Comes In Waves samler tre EP-udgivelser fra Select Captain til et fint album, som måske bliver en anelse langt i spyttet, men stadig viser en modnet sangskriver med masser af stærke melodier i ærmet.
Undertegnede har tidligere været omkring del 1 og 2 af Comes In Waves, men anmeldelsen af del 3 og albummet som helhed er gemt til denne omgang. Del 3 udkom ellers allerede før sommerferien, og man kunne således høre albummet ved at høre de tre EP’er i forlængelse af hinanden. Men nu er udgivelsen så rigtigt samlet, blandt andet på vinyl.
Denne anmeldelse fokuserer primært på oplevelsen af helheden, og de numre, der oprindeligt var at finde på del 3. En mere detaljeret anmeldelse af del 1 og 2 finder du HER og HER. Men for nu lige at lave en recap, så er udlægget ret så glimrende med ‘Mind Crashing’, der også åbner den første EP. Det en velkomponeret og veludført blåtonet popsang, der både har noget på hjerte, er fængende og har schwung.
Select Captain rammer på albummet som helhed en mere køligt poppet lyd end den alt.country-lyd, Gaarskjær oprindeligt tog udgangspunkt i på de tidligere soloalbums. Samarbejdet med producer Søren Vestergaard, som nu udgør den anden halvdel af Select Captain, giver nogle nye tangenter at spille på i lyden. Det matcher også fint albummets tematikker omkring hashmisbrug og depression, uden man drukner i mørke.
Sangene fra den tredje EP passer fint ind i helheden og byder ind med lidt mere tempo og bund i rytmesektionen end sangene fra første tredjedel af albummet, hvor ‘Stagnant’ er næsten så stillestående som titlen antyder. Det betyder ikke, det er et dårligt nummer, faktisk er de langsommere kompositioner albummets skarpeste. ‘Get Me Out of Here’, der falder som tredje nummer, er også i den langsomme og fængende ende. Men det giver godt nok også en relativt adstadig start på albummet, rent tempomæssigt. Det er ikke pladen, der sætter gang i en dansefest, så gem den lidt væk til din næste runde fødselsdag, medmindre du gerne vil signalere modenhed og tungsind.
Hvis man nu følte at de elektriske trommer, der kort får lidt fart på i slutningen af ‘Get Me Out of Here’, lige var lidt for meget af det gode, så er fjerde nummer heldigvis ‘Slow Down’, ja, okay, titlen snyder lidt, for her er faktisk et omkvæd med en elektronisk dunkende puls og en guitar, der lige stikker snuden frem. Og igen et rigtig stærkt omkvæd. Selv om det ikke er festmusik, så er der flere af numrene, der burde kunne få spilletid i radioen, blandt andre ‘Slow Down’.
Der er faktisk en klassisk tilbagelænet rocket trommerytme på ‘Out of Sight, Out of Mind’, første nummer på albummet fra EP nummer 3, uden vi på nogen måde bevæger os op i et hæsblæsende tempo. Melodisk er sangen også godt med, men ikke helt så stærk som de første fire sange. ‘All I Ask of You’ virker lidt som en parentes, inden ‘Promise’ bevæger sig ind på folk-poppet territorium. Det er også en solid sang, som dog ikke helt løfter sig til samme højder som et par af de tidligere numre.
‘How Does It Feel’, som følger efter, kan jeg til gengæld rigtig godt lide. Her smager det lidt af Elbow på det instrumentale (nej, man kan ikke slikke på sin albue), uden Gaarskjær ligefrem bliver til Guy Garvey. Det er en levende og dynamisk komposition, hvor der bliver leget med instrumenteringen, hvilket klæder udtrykket.
Den klaverbårne ‘Ride It Out’ har også godt fat i det melodiske, selv om jeg ikke er entydigt begejstret for hvordan nummeret udvikler sig, mens ‘Down & Down’ hører blandt de numre, der har så stærk en melodi, at de burde få radiospilletid. Vi er igen i det afdæmpede hjørne, denne gang med Gaarskjær primært akkompagneret af en akustisk guitar.
Albummet rundes af med ‘Cynical’ og ‘The Train’, begge sange fra den tredje og nyeste EP. På førstnævnte leges der med rytmen og selv om jeg ikke er helt solgt på nummeret som helhed, er der mange spændende elementer, der fint supplerer Gaarskjær’s vokal. Også plus på kontoen for ikke bare at køre de “sikre” tangenter og akustiske guitarer, men lege med underlægningen. Det er netop også noget af det, der er med til at løfte albummet som helhed. En håndfuld stærke sange gør ikke et stærkt album, hvis resten virker som fyld, og selv om ikke alle numre på Comes In Waves lykkes i lige høj grad, så er der ikke noget, der virker som deciderede fejlskud. Heller ikke lukkeren ‘The Train’, hvor Gaarskjær suppleres af elektronisk rytmik og strygere.
Comes In Waves fremstår på de fleste leder som et meget modent blåtonet pop-album, uden at lysten til at eksperimentere er smidt over bord. Der er ikke så meget af den alt/outlaw-country inspiration, der var at finde på Select Captain’s tidlige albums, men her er der til gengæld et højt melodisk og sangskrivningsmæssigt niveau og god sammenhæng i materialet. De virkelig stærke sange, hvor åbneren ‘Mind Crashing’ stadig står som højdepunkt, løfter det den sidste tak op på 5 stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
