Ekstra mange singler igen i denne uge, da de har det med at hobe sig op i indbakken. I denne uge skal vi omkring Lukas Vanggaard, Dør Nr 13, Josa Barck, Before Fire, Velvet Volume, Kúlu, Spejlvendt og Uffe Lorenzen.
Yes, vi prøver lige at udvide til 8 singler fra de normale 6, da der efterhånden er 6 ugers ventetid (mindst) inden sangene når fra indbakken hertil. Det gør, desværre, at en del af singlerne kan virke lidt uaktuelle, men der ikke rigtig noget at stille op, medmindre jeg begynder at lave Repeat 2 gange om ugen. Og det ville nok overbelaste min hjerne. Så, beklager endnu engang ventetiden, lad os komme i gang i en fart!
Lukas Vanggaard – “EVA”
Vi lægger ud med en single om “barndommens stormfulde forelskelse” fra Lukas Vanggaard, som vi har været forbi et par gange allerede her i Repeat, senest med singlen “Rør Ved Mig”. Om “EVA” lyder det:
”Jeg kæmpede en brav kamp for at vinde Evas hjerte, tilbage i folkeskolen. Hun gik en klasse over mig. Jeg sendte min klassekammerat Morten af sted med kærestebreve til hende hver dag, og i frikvartererne kørte jeg op til Spar Købmand for at købe små plastikringe fra en tyggegummiautomat”, fortæller Lukas. ”Jeg forestiller mig, at forelskede ude i verden sidder med lidt af den samme følelse i denne coronatid. At det eneste man tænker på, er den anden – og omvendt. Verdens mest håbefulde mennesker i en håbløs verden.”
“Eva, jeg stalker altid dig, hver gang jeg har WIFI / Eva, jeg ser du har fået en ny fyr, men tænker du på mig, hver gang han kysser dig?”. Formodentlig ikke, Lukas, hun har travlt med den nye, jo! Det starter med, at Lukas finder et billede nederst i skuffen af Eva og ham selv, hvor længe siden er det? Det vides ikke, men det er nok også underordnet. Om man vil indrømme det eller ej, så tænker jeg mange kan relaterer til en lignende situation eller følelse og muligvis også er blevet hverdags-stalker ved liiiige at tjekke en gammel flammes Facebookprofil ud. Eller i hvert fald søge på om de stadig er derude et sted. Det har jeg da i hvert fald hørt om! Som eksempelvis i denne fine sang.
Det er sådan set ganske uskyldigt og skyldes nok lige så meget nysgerrighed som egentlig desperation og higen efter fortiden, i en sang på under 4 minutter er det måske tegnet lidt mere enkelt op – noget Vanggaard slipper rigtig godt fra. Det er “simple”, forståelige følelser der formuleres her og sat på en dejlig melodi med noget sommerlig opdrift og et iørefaldende omkvæd. Han slipper endda afsted med en på papiret kluntet formulering som “Eva, du kyssede helt forkert // Men dine kys var world class dessert”… mjah… den er ikke god på skift, men måden det leveres på redder den når det kommer ud af Lukas’ mund og pludselig kommer det til, at lyde som noget en forvirret og forelsket fyr kunne komme til at sige.
Konklusion: Jeg kan sgu godt lide den her! Jeg synes idéen/sangkonceptet er god, udførelsen rigtig solid og den tone Vanggaard rammer meget passende for et nummer og et emne, som ellers godt kunne været kommet til at lyde lidt “sølle” og flæbende.
Dør Nr 13 – “Genfærd”
Dør Nr 13 rummester igen, sidst vi hørte fra dem var da de udsendte EP’en Side-A sidste efterår, en udgivelse der til efteråret vokser til både en side A og B – altså et fuldt album.
“Førstesinglen “GENFÆRD” er en kærlighedserklæring til spøgelserne af alle dem vi har mistet og lyder som en blanding mellem Lars H.U.G. på valium og et Stooges track produceret af Rune Rask”.
De seneste par singler fra Dør Nr 13 har jeg lige skullet høre et par gange inden jeg faldt for dem. Det er der jo ikke noget galt i, “Genfærd” sætter dog tænderne i mig fra start med sin huggende rytme. Der er måske noget lidt mere punket over energien og attituden her, men stadig med en understrøm af noget Madchester dansende og 90’er rockende – så vi er ude i lidt af en rockhybrid, der stikker i flere retninger. Lasse Storms “flabede” vokal er dog en konstant nummeret igennem med sin Liam Gallagher’ske vibe.
