Over fire (måske fem?) numre gør Yellow Honey Dew på When Tomorrow Comes et fint singer/songwriter-indtryk. Det er en rolig EP, hvor der hele tiden er lagt lidt låg på udtrykket – og afslutningsnummeret har masser af radiopotentiale.
Det første, den opmærksomme lytter vil lægge mærke til hos Yellow Honey Dew er, hvordan vokalen lyder. Den kan med ret stor præcision sammenlignes med John Mayer; tilbagelænet, let nasal og rooooolig. Og selv om den hos Yellow Honey Dew vist ikke knyttes tæt op af en guitar-gud, så er der alligevel rigtig godt styr på produktionen på When Tomorrow Comes. Som eksempelvis i ‘Something Inside’, hvor outroen bliver en afbøjning af en høj intensitet midt i nummeret. En afbøjning, der består af en egentlig ret krads guitar, som dog holdes nede og passes ind i lydbilledet via rumklang og andre effekter. Det er en solo, men den står ikke på den måde ud. Det er ret lækkert lavet!
Åbneren, ‘Beach Hope’, er en tempomæssig nærmest doven sag, hvor trommerne nærmest slacket klasker sig derudaf. Lige indtil vi når til sangens sidste del, hvor der trampes anderledes skarpt i gulvet, køres på med intensitet og sluttes på en høj tone.
Og den skabelon, hvor der startes stille og bygges op og sluttes i høj intensitet, bliver udnyttet optimalt i ‘Hundred Divisions’ – eller rettere i afslutningen, som måske er et nummer i sig selv? I hvert fald bliver der stille efter første del af nummeret, for så at fortsætte et stille, sfærisk stykke hvor der nærmest messes Tonight I told you (in?) my deams og det slutter så brat, at man som lytter ved de første gennemlytninger må tænke, det er en fejl.
Og så er vi ved afslutteren. Den starter med samme sound og let blå tone, hele EPen er præget af. Men som vi nærmer os refrænet, springer nummeret ud som fuldbyrdet pop-nummer. Vi taler her i samme boldgade som Mads Langer, når han er bedst.
Det er guitar-baseret pop med melodisk appeal som burde hoppe lige ind i airplay hos P4 og måske også P3. Det kan da godt være, lyttere vil tro, det er John Mayer. Men det er nu også et kvalitetsstempel i sig selv – ikke mindst inden for poppen.
Outroen af det nummer er i hvert fald uhyrlig let at forelske sig i og over de fire minutter, nummeret varer, får Yellow Honey Dew etableret flere forskellige stemninger, uden at nummeret på nogen måde knækker over af den grund. Det er ret godt skrevet – og lavet!
Ja, det slutter endda på en let kandancefremmed dur-akkord. For lige at give den det sidste spark.
Det er fire fine numre, der leveres på When Tomorrow Comes. Afslutteren er måske i en klasse for sig, og EPen ville stå drastisk svagere uden den. Men vi når at flytte os fra det dovne, drømmende over det sfærisk næsten foruroligende – for så at slutte i en popbasker. Det er ret imponerende over fire-fem numre!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
