I denne anden del af reportagen fra Uhørt 2020 kommer vi omkring koncerter med Henret, Blitzkrig, Regarding Ambiguity, føl som og Himmelrum.
Vi fortsætter hvor vi slap i del 1, hit the ground running, sådan da, her er lige en gentagelse af tankerne omkring det at anmelde korte koncerter. Ellers kan du i første del læse nogle overordnede indtryk og tanker omkring Uhørt 2020, samt “anmeldelser” af koncerter med Swash, Magnus Temples, Alpas Ave og FVN.
Jeg er gået lidt frem og tilbage på, hvordan jeg skal anmelde koncerter til denne slags festivaler gennem årene, hvor bands kun har 30 minutter på scenen. Der er jo egentlig tale om “showcases” og ikke hele koncerter, nogle optrædende har måske heller ikke materiale til mere, nogen til mindre, nogle er helt uprøvede, andre har mere erfaring. Så at give stjerner for disse korte koncerter har altid været en udfordring for mig og er, i mit eget hoved, tit endt i at det blev en strøm af “4 stjerner, det var da fint!” anmeldelser. Jeg har prøvet reportageform, et år forsøgte jeg med et plus/minus system i stedet for de forkætrede stjerner… I år gør jeg det… uden stjerner. Men i lidt mere fritflydende form, det helt afgørende her er, at jeg ikke synes at de optrædende havde nok muligheder for, at afvikle deres koncerter på deres egne præmisser pga. det ens setup med siddende publikummer. Så kan man modsat sige, at spillepladen og reglerne var ens for alle, men sådan fungerer det ikke helt…
Én ting, der dog kommer til at være et gennemgående tema og et forsøg på en rød tråd gennem “anmeldelserne” er, at “the devil is in the detail”, som man siger på engelsk, “djævlen er i detaljerne” på dansk lyder bare lidt mere kluntet. For nogle af de optrædende er det småting og mindre justeringer, for andre noget helt grundlæggende, men det er i disse detaljer forskellen på, at nå videre med deres musik og karriere kan lægge og dem vil jeg være så fri, at komme med et, eller flere, bud på igennem det følgende. Det er bare mine observationer og min mening, det er ikke lov eller en eviggyldig sandhed. Der er hvad JEG ser som det der måske kunne mangle for, at et navn har “hele pakken”.
Henret, Volumescenen kl. 18.40
Så blev det tid til den første metalkoncert jeg overværede på årets Uhørt, der de foregående to dage havde haft en lille håndfuld mere hårdtslående navne på plakaten. Det var tilmed Henrets debutkoncert, så de må vel nærmest være blevet booket i god tro og på baggrund af deres demo/EP? Den er nu også ganske god, så giv den et lyt på Spotify eller lignende, hvis du er til tung tromler hegn.
Da jeg ankom tidligere på dagen, og var ved at parkere min jernhest udenfor Uhørt, landede jeg åbenbart samtidig med nogle af medlemmerne fra Henret. Pudsigt nok tænkte jeg, i mens jeg låste cyklen til et hegn, “nå, det ligner sgu et metalband, det der”. Og det gør Henret som end også, et “casual” et af slagsen, der ikke lader til at hoppe med på tidens modeluner. They look the part og de lyder også sådan. De var muligvis lidt udfordrede af, at de skulle presse 5 mand ind på festivalens mindste scene, ikke mindst frontmanden, der var et temmelig højt stykke mandfolk havde ikke meget plads at boltre sig på. Så det blev sådan lidt… kompakt at kigge på. Det var også med til, sammen med rækkerne af stole, der var godt fyldt op, til at give koncerten sådan et lidt indestængt og klaustrofobisk præg.
At sidde ned til en metalkoncert som denne med et band, der lever på tyngde, tunge grooves, arrigskab og musikalsk, brølende vildskab blev lidt som at overvære en tiger i et bur. Du ved godt, at du ikke skal stikke fingrene derind og at den ville æde dig, hvis den kunne, men der er fysiske barrierer i vejen, som man bare ikke helt kan overkomme.