Det er måske også det Dør Nr 13 nummer hvor jeg tydeligst fornemmer et slægtskab med et band som The Minds of 99, som andre tidligere har påpeget i bandets lyd og stil. Det er nok noget med den lidt kantede stil, Dør Nr 13 er dog mere bastante i deres lyd, i min optik. Det er sgu ret fængende det her og kunne sagtens være endnu en single, der røg i rotation på P6. Og så er den dejligt kort og skarpt skåret, selvom sangen hedder noget så “luftigt” som “Genfærd”, er nummeret meget tydeligt tegnet op og eksekveret.
Konklusion: Det er på mange måder en “lille” sang, men på den måde hvor det virker helt tiltænkt. Keep it simple, trods de forskellige stilarter der mødes, så smelter det sammen til noget “slankt” og ganske effektivt.
https://soundcloud.com/dornr13/genfaerd-master/s-Z5k7G
Josa Barck – “The Future”
“På den skarptskårede og funky single er der fuldt smadder på 80’er-banger referencerne – hvor de klare tråde til nogle af 80’ernes store koryfæer som Bowie, Talking Heads og Prince har fået frit løb. Den nye single har den samme energi og optimisme man kender fra Josa Barck – men med det tekstlige og melodiske overskud og den markante vokal præsenteret i helt stramt format”.
Ah, den bliver man da i godt humør af fra første tone. Og det forsætter sådan set nummeret igennem hvor det, heldigvis for mig, er mere Talking heads dansende end 80’er Bowie, som jeg virkelig har problemer med. “Let’s Dance” er et af de numre som gør mig bange og ked af det. Hov, de 3 minutter og 40 minutter fløj da afsted i en sådan opløftende funky grad, at jeg ikke nåede at formulere mange tanker om det?! Det tæller i den forbindelse på positiv siden, det kunne jo også indikerer at sangen var for letbenet og ligegyldig. Den er bare så let til bens på den gode måde, at den danser ubesværet afsted så man er nødt til, at give den et lyt eller to mere med det samme.
Der er muligvis en lille fare for, at man kan få den opfattelse at nummeret måske ikke stikker eller rammer så dybt. Melodi og instrumental mæssig er den god, men jeg får trods gentagende lyt ikke fokuseret specielt meget på teksten udover det gentagende og catchy mantra “the future is dance”.
Konklusion: Kan 80’er synthpop være funky? Ja! Fin single, men måske et nummer med en begrænset levetid for mig.
Before Fire – “Gritty”
Rockbandet Before Fire, som vi tidligere har anmeldt og omtalt, er rykket fra København til London, lad os se om det på nogen måde skinner igennem på deres nye single “Gritty”.
Det bliver mørkt og “gritty” i den city Before Fire synger om her, så det er vel en form for storbyrock? Men af den 70’er klingende slags og ligger dermed i naturlig forlængelse af deres EP fra sidste år, som Troels-Henrik sendte 5 stjerner efter her på siden. “The world is burning at my feet”, lyder det i første vers, hvor vores fortæller lyder som om der er noget der skal efterlades. Måske er det en sang om at flyttet fra København til London?
Before Fire har styr på deres klassiske rock, der måske ikke ville tage skade af at lyde netop lidt mere “gritty”? Ikke, at de ikke rocker igennem med en fornuftig mængde tyngde men selve lyden/produktionen måtte gerne lyde lidt mere beskidt eller rustik, uden at det dermed behøver lyde decideret gammeldags. Vokalen efterlader et rigtig godt indtryk, den er i den lysere ende af spektret, uden at det kammer over i vræleri eller den får mere end den kan trække. Det lyder simplethen all round sikkert og kompetent hos Before Fire på dette driftsikre rocknummer.
Konklusion: Solid rock, men måske ikke et nummer der helt brænder igennem eller brænder sig fast.
Velvet Volume – “Carry”
Trioen er snart klar med album nummer to, single nummer to derfra, “Carry” og den tilhørende video har allerede været ude et stykke tid og, ligesom førstesinglen, “Lonely Rider”, fået en del airplay på P6. Nu er den altså endelig, efter en langsommelig tur igennem single-flaskehalsen nået til vores spalter:
“Både sangen og videoen beskriver en hjemsøgende dårlige samvittighed (indre dæmoner) man foragter og forsøger at slutte fred med, samme tid med at man konstant dvæler i en klynkende selvmedlidende tilstand, efter en dramatisk situation. Den stemning har de forskønnet i en mere dramatisk og romantiseret forstand, i et feminint univers”.
