Det er endnu en XL-udgave af Repeat i denne uge, så singlebunken kan blive lidt slankere. Denne uge kommer vi forbi Blended Brew, Bror, Troln, The Blue Van, Zar Paulo, Cherry Blossom Kids, Joakim Lykke og Sunday Reassurance.
Det betyder dog ikke, at der ikke stadig er godt med top på bunken. Faktisk er jeg allerede godt inde i juni med planlægningen af indholdet af de kommende Repeat-artikler, så jeg kan kun opfordre til at man væbner sig med tålmodighed, hvis man har været så sød at sende os en single. Det gør også, at dele af indholdet bliver lidt uaktuelt og at nogle kunsterne når at udsende endnu en single inden jeg når til den de har sendt os først. Der er bare ikke rigtig noget at gøre ved det, medmindre jeg begynder at sortere og ikke kan garantere, at jeg vil forsøge at anmelde alle tilsendte singler.
Måske der skal formuleres nogle regler og retningslinjer? Vi får se… NÅ, lad os komme i gang inden indholdet bliver helt forældet!
Blended Brew – “Shove It Down”
Vi lægger fra lande i denne uge med noget RAAAWK. Der loves et tungt groove med inspiration hentet fra gode, gamle AC/DC men også blevet skævet til et nyere (“retro”) band som Rival Sons, i følge Blended Brew selv.
Jeg vil give Blended Brew, at det ER et ret godt, langsomt huggende rock-groove de får leveret her. Dog er det som om at de næsten læner sig for meget op af det. Jeg synes, at nummeret kommer lidt sløvt ud af starthullerne, hvor jeg ikke lige er helt med, men så får det repeterende groove fat og vi tøffer fornuftigt derudaf. Men også i et så tilbagelænet tempo at det virker som om nummeret i en længere periode ikke rigtig kommer op i næste gear.
Det gør måske ikke så meget, det gear vi rent faktisk er i fungerer fint, hvis man foretager sig et eller andet der ikke kræver temposkift. Et par minutter inde i det knap 4 minutter lange nummer sker der endelig noget igen, ikke så meget hvad angår fart og tempo men stilistisk bliver sangen mere og mere “messende”. Har Blended Brew mon også fået lyttet lidt til Zeal and Ardor? Det lugter lidt derhenad uden at det bliver helt så medrivende og fængslende en oplevelse. Dog gør både band og forsangeren hvad de kan og leverer en ganske overbevisende præstation.
Konklusion: Jeg kan godt se hvad Blended Brew fisker efter her, men det er som om der kun er delvist bid. Og det får man jo ikke helt landet en fangst ved. Forsøget er dog udmærket.
Bror – “Spejlblank”
Bror, som jeg omtalte i forbindelse med Fortovsfestival sidste år, har været ude med en ny single i et stykket tid. Vejen til Repeat er lidt lang, det beklager jeg endnu engang. Der er ikke vedhæftet noget pressemateriale, så jeg vil ikke “spilde” tiden med udenomssnak til den her.
Hmm, rockede Bror så forholdsvis tungt igennem sidst jeg lyttede til dem? Nuvel, det er ikke heavy rock det her, men det er alligevel som om Bror her skruer bissen lidt på og rocker lidt halv-krads og sammenbidt igennem, så det rusker lidt i ørerne og lemmerne, hvilket er helt fint med mig. Indledningsvist lyder teksten som om den er lånt fra Snehvide? Der synges i hvert fald både om hår så sort som ibenholt, blodrøde læber og snehvid hud, hvor forsangeren opremser disse karakteristika, mens en anden stemme kommer med et kort, opfølgende spørgsmål efter hver endt sætning i en art “call and respons” dynamik a la “min mund er rød”, “hvor rød er det?”.
I bund og grund er det en musikalsk ret “begrænset” og ensformig størrelse, der lige som hos Blended Brew har noget messende over sig i sin repetition. Her bliver jeg måske bare lidt mere fanget? Både fordi tempoet er en anelse højere, så det faktisk føles som om man kommer ud af stedet, det helt enkle trommebeat der driver sangen frem fungerer bare i al sin enkelthed og så er der… et eller andet… mystisk dragende over sangen? En sang, hvis tekst og budskab, jeg måske ikke helt kan blive klog på? Men så er der jo noget at spekulere lidt over, det er sikkert ingen skade til!
