Stærk lyd og tydelig erfaring på alle pladser i orkesteret redder ikke rejsepladen Faerd fra at blive et lidt tamt rejseforedrag. Der er meget at glæde sig over i den bluesede rock, men tekst og levering er i den sidste ende lidt forglemmeligt.
Det er vellyd, der møder lytteren på Faerd: Der er tale om en klassisk blues-rock, der leveres med tightness i et lækkert mix. Og ja, vi er lidt i far-rock-afdelingen, hvor der måske ikke er så meget nyt, men kvaliteten er i top.
Faerd er en rejseplade, hvor forskellige destinationer mødes. Det er gjort før og er vel også et klassisk tema: Om at rejse og hvad man lærer, hvordan man beskriver ’det fremmede’ og så videre.
Og her står Frimer så midt på scenen. Og det er nok pladens svaghed: Var det et rejseforedrag, er jeg nemlig ikke sikker på, jeg ville indløse billet til det. Der prøves ellers gevaldigt med både titler og tekster: Fra ‘Englenes By’ til ‘Larsens Plads’ beskrives, ja, verden. Men altså ikke rigtigt på en måde, hvor man som lytter rigtigt drages: ”Ateister og realister går til alters” lyder det eksempelvis i åbneren, den sejt pumpende ‘Mirage’, og det ’rammer’ simpelt hen bare ikke.
Det hænger nok til dels sammen med leveringen, der ligger et sted mellem klassisk blues-vokal og Peter AG. Viseligt synges der på dansk, for som det tydeligt fremgår på ‘Englenes By’, hvor der fyres ord og sætninger af på engelsk mellem de danske, så leveres det engelske med tyk, dansk accent. Og desværre ikke rigtigt på den charmerende måde.
Nå. Jeg køber altså ikke rigtigt ind i temaet, men der ER ting at glædes over: Den bluesede lyd er der helt styr på, og bråde crunch-guitar, dreven bas, ikke for avancerede trommer spilles med overlegen hånd. Og så sniger et orgel sig ind og kilder både øregang og mave ind imellem. Fedt!
Som en lille overraskelse i det ellers stærkt blues-inspirerede udtryk falder ‘Larsens Plads’ ca midt på pladen – muligvis en ’vende-vignet’? Det er et lille, keyboardbåret instrumentalnummer. Også det fungerer fint.
Lidt ved siden af rammer 6/8 balladen ‘Ses Vi’, som bliver lige klistret nok, men reddes af et støvet flügelhorn, der sammen med et klaver netop undgår at det bliver FOR meget valsende sentimentalitet.
Når pladen lukker ned med ‘Aften Ild’, igen instrumentalt, er indtrykket derfor, at man har hørt en virkelig fin blues-plade, som dog ikke leverer et tekstunivers eller en levering af teksterne, der matcher det høje musikalske niveau.
Det kunne man nok abstrahere fra og ikke alle tekster behøver at være så dybtgående. I den sidste ende er der nok andre plader, man kunne sætte på, der ville give lidt mere på den konto. Men musikalsk er Ole Frimer Band virkelig fint kørende på Faerd!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