Jeg har snydt lidt hjemmefra og hørt nummeret i radioen inden jeg gik i gang med at flække denne udgave af repeat sammen. Hvilket måske er til Velvet Volumes fordel, for jeg var godt nok ikke specielt begejstret de første gange jeg lyttede til sangen. For mig lød det på en måde som to sange i en, som det ikke lykkes videre godt at få til at mødes på midten. Det er som om trommerne kører sit helt eget løb og spiller en helt anden sang?! Især i omkvædet var jeg ved at få stress.
Men nu er jeg, efter flere lyt, lidt mere i tvivl, det er som om trommerne ikke helt stikker af i samme grad, som da jeg hørte sangen i radioen? Måske var der noget galt med equalizeren, eller også skulle jeg lige vænne mig til det… Nuvel, hvad det end skyldes, så kommer sangen ret godt fra land. Velvet Volume lyder som om de helt bevist går i en mere radiovenlig og “poppet” retning, noget der nok har været på vej i et stykket tid. Det er der ikke noget galt med, stilen klæder dem og får dem til at fremstå lidt mere moderne, i stedet for “bare” at være et vellykket ekko af den rock de lyttede til på ungdomsværelset. Så det virker som en trio der nu for alvor er taget ud på en udviklingsrejse. Det klæder også vokalsiden, at der ikke er de konstante “knæk” i stemmen, som jeg synes begyndte at blive brugt lidt for meget i deres numre. Der er vist også flere på lead her, ikke? Det virker sådan, men jeg er ikke helt sikker, da stemmerne (hvis der da er flere) ikke er så forskellige at jeg helt kan afgøre det.
Konklusion: Det største minus er så egentlig, at jeg ikke synes “Carry” er bandets stærkeste sang. Jeg kan lide at den signalerer en udvikling og at der prøves nogle nye ting af, men selve sangen er ikke lige noget der for alvor rammer mig.
https://www.youtube.com/watch?v=xyl_oLFEdhI
Kúlu – “Seeking”
Jeg var ret begejstret for rockbandets forrige single, “I’m Right Here”, som jeg synes havde fortjent en del mere opmærksomhed end den måske fik. Kúlu er nu aktuelle med næste single, “Seeking”, lover at folde “kvintettens format ud og svæver på mørke vinger
gennem det højspændt dirrende lydlandskab”.
Guitarist og sangskriver Daniel Buchwald fortæller om nummeret:
“Uden at gå alt for meget i detaljer, kan jeg sige, at ‘Seeking’ handler om afhængighed i forskellige instanser. Både den positive og negative afhængighed, hvor man hele tiden føler, at man kan gøre tingene bedre og overgå sig selv”.
Ligesom “I’m Right Here” så er “Seeking” altså en ret stærk single, endnu en i rækken for Kúlu og en der burde kunne begå sig på eksempelvis P6. Spilletiden på næsten 6 minutter trækker måske lidt ned i denne sammenhæng, men det burde det ikke. Kúlu bruger den nemlig på eksemplarisk vis til både at bygge op og lade deres ulmende og vibrerende rock flamme op og tage til i styrke, især et langt instrumentalt stykke i sangens anden halvdel, der leder op til afslutningen får sat godt med kog under kedlerne.
Det er en sang, hvor bandet på forbilledlig vis får kombineret det opbyggende, stemningsfulde og noget intenst stigende og tillokkende. Som at blive suget ind i en eller anden rock-vortex, der sluger dig råt og omgiver dig med en mur af lyd. Jeg vil faktisk ikke sige så meget om det, andet end “fuck, det lyder fedt”, har været en tilbagevendende tanke når jeg bliver opslugt af “Seeking”
Konklusion: Kúlu er altså ved at opbygge lidt af et arsenal af stærke sange, der bare venter på at ramme et (fortjent) bredere publikum. Det her er for godt til, at forsætte med at være en velbevaret hemmelighed derude i rockland.
Spejlvendt – “Luna”
“Luna handler om pigen til skoleballet, alle gerne vil danse med. Jeg var totalt teenage-usikker, og alt var helt nyt. Det hjalp lidt, at jeg spillede musik, men pigerne var meget længere fremme i skoene end os drenge… Det gjorde det ikke nemmere at have et crush på den populære pige. Vi var vitterligt på to forskellige planeter, og det endte i ulykkelig kærlighed.”