Det sagt, og det in mente at det her var bandets første officielle koncert: de gav den kraftedeme en (kontrolleret) flyveskalle og alt hvad den kunne trække under de gældende restriktioner og de lidt trange kår. Det er ikke den dybe metaltallerken der genopfindes, men god, gammeldaws gedigen buldrebasse hegn. Numre som “Evocations”, der faldt tidligt i sættet, og senere “Undertow” og ikke mindst den afsluttende “False Kings”, viser et band der allerede er bevæbnet med nogle ret tunge våben. Arsenalet skal nok opdateres med flere sange af den kaliber, men for en start så synes jeg faktisk, at bandet allerede har nogle ret slagkraftige våben at fyre af.
Jeg synes især, at bandet er gode til a bygge op i løbet af numrene, så de fleste af dem stiger i tyngde, intensitet og overordnet runder af i overbevisende manér. Man kunne sige, at de er kompetente afsluttere, så man føler så godt gennemtævet når en sang rinder ud. Det er bestemt ikke en dårlig ting! Det lod også til, at bandet havde tænkt i, at bygge tyngden op sættet igennem, så de kunne slutte af med at gå efter et lille udslag på Richterskalaen. Alt sammen med til, at tegne et billede af et band, som har styr på nogle helt grundlæggende ting og en fin forståelse for, at et sæt også skal være en opbygning.
Om Henret så kan gøre hvad andre metalbands, som eksempelvis Baest, der også har optrådt på Uhørt i deres spæde start, har gjort, det er nok for tidligt at sige… juryen er stadig ude og votere, hvad Henret angår, så at sige. Jeg synes stadig der mangler lidt “x-factor” PÅ scenen, et eller andet i deres performance, som gør at de skiller sig ud eller har det der “noget”, som kan gøre den sidste, afgørende forskel. Men det her var bestemt en hæderlig start og det kan også være, at det der lidt udefinerbare jeg sad og savnede i sidste ende, dukker op hvis bandet slippes fri under mindre begrænsende forhold?
Efter den mindre hjernerystelse var det ud og få sig et lille kuldechok igen, sataaaan, de var da lidt af en brat opvågning at komme fra indendørsscenens varme til den kølige aften-gårdsplads! Brrrrrr, man kunne jo også tage sine regnbukser på, selvom der ikke var antydningen af regn? Nah, jeg frygtede, at der kunne dukke en fra Soundvenues moderedaktion op og tro, at jeg var på forkant og ved at danne mode, den risiko turde jeg alligevel ikke løbe…
Blitzkrig, Gårdscenen kl. 19.30
Blitzkrig er måske et af de navne jeg “hypede” allermest i min optakt, det kan jo give bagslag, både for mig og bandet. Genren og stilen er ret velkendt og afprøvet, og også ganske oppe i tiden, hvor en del beslægtede bands har fået spilletid på eksempelvis P6 Beat med deres dansksprogede post-punk inspirerede toner. Blitzkrig minder mig på en eller anden måde om Kliché? Og noget Hilmer Hassig guitarspil…
For mig er det en forbandet skam, at Blitzkrig ikke har fået en fremragende single som “Lyster” i rotation, sangen kan blandt andet findes på deres nyligt udsendte Sange 19/20 udgivelse, der både fungerer som en form for album, opsamling af tidligere udgivet materiale og en art oprydning, så bandet kan komme videre med et planlagt album – der skulle være på trapperne.
Måske er det fordi, at Blitzkrig er druknet lidt i mængden af bands, at de ikke, indtil videre, har fået mere hul igennem. Det er muligt, at radiokanaler bare ikke har fundet plads til dem pga. en eller anden kvote, men det er ganske ufortjent. For Blitzkrig har masser af gode sange på CVet allerede nu i form af førnævnte “Lyster”, men også den glimrende “Blodrød Måne”, eller “Vilde Hjerter” (jeg tror i hvert fald det var en af de numre de spillede, jeg har det med at bytte rundt på titler). Mere end nok til, at levere et næsten optimalt sæt i denne 30 minutters ramme og flere i ærmet til, at jeg sagtens kunne forestille mig, at bandet kunne spille i hvert fald 15 minutter mere uden at tabe momentum.
Det kan godt blive en selvopfyldende profeti, sådan et “hype” et navn, men jeg synes helt ærligt, at Blitzkrig mere end indfriede mine ret høje forventninger. Det eneste der taler imod dem, nu jeg fik set dem an, er, og det her skal på ingen måder misforstås, at de simpelthen er for “gamle”. Jeg havde kun tjekket deres musik ud og ikke deres baggrund som sådan og konkluderede bare, ud fra deres relativt korte levetid som band, at der måtte være tale om unge mennesker. Jamen dog, det var jo en trio bestående af voksne mænd, der indtog scenen! Det her skal, igen, ikke lyde forkert på nogen måde, men nogen gange kan man på en festival som Uhørt godt ønske sig, at der er nogle voksne til stede, der går op på scenen og viser hvor skabet skal stå.