Konklusion: På flere punkter en lidt sær og små-aparte single fra Bror, men… jeg er på, uden at jeg helt skal kunne sige hvad det hele egentlig går ud på.
Troln – “Indigo Sky”
Troln udsendte deres debutalbum i slutningen af sidste år, ligesom denne single har været ude et stykke tid, så det er en jeg har haft lidt i venteposition, men nu tog jeg den altså med – selvom det ikke er det mest aktuelle nummer længere:
“Kvartettens udgangspunkter spænder fra klassisk over flamenco til electronica og punk og mødes i en musikalsk symbiose med unik kemi i det, vi kalder cinematic slow”.
Travlt har Troln i hvert fald ikke, på “Indigo Sky” folder de eksempelvis deres langsomme filmiske lyd ud på en spilletid der sniger sig på den anden side af 7 minutter. “Wake up little darling, it’s time to take off”, lyder fra forsanger Helene omkring 1 ½ minut inde i det stenede og døsige nummer, der indledningsvis lyder som om det lige er stået op, lader lyset langsomt kigge ind gennem sprækkerne mellem persiennerne, så strålerne kan få lov til at danse lidt med støvet i luften over ens trætte krop.
Slæbende og lidt modstridende kommer sangen ud af sengen med tunge skridt, alligevel er der noget tiltagende kraftfuldt i den langsomt, psykedelisk dansende lyd. Det er ikke en sang der hverken har travlt eller prøver at fastholde en ved at hive nogle flashy tricks ud af ærmet. Det er en tålmodigt udviklende sag, der kræver at man giver den tid og ikke stresser for at komme videre – så går man glip af nuancerne og de små detaljer der støder til som sangen skrider frem. Eksempelvis fangede jeg i første omgang ikke det electronica element der ligger som en sløv, tung og mekanisk puls under sangen og giver det ellers lidt luftige nummer en vis tyngde.
Konklusion: Troln kræver tid og at man lader sangen folde sig ud. Og med en spilletid på over 7 minutter giver det sig selv, at der heller ikke er tale om et radiohit her. Jeg nyder den ro sangen og bandet udstråler, der er intet hastværk eller genveje her, til gengæld er det måske også lige en sang og et langsomt udviklende univers man lige skal være i humør til.
The Blue Van – “Chameleon”
Forrige single fra The Blue Van, “Heavy Load”, var lidt af en rocket fuldtræffer fra bandet efter en periode, hvor de måske har taget en afstikker over i noget mere poppet. Singlerne varmer op til et album, som efter planen udkommer til efteråret. Lad os se om single nummer to er endnu et pletskud?
Hvis de to første singler fra The Blue Vans kommende plade er nogen indikation på hvad der er i vente, og det er det jo forhåbentlig, så kan rockfans godt begynde at glæde sig. “Chameleon” er på mange måder den perfekte opfølger til den mere “banger” agtige “Heavy Load”, der ganske enkelt er en af årets mest effektive og medrivende rocksingler. Den her en smule mindre “hittet” og medrivende på en anden måde. Tempoet er sænket en hel del, stilen mere luskende og afventende inden den for alvor viser sine sande farver med en fængende afslutning.
Der arbejdes kort sagt med nogle lidt andre virkemidler her. “Chameleon” er ikke mindre fængende end “Heavy Load”, den er det bare på en mere snigende måde, hvor et sejt groove og noget orgel-klingende får lov til at arbejde sig ind på én, indtil man sidder og “groover” og nikker med. Fremfor at være eksplosiv og fremfarende, er det et nummer der lokker en til sig indtil man er fanget. Det er mere flippet end regulært rockende, og kan man lide begge dele så lover det her særdeles godt for albummet.
Konklusion: Ikke en “in your face” eksplosion som “Heavy Load”, men “Chameleon” har andre kvaliteter, som måske gør den mindst lige så slidstærk.
