Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Select Captain: Comes in Waves Pt. 2 (EP) ★★★★☆☆

Select Captain: Comes in Waves Pt. 2 (EP) ★★★★☆☆

1235
0

Anden del af Select Captain’s EP-trilogi sætter streg under at der er sket noget sangskrivningsmæssigt, men selv om det er godt, bliver det næsten også for køligt og poleret. 

Sidste år anmeldte jeg første del af Select Captain’s Comes in Waves udgivelse, der sammen med del 2 og 3 kommer til at udgøre et album. Del 1 var meget lovende og indeholdt nogle af Select Captain’s stærkeste kompositioner, men viste også et mere poppet udtryk end tidligere. Poppet er her ikke lig med letbenet, for tematikkerne var blandt andet depression og hash-misbrug.

På anden del af trilogien fortsætter Kristian Gaarskjær i samme tone som på første. Det er dog som om, der er en mere elektronisk puls at spore her på anden del. De gode melodier er heldigvis også fulgt med, eksempelvis på ‘Get Me Out of Here’, der åbner EP’en med en slags distanceret desperation i vokalen hos Gaarskjær.

De tre øvrige numre fungerer også allesammen godt. Det, jeg især bider mærke i, er igen (som på første del) at Select Captain’s sangskrivning har rykket sig i forhold til de tidligere udgivelser jeg har lagt ører til. Det er måske nok lidt en smagssag om man foretrækker det mere alt.country’ede udtryk fra tidligere eller om man er mere til det på nogen punkter mere polerede og poppede udtryk her.

Jeg synes ind i mellem det tenderer det lidt sterile i lyden – det virker køligt og kontrolleret, og med den elektroniske understrøm giver det ind i mellem en følelse af at stå på distancen som lytter. Det brydes der dog lidt med på den lidt varmere ‘How Does It Feel’, hvor andenstemmen giver lidt varme til udtrykket. Der er i det hele taget fine detaljer i instrumenteringen flere steder.

På ‘Down & Down’ er udtrykket dog barberet helt ned til Gaarskjær’s vokal og en akustisk guitar, og så er det igen vigtigt at melodien kan bære. Det kan den sådan set, men det lyder også lidt som noget man har hørt før på albummet. Vi er igen i et blåt og let distanceret udtryk, det er fint eksekveret, men jeg føler mig måske ikke helt ramt.

Der kommer lidt mere tempo på ‘Ride It Out’, der igen står stærkt på melodifronten og bevæger sig i et mere storladent instrumentalt udtryk, blandt andet med fyldige tangentanslag på omkvædet og måske endda kunne fremstå svulstigt hvis ikke Gaarskjær holdt sig i det melankolsk tilbageholdende hjørne vokalt. Det er både en fordel og en ulempe, for hvor det på den ene side underspiller noget af dramaet, der er i melodierne og musikken, og gør at det ikke stikker af, så sidder jeg ind i mellem alligevel og ønsker at Select Captain ville give lidt mere slip ind i mellem. Det virker så gennemkontrolleret og…blåt. I mangel af bedre ord til at beskrive det.

Det gør også at Comes In Waves Pt 2 ikke helt vinder mig over på samme måde som første del, selv om den har mange af de samme styrker. Men godt, det er det stadig. Det giver 4 pæne stjerner.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleDemersal: Less ★★★★☆☆
Next articleRigmor: Rebel (EP) ★★★★★☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.