Jakob A og De Sidste tager favntag med flygtningeproblematikker på deres tredje udspil, Flygtning/Fremmed. Det kommer ikke til at stå helt så skarpt som tidligere udgivelser, men EP’en rummer dog kvaliteter.
Til Jakob A og De Sidstes lige dele held og uheld er netop flygtningeproblematikker noget, jeg nærmest tilfældigvis er ekspert på. Derfor er det også med både professionel og mere personlig nysgerrighed, jeg går til EP’en. Jakob A og De Sidste er efterhånden velkendte i deres sound. Der er lidt baggårdsmusikant over enkelheden i musikken og alt læner sig i højere eller lavere grad op af blues. Hvilket fungerer glimrende.
Men det er teksterne, der står centralt. ‘Bådflygtning’ bliver en rejseberetning, der beskriver farerne ved at flygte og drager paralleller og sammenligninger mellem nutidens flygtninge og udvandrere til Amerika. Ok. Det accepterer vi så og det gør nok også, at en meget hvid dansker kan sætte sig mere præcist ind i den rejsende/flygtendes virkelighed – og ikke behøver at komme med mere løse antagelser om fx bådflygtninge fra Afrika.
Hvad der dog fungerer er beskrivelserne af farerne, af det drive en flygtning har, og af håbet. Stikpiller bliver også udstukket til amerikanerne, da det nævnes at det siges, de er venlige mennesker, når man når frem. Det må vi jo så håbe på…
‘Sku Vi To’ følger op og er mere balladepræget og handler mere om at slå pjalterne sammen – og hvordan også det kræver tillod og tro. Nummeret slutter med et bibelsk metafor hvor der opfordres til at ”[vi skal]…smid alt over bord på 70.000 favne vand”. Det fungerer fint som en let desperat kærlighedserklæring.
Og hermed får vi også flyttet fokus fra reelle flygtninge til nogle metaforiske overvejelser om ikke at høre til, være undervejs, være væk fra det sikre, kendte, hjemme. Og i den ramme fungerer EP’ens melodisk stærkeste nummer, ‘Zimbabwe’, rigtig fint: På én gang tilbagelænet og insisterende synges der om at ’Sejle både i Zimbabwe / og gør det så godt jeg kan / jeg er dog stadig blot en flygtning / i dette smukke land”. Det er ikke sådan at meningen står bøjet i neon – og det er egentlig befriende på en EP, der lægger op til at behandle et tungt emne.
Der bliver dog også tid til at holde et skræmmende spejl op foran os selv på afslutteren, ‘Flygtning’. Selvbilledet af at være filantrop og åben som menneske, bliver udfordret af grænser med pigtråd, reelle overvejelser over, hvad der sker, hvis der pludselig stod et par brune øjne på trappestenen.
Konklusionen er ikke mere opløftende, da de sidste vers sarkastisk går ”…og i morgen, når jeg vågner / er alting godt igen / og jeg er noget så træt”. Godt så. Det gik åbenbart over af sig selv med alle disse overvejelser…
Der er mange faldgruber i at behandle tunge emner som flygtninge og fremmedhed.
Jakob A og De Sidste styrer dog uden om disse ved at lade dem være en form for platform for selvrefleksion – og i et vist omfang apatisk selvretfærdighed.
Det er rigtig fint. Og samtidig mangler der lidt af den dybde, nerve, melodisk tæft og måske endda humor, bandet tidligere er lykkedes så godt med. Det bliver derfor til 4 stjerner.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
