Fra vindblæst Vestjylland til byens røde lys, i denne uge anmeldes singler fra The Love Coffin, The Branches, Esben Kronborg, Smertegrænsens Toldere, Chresten, To Absent Friends og Blue Rose Down.
Og det bliver endnu en uge med en lidt udvidet udgave, 7 numre fremfor 6 og lidt kortere anmeldelser af hver, så jeg kan få lidt styr på den voksende bunke. Jeg tilstræber stadig at tage singlerne i den rækkefølge de rammer indbakken men også at blande kortene en smule, så der er lidt variation i musikken. Det giver desværre noget kø og ventetid, så vær tålmodig hvis din single ikke er nået frem til kassen endnu!
The Love Coffin – “Mortalized”
Vi lægger ud med sidste single fra The Love Coffin, altså den sidste single inden deres nye album Second Skin udkommer d. 24/4. Jeg var pænt glad for deres forrige single, “Nothing at All”, som endte med at blive en af mine favoritsingler i 2019. Kan den nye mon leve op til det?
Umiddelbart er det en ret anderledes og mere afdæmpet, eller tilbageholdende single end den tempofyldte og medrivende “Nothing At All”. Men, “Mortalized” er fængende, måske skulle man sige dragende, på anden vis. Den er mørk, stemningsfuld og lettere urovækkende men på en måde, hvor man lokkes ind i mørket. Hvad gemmer skyggerne på og hvad lurer der mon omkring hjørnet?
I kortere glimt blusser nummeret op, viser tænder og man virker som lytter pludselig ganske lille når bandet puster sig op. Det følges op af et ganske fængende, vridende omkvæd, som sætter sine klør i en og hiver en med ud på et dunkelt dansegulv. Det her er sgu et rigtig spændende nummer, der både leverer noget mystik og foruroligende og samtidig er underligt catchy og iørefaldende. Det er egentlig modstridende stemninger og følelser, men på en eller anden måde får bandet det til at smelte sammen og fungerer sammenhængende. Det er egentlig sådan jeg forestiller mig en “love coffin” lyder?!
Konklusion: Jeg er fanget og solgt igen.
The Branches – “Feathers”
“The Branches er to brødre, og en blond sangerinde, der spiller foruroligende og filmisk indie rock. The Branches skriver sange som tager dig med ind i skyggen og viser dig lyset ude bag de nøgne grene”.
OK så, det er kort og godt introduktionen til The Branches, desuden er der en EP på vej her i 2020.
Hmm, jo, jeg kan godt fornemme det filmiske, det er en cinematisk sang, der langsomt folder sig ud og i lang tid bygger op. Vokalen er sådan set flot og fyldig men der er et eller andet i sammenhæng med musikken der gør, at jeg i første omgang finder den/det en lille smule for… meget? Det tenderer noget melodramatisk, der kommer til at dufte en lille smule selvhøjtideligt, hvilket jeg tror er helt utilsigtet i den forstand, at jeg ikke vil kalde bandet selvhøjtideligt. I deres arbejde med noget storladent er det bare kammet lidt over i den retning.
Her hjælper den lidt artsy, low-budget video heller ikke, det kommer til at virke lidt ufrivilligt komisk. MEN, ser man igennem det, eller kommer sig over det første indtryk, så lyder det unægteligt stort anlagt, ambitiøst og meget flot udført! Det er ikke en sang hvor den langsomme opbygning munder ud i en åbenlys forløsning, det er atmosfæren og det stemningsfulde, ret minimalistiske lydbillede der ER sangens payoff. Det kan man enten se som intet klimaks eller ét langt et af slagsen.
Konklusion: Trods mine indledende forbehold og tanker, som kunne lyde lidt negative, så kan jeg egentlig godt lide nummeret og det univers The Branches får opbygget. Der er højt til loftet og det er lige før det bliver for meget af det gode, men det kan et eller andet alligevel, som jeg ikke er helt afvisende overfor.
Esben Kronborg – “Lad os mødes et sted i nat”
‘Lad os mødes et sted i nat’ sender med sine catchy hooks og en fængende melodi albummet godt afsted. Det var det sidste nummer, der blev indspillet, indimellem trommetakes i Viktoria Studio på Vesterbro.
Endnu en kort introduktion, sanger og sangskriver Esben Kronborg og hans i glimt Springsteenske rock har vi dog tidligere skrevet om og anmeldt her på siden.
