The Reptones er nået til 5. album i hvad der virker som en afsøgning af amerikansk musiktradition. Bandet har været igennem americana, country, roots- og 70er rock og er nu nået til west coast inspireret klaver-rock. En blød mellemlanding.
OK, det er en tilsnigelse, for tendenserne til, at parkerer foran tangenterne og drage ud i et lysere, west coast klingende lydlandskab, hvor lyrikken, som albumtitlen antyder, kaster nogle mørkere skygger, har været til stedet et stykke tid hos The Reptones. Forrige album, Human Speed, der udkom i 2018, søgte allerede mod midterrabatten på den amerikanske 70er inspirerede rock highway og kastede de tidligere mere folkede elementær fra sig – men nu er udtrykket barberet helt ned.
Det hænger måske sammen med, at The Reptones er skrumpet fra at være en kvintet til nu kun officielt at være en duo bestående af Bo Bech Arvin (vokal, piano, synth, bass og programmeringer) og Kim Heibon (akustiske og elektriske guitarer). Albummets sange og udtryk er baseret på sangskitser optaget på iphone med Heibon på guitar og Bech på klaver. Det giver et ret “råt” og på sin vis enkelt album, hvor der ikke er meget unødigt fedt på sangene. Lyden og stemningen er meget umiddelbar og lige til, det er lidt som om at være i stue med de to herrer, hvilket resulterer i en fin følelse af nærvær.
Det gør så også, at de svagheder nogle af sangen måtte have ikke er forsøgt dækket til eller piftet op. Det er nedbarberet i en sådan grad, at melodier, vokalen og ordene får lov til at trække det mest af læsset. Fordelen er nærværet og intimiteten i udtrykket, ulempen er, at hvis man ikke lige bliver fanget af en melodi eller tekst, så er der stort set ikke andet at hænge sin hat på i sangene. Det giver et lidt, jeg vil helst ikke sige “kedeligt”, fordi det er så subjektivt et ord, men “periodevis mindre medrivende” album.
Vi kommer rigtig godt fra start med singlen “Tried To Be Nice”, som jeg tidligere har anmeldt i Repeat, så den bevæger vi os hurtigt videre fra. Men så begynder min oplevelse at være lidt mere ujævn. I glimt er det fængende, det er aldrig dårligt sangskriver håndværk, men pladen bliver aldrig en, hvor jeg i længere, ubrudte perioder er fanget. Det er ellers stemningsfuldt nok, hvilket jo kan kompenserer for, hvis ord og melodier ikke lige fanger en, men over 10 numre kører jeg også en lille smule død i det intime, nære lydbillede.
Et tilbagevendende tema på pladen synes at være fristelser, at tage chancer eller manglende på samme og at leve “et sikkert liv”. I den fint country slow-dansende “57 Seconds To Oblivion” lyder det eksempelvis “I got me wasted, I got me so far away // I wanna taste it, I wanna be led astray”, mens titelnummeret træder mere på bremsen eller søger en form for status quo:
I never raved on ecstasy pills
I never surfed a perfect wave
I never scored on my dancing skills
I never tried to misbehave
The painkillers are placed beside the wine
It’s belt and braces, I know, but is that a crime?
Tonight, I might get wasted, tomorrow I’ll be fine
The painkillers are placed beside the wine
Så kan man jo mene at det er en lidt sjov form for “livrem og seler”, da jeg ikke tror vin og smertestillende medicin er den mest optimale kombination. Men jeg kan godt lide dobbeltheden i titlen, det er begge dele noget der dulmer og beroliger, men samtidig lyder det også lidt som noget modstridende, hvor vinen er hygge og pillerne noget lidt mere dunkelt.
I disse situationer fungerer pladen rigtig fint for mig, og Bo Alvin Bechs klare vokal er forresten altid godt selskab, undtagen i “The King Of My Island”, hvor jeg synes den presses unødigt, mens jeg driver mere væk i numre som den rolige ballade “Run Like The Wind”.
She used to run like the wind
And float on a dream
And smile in the morning sun
She used to sing every day
And do what she wanted to do
I hope that her dreams
Her dreams came true
… Da går det sgu’ lidt i stå for mig og når det så følges op med den ligeledes nedbarberede solskinsballade “Except My Mind”, så er jeg godt på vej til at tjekke mentalt ud. Beklager, men her sker der for lidt til min smag. Det lyder som fine og velmenende hyldester and what not, men det bliver for stillestående og lyrisk lige vel rørstrømsk eller sentimentalt – i hvert fald grænsende til det. Vi er måske i virkeligheden bare kommet for langt “ned” her? The Reptones får barberet så meget af udtrykket, at det kommer til at fremstå en kende for enkelt. Aldrig dårligt udført, vel at mærke.
Det er faktisk lige før, at pladen rent dynamisk går helt i stå anden halvdel, sådan FØLES det i hvert fald. Det er nok en konsekvens af det meget rene udtryk, som strømmer igennem det meste af pladen. Og at tempoet holdes nede i lange stræk, især mod slut, hvor en snigende fornemmelse af ensformighed sætter i. Her viser begrænsningerne i instrumenteringen og lyden sig for alvor, noget der ikke virker så udtalt på albummet første halvdel, hvor det også virker som om der generelt bare er lidt mere variation.
Derfor ender Painkillers & Wine også med at være en lidt middel og tiltider lettere søvndyssende oplevelse. Jeg vil gerne påpege, at det sikkert kan variere og afhænge af den enkelte lytters temperament og humør og at jeg på intet tidspunkt ikke, ikke kan lide at være i stue med duoen. Men den samlede oplevelse ender på en venlig stemt 3er.
Af Ken Damgaard Thomsen
