Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Wanna Be Brothers: Countryman ★★★★☆☆

Wanna Be Brothers: Countryman ★★★★☆☆

985
0

Beat/funk/folk-gruppen Wanna Be Brothers albumdebuterer med et vellydende, velproduceret album, der både tåler at blive lyttet til som baggrundsmusik, men også at man dykker lidt dybere ned i detaljerne. Der mangler dog nogle større sange før det for alvor fejer benene væk under denne anmelder. 

Nå ja, og mindre kan da selvfølgelig også gøre det!

Wanna Be Brothers kaldes i pressematerialet for et beat/funk kollektiv, mens de andre steder også får hæftet folk på som del af genrebetegnelsen. Trioen gør sig i hvert fald i vellydende, håndspillet musik med elementer fra alle de tre ovennævte genrer, og leverer også flere sange med poppet appel.

Sangskriver i gruppen er Tue West, som godt nok har udgivet to soloalbums i 10’erne (det seneste i 2016), men havde størst succes i midten af 00’erne – jeg husker især ‘Hun er fri (kvinden og lottokuglerne)’ og ‘Tankespind’ fra den tid. Og selv om teksterne her er på engelsk, synes jeg godt man kan høre et West’sk touch i sangskrivningen. Sangene synges dog af Nis Peter Toke Madsen, så West’s karakteristiske nasale vokal dukker kun op på kor.

Countryman er helt gennemgående en behagelig plade at lytte til. Det næsten tilbagelænede tempo og en generel smoothness er gennemgående elementer på alle albummets sange. Åbneren ‘Country Man’ har waka-waka-wah guitar og livlige trommer og fængede omkvæd, mens ‘Things You Say’ har “ba-ba-ba-bah” kor kørende ind og ud af omkvædet og en rytme, der er lige til at stampe med på.

Fordi det hele er så pænt og vellydende musikalsk, kan man godt ind i mellem blive lidt overrasket når der ryger et “fuck” over Nis Peter Toke Madsen’s læber. Det gør der for eksempel på den stilfærdigt fængende single-forløber ‘I Don’t Play Like That (Give a Fuck)’, hvor det flerstemmige omkvæd først dukker op omkring halvvejs gennem sangen. Muligvis den pæneste måde at lade sætningen “I don’t give a fuck” undslippe læberne på?

Selv om også ‘Did This Life Look Easy’, der falder lige før ‘I Don’t Play Like That (Give a Fuck’, lyder godt, står den dog en smule i stampe, men det lyder stadig godt. Selv om der ikke altid sker det helt store i numrene, så er der netop altid vellyd og en gennemgående kompetent håndtering af instrumenterne.

Anden halvdel af albummet indledes med ‘The Sun Going Down In a Disco’, der funker diskret medrivende, mens ‘Days We Had’ lever bedst på det velorkestrerede omkvæd og i det instrumentale intermezzo mod slutningen.

‘An Hour Late’ har nogle fede instrumentale detaljer i nummerets sidste del, men ellers står det som en af de svagere sange på albummet, mens lukkeren ‘Kolibri’ er en luftig instrumental sag, der på en eller anden måde smager lidt af 80’erne. Undervejs mens jeg lyttede har jeg haft associationer til navne som Steely Dan og Sade, uden Wanna Be Brothers egentlig direkte lyder som dem – nok mest som førstnævnte. Men der er alligevel noget med stilen og stemningen, der leder tankerne i den retning.

Det er også et album, der gør sig fint som baggrundsmusik, men også holder til at man tager lyttelapperne på og graver sig lidt ind i det. Der mangler dog lidt flere numre, der gnaver sig fast i hjernebarken, før jeg kommer helt op at ringe, men Countryman fortjener nu alligevel 4 pæne stjerner.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleFugleflugten: Æon ★★★★☆☆
Next articleSøren Damm: Det Bliver Så Tidligt Sent ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.