Zar Paulo – “Stop Believing”
“I Løb” fra Zar Paulo var min favoritsingle sidste år her i Repeat-regi, og et nummer som jeg (efter at have givet det en velfortjent pause) stadig ikke er træt af. 80’er referencerne er ikke forsøgt holdt hemmelige hos Zar Paulo, de skilter nærmest med det:
‘Stop Believing’ lægger sig egensindigt smukt i forlængelse af bandets foregående udgivelser. Kendetegnende for orkestret generelt og singlen specifikt er deres behjertede fusion af før og nu. Man får både 80’ernes new wave og hjembyens stolte musiktradition serveret, men i en naturligt flydende form, som var det musikalsk DNA, der har muteret til en samtidig form og sangskrivning, som kun kan eksistere nu. Således er musikken kalibreret til et favntag med de tematikker, som er relevante for det unge menneske i 2020 – men på ‘Stop Believing’ former der sig hertil en mere grundlæggende eksistentialistisk tematik: Tro og håb versus viden og tvivl.
Det er meget svært ikke at tænke på Journey og deres megahit “Don’t Stop Believing” når man lytter til den nye single fra Zar Paulo. Hvilket næppe er et tilfælde, det er lige før nummeret her stedvis virker som en parafrase af det nummer, her i en dansksproget, synth-poppet udgave. Især omkvædets gentagende “stop believing” kor mangler nærmest kun et “don’t” foran, nå ja, og så hele “hold on to that feeling” delen…
Men gør det så noget? Nja, under første gennemlytning var det en smule distraherende for mig, men det var en association jeg fik allerede da jeg læste titlen på nummeret, så jeg var ligesom advaret. Kender man (af en eller anden grund) ikke Journeys sang, så er det nok skide lige meget. Under alle omstændigheder er det (endnu) en stærk single fra Zar Paulo. Den når ikke helt “I Løb” i dens insisterende catchyness, det er stadig en single der for mig står utroligt stærkt, men “Stop Believing” er en kompetent videreudvikling, hvor folk med hang til 80’er saxofon også kan opnå en vis tilfredsstillelse. Det kunne “I Løb” ikke levere.
Samtidig har jeg på fornemmelsen, at “Stop Believing” er en af den slags numre, som kommer til at vokse på mig for hver gennemlytning og ender med at blive en favorit her i første halvår af Repeat 2020. Hold øje med de knægte her, de har fat i noget.
Konklusion: 80’erne er stadig tilbage, håndterer man det som Zar Paulo gør, så er det sgu et stort jadak! herfra.
EDIT: Efter at have hørt singlen nogle gange i radioen bliver den kun bedre og bedre, så det er sgu endnu en fuldtræffer fra Zar Paulo
Cherry Blossom Kids – “Take Care”
Så skal vi have et skud “eftertænksom indie-pop” fra Cherry Blossom Kids, kvartettens forsanger, Daniel Konge Henriksen udtaler om “Take Care”:
”Teksten tager de udfordringer op som mange møder, når de er ved at finde deres plads i verden, socialt, men også i forhold til egen levevej. Vi er så besatte af at udrette ting og se hurtige resultater, at mange glemmer at mærke hvad der føles rigtigt, og ikke hvad der føles som en pligt overfor omverdenen.”
OK, ned på jorden igen. Det her synes jeg kort og godt er en søvndyssende og jævnt kedelig omgang. Som single mangler den gennemslagskraft, den flyder ligesom bare lidt halv-dovent afsted, ikke de store udsving, hverken i den mellow rockende musik eller den lidt monotone vokal. Der er intet galt i at det er blødt eller afdæmpet, ligesom der også kan være en pointe i ensformighed som et kunstnerisk og stilistisk greb men her får det bare aldrig fat i mig.
Det lyder godt og er nydeligt produceret, nogle vil sikkert endda påstå at den lette stigning i tempo og stemning i omkvædet nærmer sig noget fængende. Bare ikke lige for mig, jeg sidder og bliver utålmodig og, ja, keder mig. Intelligente mennesker keder sig ikke! OK, så kald mig bare dum i nakken, bare jeg kan få lov til at lytte til en anden sang.
Konklusion: Tag det ikke personligt, men den her faldt IKKE i min smag. Overhovedet.