Det gjorde Blitzkrig med knastør, vindblæst humor fra Thy og selvsikkerhed i det de foretog sig. Her var alderen og erfaringen nok et klart plus, de havde totalt styr på sagerne og udstrålede det også, så man følte sig i trygge hænder. Det kan også være en sovepude, det kan blive FOR selvsikkert og rutineret, men her kommer bandets korte levetid nok i spil – der var intet rutinepræget over indsatsen. Jovist, det er måske ikke det mest sprælske eller flamboyante band at se på, på en scene, men det ville også passe dårligt til musikken. Der blev leveret tilpas stramt og alligevel organisk flydende, så man skulle tro at de kunne det i søvne. Jeg ville, uden tvivl, hyre det her band til at levere varen til enhver tid, hvis sad og skulle booke et eller andet.
Jeg oplevede et band, der leverede et knivskarpt, medrivende og velspillet sæt, der var bygget virkningsfuldt op, så det blev flot forløst i den afsluttende “Varm Kind (Vi Kommer Aldrig Ud)”, inklusiv en fremragende, forlænget outro. Sådan skal den sgu skæres. Et nummer, som jeg fandt lidt atypisk som en single, da den udkom sidste år, god sang, men altså, ikke den mest oplagte single. Som afslutter i det velkomponerede sæt gav den pludselig fuldstændig mening for mig.
For mig var det her en mest helstøbte koncert jeg oplevede på Uhørt, noget der ellers kan være vanskeligt, når man har en stram tidsramme. Den øvelse bestod Blitzkrig til UG med kryds og slange. Kan man så være for gamle til et egentlig gennembrud? Det burde ikke være en hindring, men vi ved alle hvordan vindene blæser i denne branche. På den anden side, så er jeg sgu’ nok også for gammel til, at skrive om “ung” musik, men jeg gør det fandeme alligevel, så… Ja, der var en pointe derinde et sted.
Videre, det skal være ungt og hurtigt, hvad sker der mon ovre på skaterbanen?!
Regarding Ambiguity, Skatescenen, kl. 20.20
Er et navn jeg har lidt bøvl med at stave, som om der er en mental blokade, når jeg når efter “ambi”… jeg har også lidt af en mental blokade overfor hele screamo-genren, det er virkelig ikke lige den slags metal jeg kan holde ud at lyttet til. Og/eller helt forstår eller kan relatere til! Jeg bekender kulør, men man skal jo også give ting en chance og smage på noget nyt, når man endelig er kommet på festival (den eneste i år, ser det ud til).
Jeg har nok problemer med, at det hele bliver lidt “emotionelt”, det er følelser med følelser ovenpå, så jeg ikke rigtig kan rumme det, eller føle en forbindelse til det et band som Regarding Ambi… Ambigu… Am-bi-gu-ity, der var den, udtrykker sig på, og i dette tilfælde også foran, en scene. Ja, som det eneste band jeg oplevede, så fik de lov til at smide coronaspændetrøjen lidt i det deres forsanger tidligt i sættet sprang ned på gulvet. Det var nu også rigeligt med plads at boltre sig på, kun 2 fotografer var i farezonen for at få noget potentielt virusbefængt mundvand i smasken, når han skreg sig igennem det følelses-pumpede materiale.
Det KUNNE have været med til, at give koncerten noget af den spontane og løsslupne stemning, som nogle af de andre koncerter kom til at lide under. For mig fik det den helt omvendte effekt og det var faktisk medvirkende til, at jeg blev hylet helt ud af den og aldrig rigtig kom ind i koncerten, eller kom til at føle bandet. Det virkede aparte, at han skridtede rundt der på et tomt gulv foran scenen, helt for sig selv og, indrømmet, gav den alt hvad stemmebåndet kunne klare, mens bandet høvlede, spruttede, hakkede og proggede løs bagved ham. Det kom, om muligt, til at virke endnu mere som et opstillet show man bare sad og gloede på, i stedet for at virke integrerende og medrivende. Jeg blev underligt bevidst om, at det var noget jeg sad og betragtede i stedet for, at jeg var en del af oplevelsen. Og uden at lægge ord i munden på andre og pådutte dem min opfattelse, så synes jeg bifaldet og reaktionen fra store dele af publikum blev mere og mere fraværende, som koncerten skred frem og bandet oksede løs. I deres forsøg på at inddrage og komme tættere på, endte det på en eller anden måde med, at afstanden føltes større og opdelingen mellem dem og os blev alt for tydelig.
