide stjerner for en stemningsfuld tur ud over de musikalske amerikanske vidder.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