Der er faktisk tale om en livesession i to dele, hvor anden del udgøres af nummeret “Fjenden I Mig”, men nu lader vi som om at første del er en form for single. Energisk er det, liveenergien og den rockede lyd klæder Kronborg og co, der har svært ved at stå stille og tripper på stedet. Hvis det her ikke er en sang, hvor du har mulighed for at blæse ud af landevejen i bil eller til jernhest, så er hoppe-trippen på stedet måske også løsningen?
Nu skrev jeg Springsteen indledningsvis, som en form for pejlemærke, og der er da også en Bossen-vibe over det her, med et “lalala” stykke, hvor man næsten kan se Little Steven læne sig ind til bandlederen og trælle ind i samme mikrofon. Jeg får dog også associationer til den danske pendant, Michael Falch, eller hans tidligere (nu genopstået for en kort bemærkning) orkester Malurt? Det er både nummerets lyd, opbygningen og så en tekstbrok som “lad os mødes et sted i natten”, der rummer ekkoer af “mød mig i mørket”, der sender mine tanker i den retning.
Konklusion: Rock til midterrabatten er ikke altid en dårlig ting og Kronborg holder en sikker kurs her. Rigtig fint nummer!
Smertegrænsens Toldere – “Mine Unger”
Det er de korte presseteksters dag, Smertegrænsens Toldere har, lige som sidst, bare sendt nummeret… og lader det tale for sig selv. Samfulde 52 sekunder.
Jeg gjorde det meget kort, sidst jeg anmeldte en tilsvarende kort single fra knivstikker punkerne Smertegrænsens Toldere, både fordi det virkede så oplagt og fordi jeg er en dumsmart båtnakke (og doven!). Allerede nu fylder den her tekst mere end sidst… skal vi trække tiden yderligere?
Nå OK, vi skal videre for Smertegrænsens Toldere venter ikke på, at man får fedtet færdig, det er lige i dit møggrimme fæs med Blod, Sved og Sæd, som deres aktuelle plade hedder. Uden forspil til nogen af delene, bare frem med dolken og så bliver der hugget løs, så nævnte væsker sprøjter op af væggene. Og du er ikke første offer, bandet her lyder som om de står og hugger løs i et lille, ildelugtende og klistret lokale, hvor vægge og loft er sprøjtemalet med gud ved hvad fra tidligere ofre.
I mens slynges der aggressivt og insisterende tekstkampsten som “mine unger bliver dummere end mig” og “fatter ikke en skide, fatter ikke noget, det meste af det jeg kan er helt misforstået”. Hvis du trænger til et soundtrack at se dig selv i spejlet til, så leverer Smertegrænsens Toldere igen et herligt bud – det er måske ikke så kønt, det der viser sig, men du må nok lære at leve med det. Virkeligheden er ikke altid lige køn.
Konklusion: Der er noget forbandet befriende over et band som det her, der bare høvler nådesløst og åndssvagt hurtigt derudaf uden den mindste form for hensyn. Hvis du ikke kan klare mosten, tough luck fuckface, så ender du nok som del af tapetet.
Chresten – “Du kan sige det til mig”
Så skal vi til Vestjylland, hvor sangeren Chresten er ved at være klar med album nummer to, kaldet Vindfang. Albummet er første gang Chresten har skrevet sange på dansk:
“Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle synge på dansk, da jeg mener at det kan let komme til at lyde banalt. Så det var lidt af en grænse der skulle overskrides. Men da jeg så på de noter, jeg har nedfældet på min telefon gennem flere år og samtidig gav mine tekster en vestjysk drejning, var det lige som om der gik hul på bylden”, fortæller Chresten.
Jeg bilder mig selv ind at jeg godt kan fornemme det vestjyske i Chrestens bastante rock? Der er noget vindblæst over lydbilledet, der har den der følelse af at stå med et solidt fodfæste, læne sig mod vinden og skue ud over de flade marker eller et oprørt Vesterhav, hvor en enkelt dumdristig tysker har kastet sig ud i bølgerne.
Det er rock og en vokal med stride børster, der ud over en kølig kuling har noget hjemsøgt og lettere dunkelt over sig. Hvad sangen egentlig handler om, er jeg ikke helt sikker på. Som nævnt ovenfor, så er Chrestens tekster baseret på noter nedfældet over flere år. Hvor meget der er blevet til teksten her er jo svært at vide men, der er en følelse af at der dukker formuleringer og brudstykker, som han har kunnet lide og så er de blevet strikket sammen til en tekst. Det er ikke udsammenhængende men det gør, at teksten virker som en beskrivelse af en attitude, et tankesæt eller en indstilling en reaktion i forhold til noget udefrakommende, “du kan skrige det til mig”.