Hvis andre havde en radikalt anderledes oplevelse af koncerten, så more power to you. Og jeg kan slet ikke afvise, at min apati og manglende forståelse for genren som udgangspunkt har spillet ind og farvet min oplevelse – men jeg synes jeg gav det et skud. Jeg løb bare panden mod en usynlig mur, hvor et hårdt arbejdende band svedte forgæves bagved.
Fra de store, voldsomme og for mig noget uforløste følelser til.. føl… som?
føl som, Gårdscenen kl. 21.10
Oh Jesus, 10 minutter over 9 var kvart i små-køligt denne aften! Så er det godt, at der var varme følelser fra Aarhus at lune sig ved da mørket var faldet på. føl som, ja, de er åbenbart så sarte og delikate, at det skal skrives med småt… og i to ord, hvilket giver mig lyst til at skrive et spørgsmålstegn bagved “som”, føl som? Føl som hvad eller hvem? Men det er muligvis en del af hele pointen for vinderne af dette års Karrierekanon, som føl som åbenbart er, der leger med deres elektronisk rap-poppede udtryk, og mine sarte ører, med diverse effekter på vokalen, autotune, vocoder, hvad det nu alt sammen hedder, jeg har ikke styr på det – for jeg kan ikke lide det!
Det lyder normalt ganske hæsligt i mine ører, jeg kan forstå det som en effekt, en lyd, en tilføjelse, hvis den bruges til at understrege nogle følelser i sangene, eller hvis stemmen skal være en form for ekstra instrument. Men det er ikke en klang som jeg i sig selv finder rar! Og så virker det alt for ofte i moderne musik som en sovepude, billig gimmick eller nem løsning, fordi, nå ja, det er jo populært, så det bruger vi, om det giver mening eller er nødvendigt eller ej.
Hvorfor al den palaver om noget jeg som udgangspunkt ikke kan holde ud, at få tvunget ind i øregangen? Fordi for mig gav det, det meste af vejen i hvert fald, mening for mig den måde føl som manipulerede med vokalen på. Det BLEV netop brugt, i langt de fleste tilfælde, til at underbygge ord, stemning eller en følelse i musikken, når den lige skulle have lidt ekstra. Og så stejlede den gamle krikke her pludselig ikke så meget over det!
Samtidig fik de det bedste ud af det ret skrabede setup, her hjalp det også at mørket var faldet på, så røg og lys fik en mere fremtrædende rolle på scenen. En forsanger klædt helt i hvidt, en art kedeldragt gætter jeg på, og indledningsvis også en matchende maske/hætteting tilføjede lidt mystisk og noget blikfang, mens det skiftevis døsige, dansende og ret ekspressive rytmer væltede ud over den mørke gårdsplads. Hvor det talstærke fremmøde tog endog særdeles godt imod de følsomme (dingding) toner. Det var sgu’ noget folket kunne lide, mange sang med (FY, corona!) og en stor del kendte tydeligvis sangene fra radioen (formoder jeg?). Det resulterede i, hvad der nok var lørdagens største bifald.
I hvert fald indtil koncerten endte noget langt fra 30 minutters målstregen. Jeg tror kun de var på scenen i omkring 23 minutter… Nuvel, der er måske langt hjem til Aarhus, men det føltes nu lige kort nok til helt at kunne bedømme, hvor meget føl som har på hjertet. Det man fik var godt, og de har helt klar “noget”, men pakken var at den mindre slags denne gang. Dog nydeligt pakket ind…
Så var tiden ved at løbe fra mig, et kig på uret og i programmet viste, at jeg i kraft af mit GFR bi-job som redaktør, måtte gribe ind overfor mig selv med en administrativ beslutning: Jeg var oppe på 8 koncerter, havde 15 km hjem på cykel, begrænset skrivetid dagen efter… regne regne regne, der måtte, desværre, ofres nogle af de sidste koncerter, hvis jeg skulle nå at dække det allerede oplevede. Så det blev til en raincheck til Lukas Vanggaard, Dying Hydra og GRETA, alt sammen navne jeg gerne ville have set. Oh well, next time!
