GYTYA er et fint dansk bud på drømmende og stemningsfuld pop/rock. Sekstettens anden EP, Abrade, er bestemt værd at tjekke ud.
GYTYA EP-debuterede sidste efterår med Solder og i foråret udkom så opfølgeren ABRADE. Det er dog blandt andre Emil Lundbak, som jeg tidligere har anmeldt udgivelse fra her på siden, der står bag GYTYA-projektet, der vel bedst kan beskrives som en slags drømme-pop/rock.
Som Ken bemærkede i sin anmeldelse af Solder (som kan læses HER), virker GYTYA mere optagede af stemning og atmosfære end af melodier og sangstrukturer. Det synes jeg også er tilfældet på ABRADE. Man får fornemmelsen af, at der, selv om der er seks forskellige numre på EP’en, så føles det også som en samlet enhed, fra ‘Discrepancy’ åbner til ‘Deadline’ lukker.
Alle numrene ligger lige omkring 3 minutter i spilletid, og godt lyder det helt generelt. GYTYA er dygtige til at skabe drømmende stemninger, både i kraft af de instrumentale flader, men også i kraft af vokalarbejdet, hvor både Lundbak selv og Mathilde og Andrea Bruun gør sig positivt bemærket.
Tempoet bliver aldrig meget højere end niveauet over dvælende, og det giver lidt udfordringer i forhold til koncentreret lytning – ABRADE risikerer i hvert fald ind i mellem at glide i baggrunden, trods de ubetvivlelige kvaliteter på EP’en. På et nummer som ‘Resentment’ sker der dog alligevel så meget på den instrumentale front, at det er svært ikke at blive fanget lidt ind i universet, der bygger intenst op, inden nummeret igen finder tilbage til sin mere roligt fremadskridende grundstemning.
På både ‘Discrepancy’, ‘Clipping’ og ‘Circulate’ er der fine detaljer i instrumenteringen, og et mere dvælende tempo. Her står ‘Clipping’ umiddelbart stærkest med sit næsten Blue Foundation-agtige anslag, og Lundbak’s vokal står fint til den drømmende stemning.
Der er god dynamik i trommerne på ‘Waif’, som er EP’ens mest tempofyldte, men trods fine vokalharmonier som udgang, virker lidt hakkende og sammensat. Lundbak’s vokal er tilbage i centrum på lukkeren ‘Deadline’, der er tilbage i det mere dvælende tempo. Noget, der også er værd at bemærke ved GYTYA’s lyd, er at den faktisk er ret fyldig. Bas og trommer har god plads i lydbilledet, og det gør at der er krop bag luftigheden og det drømmende.
De knap 20 minutter i selskab med GYTYA på ABRADE er ganske godt givet ud. Det giver bestemt mening at høre EP’en i sin helhed, for jeg bliver som lytter i hvert fald mere opslugt af stemningen ved længere tids lytning end ved blot at høre enkelte numre. Så er der selvfølgelig den tidligere nævnte udfordring med, at det også kan føles som baggrundsmusik, men det kan jo sådan set også, på nogen punkter, ses som en kvalitet, så længe man også bliver fanget ind igen, som jeg for eksempel gør af baslinien på ‘Resentment’ og andre detaljer i GYTYA’s univers. Det gør det til en pæn 4-stjernet oplevelse.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
