Home Artikler Sange om undergang og dyr – Interview med Stadig Flydende

Sange om undergang og dyr – Interview med Stadig Flydende

4027
0

Dark folk-duoen Stadig Flydende fortæller her om indspilningen af deres debut-EP med improvisation og tidspres, om sangskrivning om undergang og dyr, og om planerne for fremtiden.

Sangskriverparret Søren Lyhne og Astrid Alsbjerg, som udgør Stadig Flydende, danner også par uden for musikken. Da jeg besøger dem i et lejet hus i Gl. Egå lidt uden for Aarhus, er det kun nogle få måneder siden de vendte tilbage til Aarhus efter nogle år i København.

”Vi mødtes i det her hus, faktisk. Jeg boede her tidligere også ”fortæller Søren. Han og vennen han boede sammen med fik besøg af en sangskriverkollega, som ”slæbte Astrid med”.  Stadig Flydendes debut-EP, Før verden forgår (anmeldelse HER), er indspillet i København, men det har været et vigtigt skridt at vende tilbage til Aarhus, fortæller parret.

”Det er bare et generelt godt sangskrivermiljø der er i Aarhus, hvor vi er medlem af Aarhus Sangskriverværksted, og det var noget vi savnede at være en større del af,” fortæller Astrid, som oprindeligt kommer fra Aarhus-forstaden Brabrand.

I studiet med Dødens Garderobe

I København havde duoen mest kontakt med jazz-miljøet, hvor de fik kontakt til jazztrioen Dødens Garderobe, gruppen som agerer backing band for Stadig Flydende på debut-EP’en. ” De har i 10 år lavet en musikalsk julekalender, hvor de en dag om året, booker et studie en hel dag – fra kl. 8 om morgen til klokken 12 om aftenen.  ”Et år blev jeg bedt om at være med til at indspille en sang og et andet år var Astrid med, og vi synes det gav et rigtig godt resultat. Så prøvede vi om vi ikke kunne genskabe den proces”.

”Vi havde ikke øvet det på forhånd, men de havde fået noderne,” fortæller Astrid. ”Vi startede egentlig med 7 sange, men endte med 5, fordi tiden gik og så var det det. Men det gav noget andet at vi var under det tidspres. Det var bare et sjovt samarbejde”.

”Det er en proces vi gerne vil prøve at genskabe,” siger Søren. ”Vi skriver nogle sange, der er ret folk’ede og klassiske, og det giver noget ret godt at trække noget ind fra den der improvisatorisk stærke fløj. Lars Bech Pilgaard kom ind på elektrisk guitar, som gav det noget vildskab, som også var meget tiltrængt”.

”Det improvisatoriske passer også med navnet Stadig Flydende – at det ikke er færdigstøbt,” supplerer Astrid.

”Tilblivelseshistorien for navnet Stadig Flydende, det er også en tilblivelseshistorie i sig selv,” indleder Søren. ”Det kom fra, at jeg var til et foredrag om jødisk mystik, Kabbala” fortsætter Astrid, ”hvor foredragsholderen læste op af et gammelt jødisk skrift i oversættelse, og de her ord, stadig flydende, blev ved med at vende tilbage. Det beskrev hvordan ting var blevet til, men ikke havde fundet sin faste form. Og så blev det til noget, vi bare sagde – og brugte i forskellige sammenhænge, og som blev bandnavnet. Også fordi der er en vandmetafor, og det er noget, som især Søren har været meget glad for i sin sangskrivning”.

”Det handler jo også om, at alt der ligger i mellemrummet, eller ligger i en eller anden mellemtilstand, er interessant – som det meste gode kunst, vil jeg nærmest sige,” supplerer Søren.

Hvis man gør sit sangskriverarbejde godt nok…

Duoen er i det hele taget meget optaget af hvad godt sangskriverarbejde er og hvordan man kan udfordre sig selv i processen.

”Jeg har en idé om, at hvis man gør sit sangskriverarbejde godt nok, så kan man gøre næsten hvad man som helst i arrangementet. Man bør måske endda gøre hvad som helst. For at give det dét, der river lidt i ørerne,” siger Søren. Både Søren og Astrid er optagede af at udfordre deres egen lyd og deres egen sangskrivning. Samtidig handler det også om, at stole på at sangene nok skal holde vand, selv om man for eksempel giver en gruppe musikere frie tøjler til at fortolke dem.

Samtidig er EP’en også en trædesten for Stadig Flydende. ”Det er jo kun 5 sange. Vi har rigtig mange sange, men vi valgte dem her ud fra et undergangstema. På det tidspunkt var jeg meget optaget af apokalypsen. Det kunne et eller andet, ”fortæller Astrid.

”Vi er oftest en slags konsulenter på hinandens sange,” siger Søren, og Astrid fortsætter:

”Vi skriver også meget forskelligt, så de gange vi har lavet decideret co-write, så har vi lige skullet indstille os på hinanden.”.

En dyre-EP og koncerter

Men hvad er så næste skridt for Stadig Flydende?

”Vi er allerede begyndt at tale om næste EP”, fortæller Astrid. ”Vi har allerede skrevet tre sange, der på den ene eller anden måde handler om dyr, ” siger Søren, ”det kan godt være, der kommer et dyretema, uden at love for meget”.

Astrid fortæller, at den seneste sang hun har skrevet, handler om en ræv, der graver gange. ”Det kan selvfølgelig også passe ind i det her undergangstema. Den der fascination af myten, det mytiske, mytisk tid, cyklisk tid, har jeg brugt meget i mine sange. Det er også meget allegorisk, og selv om jeg nogle gange har forsøgt at sætte nogle benspænd op for mig selv, så ender det næsten altid med, at der kommet noget mytisk eller noget kristeligt ind. På den måde har sangene lidt deres eget liv”.

Formen er altså stadig flydende for duoen, som netop har valgt en tilværelse med mere plads til musikken for at kunne arbejde langsigtet med musikken. Hvad der kommer ud af Stadig Flydende fremadrettet bliver værd at holde øje med.

Af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleNille Nyc: PowerPainPillsPercussion (EP) ★★☆☆☆☆
Next articlePremiere: Ny video fra How To Lose Face

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.