Bersærk er en ganske unik størrelse på den danske musikscene. På deres tredje album har de heltemodige bersærkere et par nye kampteknikker, men lyder overordnet, på godt og ondt, stadig som dem selv.
Blod, stål, ære, genopstandelse, kæmp for alt hvad du har kært, kæmp kæmp kæmp. Det kan godt være det en opsummering af det indtryk Bersærk efterlader med deres tredje album SOL. Umiddelbart løber de hurtigt tør for nuancer, både lyrisk og musikalsk, især hvis man har lyttet til bandets tidligere udgivelser. Det buldrende, brølende og bombastiske og i bund og grund lidt uskønne og ikke særligt raffinerede musikalske univers kan godt være en lidt trættende oplevelse på plade. Live kan det godt være, at bandet stadig kan overleve i 45 minutter på ren og skær vilje, energi og rå muskelkraft.
SOL er kort sagt en noget udmarvende og udmattende tre kvarters muggert til mellemgulvet at komme igennem for mig. Jeg kan ellers godt lide Bersærk, og har også været positivt stemt overfor deres tidligere plader, men trætheden, eller skulle man sige immuniteten overfor deres firkantede og stenhårde hedninge-rockende lydbillede og tekstunivers er også kommet snigende de seneste år. Jeg vil ikke påstå, at gruppen, der også har fået skiftet lidt ud i besætningen som årene er gået, ikke har udviklet sig rent musikalsk. Men det er mest på overfladen og føles som ret kosmetiske forandringer, når først de åbner for sluserne og tromler løs.
De nye tiltag viser sig især på et nummer som den lidt mere tøjlede og atmosfæriske “Dødsvals” og den efterfølgende, meget dunkle og ildevarslende “Midgårdsbrand”, et højdepunkt på SOL, hvor forsanger Casper Popp viser, at han faktisk kan andet end at råbe en kampplads op. Det klæder ham. Det klæder også Bersærk, at de her midt på pladen slipper gaspedalen lidt og lader musikken ulme, men lyrisk befinder vi os stadig i et episk univers, som i små doser kan virke kraftfuldt og styrkende, men i længden bliver lige vel storladent og oppustet til mig. Det er som at slå sig så meget på brystet at man kommer til at hoste. Men hey, det er klart bandets stil og varemærke, og sammen med den ellers slagkraftige og rungende rock med til at gøre Bersærk ganske unikke.
Ellers synes jeg, at Bersærk generelt iklæder sig en for dem velkendte musikalsk kampudrustning. Selvom jeg måske kører lidt død i parolerne og de konstante kaskader af tuuuuuunge angreb på numre som “Blod og Stål”, “Balders Bål” og “Blodmåne”, og er ved at stå helt af ræset på den noget simple og monotone “Kæmp” mod slut, så kan man ikke tage fra bandet, at de går til stålet med en i glimt smittende vilje, rasende energi og utrættelig insisteren. Og med den frådende iver og ukuelige kampgejst de kaster sig ind i kampen med, er Bersærk også en flok blodtørstige krigere jeg helst ville have på min side og sende forrest når slaget skal stå.
Og det skal det på SOL, hvor Bersærk beskriver en verden i flammer og forfald, en verden der måske fortjener at gå under i sin nuværende form, men hvor der stadig findes ting, som er værd at kæmpe for og i sidste ende kan føre til en form for genopstandelse. På mange måder rammer det noget i tiden, samtidig med at det beskriver en almengyldig fascination af heltedåd, mod og håb. Det bliver bare en smule udmattende over en hel plade og når man føler, at man rent tematisk og tekstmæssigt har været her før sammen med Bersærk.
De nye tiltag, som man får lov til skinne frem i glimt på SOL er fine, men i sidste ende overdøves de også af bandets sult efter, at kløve igennem og hamre pointer ind med syvtommer søm. Det vil man nok enten opleve som lidt for meget af det gode, eller særdeles effektivt. Jeg vil rose bandet for deres tilsyneladende utrættelige energi og ukuelige vilje, men savner efterhånden også, at bandet rykker sig lidt mere rent musikalsk og lyrisk.
Er du fan af Bersærk, vil du nok, trods de små justeringer, føle at SOL er mere af det samme med lidt mindre virkning i længden, eller at bandet stadig formår at rive dig med. Jeg ender lidt midt i mellem, men i det mindste lyder Bersærk stadig ikke som nogen andre på den danske musikscene.
Af Ken Damgaard Thomsen