Konklusion: Bundsolid single her, er du til vindblæst rock, så er den værd at tjekke ud.
To Absent Friends – “Take It Or Leave It”
To Absent Friends debuterede som duo i 2017 men er i mellemtiden vokset til en kvintet, der snart er klar med debutalbummet Smoke and Mirrors. “Take It Or Leave It” “emmer af nerve, stærke melodier og moderne rock med en insisterende puls, crooner-vokaler og velsmurte guitar”, lyder det i presseteksten. Om sangen forklarer sanger, sangskriver og guitarist Jonas Johansson:
”Nummeret handler om, hvordan et enkelt blik kan være nok til at lade sig kaste i armene på en komplet fremmed. Om hvordan intens fascination på ganske kort tid kan opstå, og hvordan tiltrækningskraften kan være så stærk, at den hæver sig over al logik og fornuft. Det er på én og samme tid både forunderligt og foruroligende…”.
Man fornemmer Arctic Monkeys vibes i lyden her, det er sådan set lækkert nok, ikke at jeg er decideret fan af den gruppe. Sangen har et dejligt, blødt og smooth groove og matchende lyd. Det flyder godt på sådan en beroligende måde. Det er lidt følelsen af at glide ud i natten, eller tusmørket, med en god, lille buzz på, “as I look through the bottom of my glass, red lights are flashing, as I gaze upon her twisted shadow cast”.
Blikke mødes, “feels like she could be mine”, er det en sang om at give det er skud? Det er det nok. Noget af det sangen gør lykkes rigtig godt med, er at opbygge den stemning af noget der, som de nævner i presseteksten, er både forunderligt og foruroligende. Den følelse afspejles faktisk i nummerets klang og den lidt afventende melodi.
Konklusion: Jeg bliver hurtigt fanget af nummerets stemning, håndværket er mere end godkendt og udførelsen flot og indbydende.
Blue Rose Down – “Incandescent”
“Et kaotiske liv som ung i provinsen, gennemsyret af frustrationer, vrede og bundløst druk, har gennem et årti langsomt opbygget en barrikade overfor de involverede oplevelser og mennesker. Det er denne barrikade, der nu har fået et navn: Blue Rose Down”.
Og cut, så tror jeg da næsten ikke vi behøver, at vide mere! Men den meget ærlige og svesken på disken pressetekst er et kig værd, hvis man kan finde den et sted. Der bliver ikke lagt mange fingre imellem. Lad os lige nappe et citat om selve singlen, et lille uddrag:
”Jeg har lige været i gennem en fucking underlig periode af mit liv, hvor hele lortet bare er væltet på én gang, og det har gjort, at jeg har måtte se nogle dæmoner, fra min fortid, i øjnene.
”Incandescent” er på mange måder inspireret af de gamle ”Murder ballads”, samt nogle oplevelser fra mine tidligere forhold, bekendtskaber og følelser, som på mange måder har skåret i min sjæl – Og nu skulle de her følelser fandeme på papir og lyd.
Sange om kærlighed, glæde og sådan noget, det har fandeme aldrig sagt mig en skid”.
Tak for kaffe, nu håber jeg kraftedeme at sangen er god!
Der er noget tv-intro over den langsomme, dirrende indledning, i den forstand at den sumpede, bluesede musik lyder som noget jeg sagtens kunne forestille mig kører over introsekvensen til et tv-program eller en serie. Hvilken slags? Hmm, noget med fængsler, noget true crime eller lignende med lidt lurvede og anløbne karakterer. Det var en kompliment.
Blue Rose Down lever ikke på skønhed og det smukke, det lyder som om det kommer fra et mørkt, hærdet og mere forpint sted, hvor det gerne må være lidt grimt og kantet – hvilket der bestemt også kan være noget smukt i. Bare på en lidt mere hjerteskærende og muligvis også ærlig og ægte vis. Det er den bluesrockede lyd af, at livet ikke altid er en dans på roser, gør og gerne må gøre ondt og at man får nogle skrammer på vejen.
Med sine 4 minutter og 20 sekunder bliver sangen måske lidt lang i spyttet i forhold til, hvad der er af variation, men det er småting. Jeg kan godt lide at opholde mig i de lidt flossede omgivelser sangen bygger op, så skidt med, at det trækker lidt ud.
Konklusion: Der er nok ikke det store hitpotentiale i det her men af alle ugens sange, er det det nummer og den kunstner, som virker mest som sig selv. Med knaster, vorter og skavanker, både de synlige og de indvendige.
Føjes til På Repeat-listen: The Love Coffin + Blue Rose Down
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: The Branches, pressefoto