Til gengæld tænkte jeg, at man lige så godt kunne lukke den mentale biks med stil og proppe noget underligt i et allerede godt fyldt hoved. Koncert nummer 9, tak.
Himmelrum, Skatescenen kl. 22.00
Jeg kunne nok ikke have foretaget et meget bedre valg, som punktum for min komprimerede Uhørt. Efter, og måske også lidt under, koncerten med de 4 gutter (og i et enkelt nummer +3 sangerinder) der udgør Himmelrum, var min hjerne tjekket ud og halvvejs nået til Vanløse.
Det her kommer ikke helt til, at komme til sin ret, da mine tanker fik lov til at vandre mens bandet foldede deres lange, intrigante og komplekse sange, der indeholdt alt fra et følelsesmæssigt ustabilt blæseinstrument, glimtvis synth, kompliceret trommespil, 3 forskellige vokalister, plus det løse, jeg mistede lidt overblikket, øhhh, guitar og øhhh andre… instrumenter… og en stor Gong Gong! OK, det kan lyde rodet, MEN. PÅ trods af, at min hjerne var lidt ufokuseret og udfordret (på flere punkter), så mistede jeg aldrig helt orienteringen. Jeg vil ikke påstå at jeg “forstod” alt hvad der foregik, eller bandets tanker bag, hvad sangene handlede om osv., men jeg følte mig alligevel ikke hægtet af. Det virkede, selvom der skete meget, gennemtænkt og som om i hvert fald bandet selv havde fuldstændig styr på, hvad de ville med det her.
Overvældende og mystisk, helt klart, men ikke plan- og retningsløst, eller overlæsset bare for at smide ting ovenpå hinanden. Sangene var, som nævnt, meget lange, det kan også være nogle af dem flød sammen, så jeg ikke helt opdagede, hvor skellet var, hvor ting startede og sluttede, det er heller ikke så vigtigt. Eller også er det, og er netop en del af det Himmelrum gerne vil opnå. At himmel og jord går i et, så at sige, så man ikke helt er klar over hvad der er op og ned, start og slutning, det hele kan flyde lidt sammen, ud af hinanden igen, nye former opstår, noget genkendeligt dukker op, fordamper igen som dug for solen. Altid i transformation, altid i udvikling, aldrig fastlåst.
Det er en vanskelig øvelse, man kan nemt hægte publikum af, eller komme til at fremstå prætentiøse, ligesom det stiller ret store krav til medlemmernes tekniske kunnen. Alt sammen skal det så helst forløses i noget, der ikke kommer til at føles for fortænkt og “dygtigt, bare for at være dygtigt”. Det synes jeg Himmelrum kom ret godt i mål med, selvom de satte barren ret højt for dem selv, så kom de sgu’ over den. Om jeg så er til denne form for musikalsk højdespring, kunne jeg jo så lade simre under cykelhjelmen, mens jeg drønede ud i natten retning Hjortespring (shout out to all my homies, Hjortespring Herlev Homeboys!)?
Himmelrum er et egenrådigt, spændende og udfordrende bekendtskab, som jeg tænker kunne være et af den slags navne, man også kunne fange på Roskilde Rising. Hvis vi nogensinde kommer på andre festivaler end Uhørt igen?!
Hvis Uhørt er og bliver den eneste af sin slags indenfor overskuelig fremtid, så er det da et lille plaster på såret. Den lille vækstlagsfestival som kunne fandt en måde at spire og blomstre på igen i år, under noget, lad os kalde det udfordrende omstændigheder. Stole kan være fedt, men også en upraktisk forhindring, som publikum kan man føle sig noget hæmmet og “frihedsberøvet”, de mindste festivalgæster, som man ellers plejer at se en del af på Uhørt, var (klogeligt) efterladt derhjemme og stemningen generelt på pladsen var nok lidt… ramt af restriktionerne.
Det kunne ikke være anderledes og mod svære odds, så fik vi rent faktisk en festival at gå til år! Det giver da en form for håb for fremtiden. Hør mere Blitzkrig! Vi ses derude, et sted, på et eller andet tidspunkt… på en stol nær (men ikke FOR nær!) dig.
Ord og mobilfotos: Ken Damgaard Thomsen
