Taking Flight lander fra undergrunden med en ganske hæsblæsende 3 numre lang EP, hvor attituden og stilen er god, men sangskrivningen måske lige mangler det sidste.
Taking Flight er et af den slags bands, hvor jeg synes det er lidt ærgerligt at jeg skal sende nogle stjerner efter dem. 3 stjerner ser så kedeligt ud, ingen gider have dem og det er nok ikke en karakter, som bringer mange nye lyttere med sig. Men, for mig er Light It Up bare en 3-stjernet udgivelse. Ikke god, ikke dårlig, der er ting der fungerer og en del der ikke helt spiller end endnu, 3 generelt hæderlige, men ikke voldsomt prangende numre.
En EP præget af at vi har med et nyere orkester at gøre, som nok lige skal have filet nogle kanter og have lidt mere blod under de flossede negle, som det ellers lyder som om de har. De giver den godt med kul her, i en dejligt smadret omgang punkrock let-metallisk genrebastard, der også rummer lidt bluesede elementer – ikke mindst bidraget af den kvindelige vokal. En vokal der lige nu er et af bandets stærkeste kort, den viser i glimt at der er noget spændvidde og power at komme efter.
Spændvidde er der sådan set også i musikken, Taking Flight giver smagsprøver på lidt af hvert i løbet af EPens 3 numre, hvilket i sidste ende måske også gør den til en, hvis ikke ufokuseret, så dog små-rodet affære. Meeeen, på den anden side, en EP kan også være et format hvor man lige får prøvet nogle ting af.
Selvom Taking Flight måske lyder som om de lige skal finde deres vinger og få det samlede indtryk til at lette, så kommer de nu ganske hæderligt ud over startbanen med “Somebody”. Bassen får lov til at flexe med musklerne og brumme sangen godt i gang, trommerne tikker og så er det afsted. Vokalen imponerer fra start og i det hele taget er det et effektivt, tempofyldt og kraftfuldt rystende rocknummer. Der er en overgang omkring halvvejs gennem det knap 4 minutter lange nummer som jeg ikke synes helt rammer plet. Det har sådan lidt… “Upcoming” syndrom over sig, hvor tanken er god men udførelsen kommer til at bremse nummeret lidt, i stedet for at bygge kraft op. Det er den slags småting, som der kan arbejdes lidt med.
Det bliver mere punket, råt og læderklædt på den efterfølgende “Charlie”, hvor bandet har lidt svært ved at ryste genrens klichéer af sig, både hvad angår den snerrende lyd og attitude og lyrikken om titlens “Charlie”. Energien er dog ganske god og smittende og kompenserer en smule for at det kommer til at virke en kende stereotypt og velkendt. Der lukkes med det mere vugge-rockende titelnummer, hvor Taking Flight igen lider under lidt børnesygdomme, som en overgang der tynger i stedet for at bygge op og en lyd der måske lige bliver et nummer for “metallisk” i sin klang i forhold til at der spilles rock. Det er nok en smagssag om man synes det dufter af skramlet og kantet undergrund, eller om en lidt varmere lyd havde klædt en sang, som i bund og grund er et rocknummer.
Alt i alt er Light It Up måske ikke en udgivelse der sætter gaderne i brand, men der er fin, små stikflammer hist og her, som sagtens kunne blusse mere op, hvis bandet får tilført musikken tilstrækkelig med ilt. Er du til en omgang hårdtslående undergrundsrock omkog, så giv Taking Flight et lyt, EPen varer under 10 minutter – det har du tid til.
Af Ken Damgaard Thomsen