Således lyder det fra sangskriver Frederik Hjulmand om “Luna”, et nummer der har været et stykke tid på vej – første udkast til sangen blev skrevet sammen med samarbejdspartner Ramus tilbage i 2013. Siden har duoen, og sangen, gennemgået en række forandringer og eksisteret i forskellige versioner, så der nu er en bandversion klar.
“Universet er et skolebal, hvor alle kigger på dig // Vi roterer med samme frekvens, men danser hver for sig // Som to forskellige planeter, der undgår hinanden intenst”. OK, vi er i det poetiske hjørne her mod slut. Jeg må sige, at åbningslinjerne fangede min opmærksomhed. I det første splitsekund var jeg lidt forbeholden overfor det der med at “universet er et skolebal”, hvad skal det betyde, men jeg synes de får landet den fint med det der kommer efter, så… jeg lytter. Også selvom planter jo ikke som sådan forsøger at undgår hinanden, men jaja, ok ok, jeg er med på ordbilledet.
Jamen det er jo sådan set en meget sød kærlighedssang om den svære kærlighed, der bare ikke altid lader sig realisere. Helt klassisk, sådan set. Musikken spiller fint for Spejlvendt, der her leverer et ret stort, åbent og luftigt lydbillede, som matcher univers-symbolikken i lyrikken ganske godt og logisk. Det føles lidt som om man blive suget op, eller ud og svæver og drejer rundt i som en lille del af noget større – måske noget der i sidste ende er for stort, ligesom den der umulige kærlighed? Det kunne dog også være sjovt at høre, hvordan dette nummer gør sig en mere stripped down version, hvor det hele bliver lidt mere afpillet?
Konklusion: Det bliver stort, men heldigvis ikke overlæsset, i denne omgang for Spejlvendt. De balancer på en knivsæg med den symbol- og billedtunge tekst, men jeg synes de undgår, at det hele kommer til at føles lidt for søgt og ender med en ganske flot sang om den der kærlighed.
Uffe Lorenzen – “Lad Det Gå”
Til september udsender Uffe Lorenzen sit tredje soloalbum på dansk, et album der får titlen Magisk Realisme og vil indeholde sange der både dufter af Baby Woodrose og Spids Nøgenhat. Første single, “Lad Det Gå”, udkommer i dag fredag og falder i Baby Woodrose enden af Lorenzens spekter:
“Lad Det Gå hører til Baby Woodrose-skolen. En melodisk rock sang med et positivt budskab, der kan varme i de mørke tider, vi lever i netop nu”.
Hvad pokker minder det her mig af en eller anden grund om? Hmm… jeg tror sgu det har en lille snert af noget… R.E.M.s “The One I Love” over sig?! Altså under laget af syre og den Baby Woodrose’ske klang og Lorenzens genkendelige vokal. Jeg er ikke modstander af det her!
Det er Lorenzen i hans mere “folkelige” hjørne, i den forstand at melodien (this one goes out to the one I love…) er ret fængende og omkvædet har en god portion synge-med kvalitet. Det skal sgu nok gå, det her, også selvom man indledningsvis hører om hvorledes der i Lorenzens fantasi udspiller sig et scenarie om, at der kommer nogen forbi og finder “os døde. Nøgne og forfrosne kroppe, to bunker knogler i hinandens arme”. Det lyder mere nedslående end det egentlig er.
For “Lad Det Gå” lyder hovedsageligt optimistisk, selvom vi aldrig bliver fri for tyranni, knuste drømme, tidens tand og “spildte liv der aldrig fik en chance”. Ja, det kan lyde mærkeligt, lyrikken in mente, men tonen er alligevel lys, varmende og håbefuld på nummeret. Der er en “det skal nok gå, folkens” vibration over musikken og det opbyggelige omkvæd, “lys i mørket” fornemmelse, kunne man måske også kalde det – det er der vel brug for, for tiden?
Konklusion: Dejlig single! Ikke så meget nyt under den Lorenzen’ske sol rent musikalsk, men det gør nu heller ikke så meget når melodien bare spiller for ham – og det gør den altså her.
Føjes til På Repeat-listen: Lukas Vanggaard + Kúlu + Uffe Lorenzen
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Velvet Volume pressefoto
