Det duver og vugger i Mads Fisker’s svampepoppede univers, hvor teksterne og melodierne er trækplasteret.
Mads Fisker kalder selv det musikalske udtryk for “svampepop”, og selv om jeg ikke helt ved hvad han lægger i det, så synes jeg det lyder meget passende. CV Jørgensen og Bisse nævnes blandt inspirationskilderne, og begge dele kan man godt høre (og ja, der går jo også en tråd fra CV til Bisse), omend Fisker aldrig er nær så anarkistisk og vidtfavnende i sin omgang med musikken som Bisse. Her duver det som regel væsentligt mere end det skurrer.
Fisker åbner med den fængende ‘Kendt’, der netop nærmest duver afsted med henslængt bas og trommer, tilsat lidt klimprende guitar, og Fisker’s lidt specielle vokal, som her synger en tekst om at ville være og blive kendt for ingenting – “Jeg drømmer store drømme/drømmer om at blive/Kendt” lyder omkvædet, inden nummeret ender i en nærmest spoken word-agtig revsen af kendthedsfascination og tomheden i kendiskulturen.
Der er noget halvtropisk over stemningen på ‘Du Skred Bare’, som jeg godt kunne forestille mig at høre på en aftenlun sandstrand et sted langt væk i en anden præ-corona tid, og så alligevel, for igen er Fisker lidt ude med riven, her i forhold til den slags venner, der vender en ryggen – “Hvad skal man egentlig med venner/Når man bare kan købe dem på klods?”. “Venner har man/Indtil venner skrider”, konstaterer Fisker på omkvædet, som bryder lidt med den ellers lette musikalske stemning.
‘Hele Verden Driver Langsomt’ kunne være en slags mission statement for Fisker og hans musik, for der er ikke noget her, der jager afsted. Fisker er i det hele taget til at skrive dovent vuggende, fængende popsange, og ‘Mit Specielle Sted’ er endnu en i kategorien af sange, hvor af mange ville gøre sig fint i radioen – her er uuuh-koret med til at løfte sangen.
Koret er også med til at løfte på den ellers næsten lidt for tilbagelænede, tangent og trommedrevne ‘Hvorfor Sidder Vi Så Bare Her’, og her som andre steder er det tydeligt at Mads Fisker helt sikkert har både godt melodi- og lyrikøre. Det, jeg til gengæld kommer til at savne over albummet som helhed, er lidt mere variation i det svampepoppede udtryk. Her er ikke de vilde udflugter eller skæve musikalske bagholdsangreb, og det hele risikerer at lulle i hvert fald denne lytter lidt i søvn undervejs. Især sidst på albummet falder jeg lidt ud mens jeg lytter, på ellers hæderlige numre som ‘Ville Finde Dig’ og ‘Dette Satans Liv’, inden titelnummeret, der lukker albummet, kvikker mig lidt op igen.
Det ændrer dog ikke på at Tidens Tendens har nogle stærke sider og Mads Fisker er en interessant stemme på den dansksprogede pop/rock-scene. Selv om man sagtens kan finde referencepunkter for Fisker’s udtryk, så føles det aldrig som pastiche, men som om Fisker er godt i gang med at skære sin egen lyd ud mens han pejler sig vej mellem forbillederne. Kombinationen af de duvende melodier og mundrette, men skarpe tekster fungerer i det store hele godt, og det giver også 4 sikre stjerner herfra.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
