Sangerinden Pernille Gunvad er tilbage som Frankly Female, hvor hun leverer filmiske popsange til folket. Og det gør hun godt, selvom oplevelsen måske ikke kommer til at ramme helt så dybt, som man kunne have håbet på.
Filmisk popmusik, eller Nordic Noir Pop, som Gunvad selv betegner det, er atmosfærisk musik i den mere storladne og højtragende ende. Der ER højt til loftet hos Frankly Female, men det er stadig på en ret kontrolleret måde, hvor tøjlerne aldrig slippes så meget at det kammer over i teatralsk melodrama. Gunvad har arbejde to år på materialet til dette 11 numre lange album og det kan høres. Det virker nøje afmålt, gennemtænkt og ret homogent.
Det lydbillede Gunvad har fået skruet sammen passer også perfekt til hendes lettere pompøse vokal, så de sammen får skabt noget, der rækker et godt stykke op i skyerne. Det kan godt virke lidt køligt, det er nok den nordiske noir del der gør sig gældende her, man fornemmer en vis afstand, men det er ikke afvisende og utilnærmeligt. Og når det så også tilmed lyder så flot produceret og lækkert eksekveret som her, så er det en udgivelse der på rigtig mange punkter gør et stærkt indtryk.
Alligevel er det den snert af distance, eller afmålthed, der trods de til tider store armbevægelser er til stede i musikken, som gør at jeg ikke helt mister fodfæstet, bliver suget ind og opslugt af Frankly Female? Det kan også være en svaghed ved det filmiske, at man kommer til at se/lytte til musikken på en måde, hvor det er “flotte billeder”, men jeg bliver måske ikke ramt så dybt af det. Gunvad gør ellers hvad hun kan for at kravle ind under huden på en, eksempelvis på et nummer som “Stay By Your Side”, hvor der er skruet ned for dramaet og der i stedet er godt med rum til at trække vejret og komme tæt på. Atmosfærisk er det, når det lyder som om Gunvad synger ud af mørket hvor stemmen er det eneste lys, men helt grebet af det bliver jeg af en eller anden grund ikke.
Nu behøver man jo heller ikke få hjertet gennemboret eller slå ud med hele følelsesregistret for, at man kan mærke at noget er godt eller smukt. Og det er Cinematic Songs For The People nærmest fra start til slut, på en plade hvor bundniveauet aldrig falder under “solidt” og ofte ligger et godt stykke over. Selvom der er en gennemgående fornemmelse af nordisk nat, eller tusmørke, så er pladen stadig ret varieret. Fra det dirrende og luskede på et nummer som “From That Moment On”, der lyder som om den kunne eksplodere hvornår det skal være, men holder igen, over det mere pulserende og fremadskridende på den fine åbner “Precious Heart” til den længselsfulde “Human Longing” – man kommer godt omkring i de mørklagte kroge.
Bedst er Frankly Female dog for mig, når hun bruger “stilheden” som et våben til, at skabe kontrast til det periodevis opulente lydbillede. Som på den indledningsvis nærmest tyste “My Love”, hvor det lyder som om vi bliver lukket helt ind og får lov til at komme tæt på. Ah ja, “such a shame to love someone who doesn’t love you back”, det er sgu ærgerligt. Nummeret begynder pludselig at stige og rejse sig mod lyset i en svimlende bevægelse, hvor Gunvad kommer helt ud i de lysere toner af registeret uden det lyder forceret, vel at mærke. Det skaber fornemmelsen af, at der blæser en lille vind gennem sangen og giver den opdrift inden vi dykker ned og tæt på igen. Virkelig, virkelig flot og virkningsfuldt nummer.
Var jeg blevet ramt mere på følelserne, så skulle vi nok også have været et trin højere op på skalaen. Der er ikke meget at udsætte på udførelsen og indpakningen her, hele pakken er sådan set på internationalt niveau. Hvorfor det så ikke lige rammer mig på en måde, hvor det bliver en gribende oplevelse, det kan jeg ikke helt afkode. Cinematic Songs For The People er måske i virkeligheden næsten FOR pæn at lytte til? Dermed ikke sagt, at der ikke ligger noget hjerte og ikke mindst smerte i lyrikken og musikken, men den indbydende overflade har næsten så meget “wow-faktor”, at man glider af på den og aldrig trænger helt igennem.
Men det er godt nok en meget flot, 4-stjernet film Frankly Female lader rulle over skærmen.
Af Ken Damgaard Thomsen