Joakim Lykke ft. Kristine Hoelgaard – “October Down”
Jeg anmeldte senest en single fra Joakim Lykke tilbage i Repeat #40 i slutningen af sidste år, den nye single er faktisk skrevet helt tilbage i 2008, hvor Lykkes tidligere band gennemgik en turbulent periode. Hyppige udskiftninger af trommeslagere og noget Lykke selv kalder en lidt “hård” håndtering af situationen fra hans side førte til yderligere spændinger i bandet:
“Som tiden går og som man udvikler sig og ikke mindst bliver ældre, mister sit band, får børn, skaber et nyt band, får flere børn, prøver sig som solist, bruger tid på at lege iværksætter og glemmer næsten musikken, tilbage til musikken og endnu et band, væk fra musikken og så tilbage, som solist og “herre i eget hus”, for at tillade mig selv at udleve den “drengedrøm” jeg aldrig rigtig nåede i mål med – At få de her sange ned på “bånd” og give dem mulighed for at leve deres eget liv…
Således udvikler betydningen og tilgangen til en sang sig over tid – I dag betyder denne sang så meget mere og andet for mig – og jeg håber den vil finde relevans og gøre det samme for jer.”
Hmm, nu er jeg lidt en sucker for en god duet eller i hvert fald noget harmoni mellem flere vokaler, så allerede her scorer “October Down” nemme point. Lykke og Hoelgaards vokaler klæder hinanden ret godt, der er både nok kontrast og samhørighed til, at jeg synes det er behageligt og interessant at lægge ører til. Det giver også nummeret et skær af noget country eller folk’et, hvilket de “crashende” trommer så gør sit for at fordrive. På den anden side giver det noget modspil og afveksling til en sang der måske nemt kunne være drattet helt i den bløde country-grøft og blevet for “sød”.
Country-følelsen finder man også i teksten, der som forklaret ovenfor har ændret betydning over tid, og sagtens kan høres som en form for universal “farvel” sang. Der er generelt noget bredt appellerende over nummeret, både hvad lyrik og den flotte lyd angår. Det er et nummer man sagtens kunne falde over eksempelvis på P4 og lige nyde en stille, eftertænksom stund.
Konklusion: Jamen der er ikke så mange fiksfakserier ved det her. Det er “bare” et godt, veludført nummer, som måske ikke byder på den store nytænkning af nogen art.
Sunday Reassurance – “Out of the woods”
“Singlen og videoen beskriver trangen til midlertidighed og frygten for det permanente. Frygten for at love sig væk.Hvor kompliceret et kærlighedsforhold kan blive, når den ene har roen, men den anden konstant må gøre opmærksom på at jorden kan gå under i morgen, at døden kan indtræffe hvert øjeblik og at kærligheden måske ikke varer evigt.
Historien portrætteres i sfæriske scener i musikvideoen, hvor sangens to hovedpersoner bevæger sig mod hinanden, men aldrig mødes. I modsætningen til de tusindvis af fugle som flyver synkront som en organisme. I et parallelt univers i skoven, bliver det abstrakte konkret mens sangen simultant fortælles fra et værelse et sted i mørket”.
Sådan lyder det fra snart albumaktuelle Ditte Grube om hendes Sunday Reassurance projekt, der får lov til at runde af i denne uge.
Og det gør hun så på en stille note. Det er nærmest søndagstyst ude i skoven. Med en klar, flot og lys vokal, der emmer af ro og en snert af sørgmodighed og en stille instrumentering, hvor det lyder som om der kun lige markeres og antydes, så intet bryder og forstyrrer stilheden. Det gør også, at man er nødt til at spidse ører og koncentrere sig for at nummeret ikke forsvinder i baggrunden.
Det kunne måske godt være blevet en lidt små-kedelig omgang, men selvom nummeret trisser sagte afsted blandt nedfaldne blade og løv, så føles de over 4 minutter faktisk ikke for lange. Leder man efter vildskab og et eller andet der tager fat og river og flår, så er det ikke hos Sunday Reassurance man skal lede. Her spilles der i stedet, lige og lige, op til ro og ensom eftertænksomhed med afdæmpede strøg på strygere og en forsigtig guitar rytme. Sammen med vokalen skaber det et meget harmonisk lydbillede, hvor de enkelte elementer både får lov til at ånde og også kan skinne hver især på deres egen stilfærdige måde.
Konklusion: Det her er et lille, musikalsk pusterum, en tur ud i skoven, hvor man kan være alene med tankerne og koble af. Som single kræver det, at den får noget ro til at få ørenlyd og kan få lov til at folde sig ud – det er ikke et nummer der vinder på sin overrumplende gennemslagskraft.
Føjes til På Repeat-listen: The Blue Van + Zar Paulo
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Nana Bech, Sunday Reassurance pressefoto
