Så skal den blå pensel frem og der skal males billeder om kærlighedens væsen. Undertegnede er klar med EP nummer 2, en melankolsk sag, der lyser i glimt, men tynges af en mangel på virkeligt stærke sange.
Undertegnede betegner dem selv som et “fleksibelt kunstnerkollektiv”, som for tiden udgøres af Anders Beier Stokkebæk, Lajla Nielsen & Jeppe Bergmann Hamming. Sidste år udkom debut-EP’en Musik til den 2. Ungdom, som de selv kalder “let og legende”. Nu kaster de så blikket på kærlighedens væsen, hvor afkrogene afsøges over 5 numre, fordelt på cirka 17 minutters spilletid. Stilen er americana singer-songwriter rock, holdt i blålige, små-melankolske nuancer, fra det afdæmpede tænksomme til noget mere bombastisk og ekspressivt.
Det er sådan set et solidt, om ikke videre overraskende, fundament og udgangspunkt. Nyskabende er det ikke, hvilket har både fordele og visse ulemper. Fordelen er, at man straks føler sig hjemme i universet, der overordnet virker ganske intimt og nærværende. Ulempen er, at man har været på besøg i denne slags omgivelser ret ofte. Det lægger, for mig, ekstra pres på de danske tekster og melodierne, hvor man efterhånden skal levere noget ekstraordinært, hvis man for alvor skal gøre indtryk og ikke “bare” ende i “det var da fint” bunken. Det kan være en anmelderskade…
Undertegnede GØR det fint. Der er flere fine billeder og tanker spredt ud over teksterne, ligesom melodierne aldrig er mindre end driftsikre. Men vi kommer heller aldrig helt op på øverste hylde. Det behøver man jo heller ikke for, at en udgivelse kan være udmærket selskab, hvilket Undertegnede (kunstnerne, ikke mig. Jo, måske også mig) bestemt er. Jeg sidder bare og bliver overmandet af en følelse af, at jeg har hørt de her melodier før? Den korte åbner, “Slaget er forbi”, er egentlig én lang stigning, som afvikles på under 2 minutter. Men melodien i og omkring “forløsningen” virker underligt bekendt uden, at jeg helt kan sætte en titel på, hvor jeg har hørt den før. Det bliver en kende distraherende, selvom jeg nyder brugen af kvindevokal som supplement til forsangeren, der ikke rammer den helt i røven hver gang – ikke, at det gør noget. Det giver lidt kant.
Endnu mere distraherende og udtalt bliver det velkendte på singlen “Tro på mit ord”, som i mine ører læner sig gevaldigt op af John Lennons “Working Class Hero”? Eller det er måske bare mig? Det er jo heller ikke en ringe sang. Det jeg til gengæld synes rigtig godt om her, er den ildevarslende stemning der bygges op i musikken, mørkere toner, noget hjemsøgt strømmer igennem sangen, ledsaget af nogle diskrete strygere og kor, ligesom vokalen her antager et lidt mere dunkelt leje. Vokalen har egentlig et eller andet Michael Falch’sk over sig?! Han er jo også Springsteen fan, både som solokunstner men måske især da han var en del af Malurt.
Ekkoet af en dansk Springsteen er måske mest tydeligt på den mere bastant rockende “Skyggernes Land”, EP’ens andet nummer, der lægger dysteret og nedtonet ud – næsten hviskende, eller i hvert fald luskende. Men hurtigt accelererer sangen op i tempo, støder fra land med et anthem-klingende omkvæd, der er EP’ens klart stærkeste og står for de mest medrivende momenter på udgivelsen. Opbremsningen, hvor blikket vendes mod himlen og den knyttede næve følger trop, er ren Falch. Det letter og nummeret flyver. Men ud af forbilledernes skygger når vi ikke helt, selvom det er en god sang.
De to resterende numre, “Ro”, midt på udgivelsen og afslutteren, “Tilløb”, viser en lidt mere afdæmpet side af Undertegnende. Det klæder dem også at tage tempoet ud af sangene, “Ro” bliver med sit mekaniske trommebeat og minimalistiske lydbillede måske lige afpillet nok, men den fungerer som et fint pusterum efter “Skyggernes Land”. “Mælkebøtter på asfalt vej midt på Nørrebro // Liljeblade og forårstegn jeg venter kun på ro”, lyder det. Lyrikken matcher musikkens forsøg på at skabe et roligt rum rigtig godt, men det ER et lille rum.
Det bliver endnu mindre, men måske lidt mere gribende på “Tilløb”, hvor sagte tangenter leder an inden en tyst akustisk guitar tager over sammen med vokalen. Igen er en veldoseret andenstemme et kærkommen kvindeligt selskab for lead vokalen og giver lige et drys intimitet. Det er de små virkemidler der dominerer her, men der er en god balance i tingene og det er en sang, hvor detaljerne og de enkelte elementer får lov til at ånde og får masser af plads. Hvor “Skyggernes Land” er EP’ens mest medrivende stund er det her nok den mest rørende – i al sin enkelthed.
Men generelt bliver det samlede indtryk, at Undertegnede har et solidt fundament at bygge på, men det der bygges savner noget der overrasker og imponerer lidt mere. Det bliver nok en kende for velkendt, eller til tider enkelt. Hvis man nu havde haft en håndfuld virkeligt fremragende melodier, eller nogle tekster som bare slog benene væk under en kunne man sikkert nemmere være sluppet afsted med det. Her savner Undertegnede dog lidt mere pondus og gennemslagskraft. Men fundamentet til at bygge ovenpå er helt klart tilstede.
Vi ender med en venlig stemt middel karakter.
Af Ken Damgaard Thomsen
