Genrer udfordres af Mind Over Matter og kombinationen af en lidt utraditionelt beskidt lyd, bass-drops kendt fra technoen og hints af noget industrielt vækker interessen. Vokalarbejdet og tekstuniverset gør dog, at smilet stivner. Al kredit for at udfordre genrer – men det betyder ikke, at resulatet altid bliver godt!
NU-rock. Det må være betegnelsen for Mind Over Matter, og da genren ikke lige er min kop the, ville det være (alt for) nemt for mig at udfordre pladen på de genrekendetegn, jeg finder problematiske. Men det vil ikke være fair. For selv om Mind Over Matter eksempelvis gør brug af rap, har produceret og poleret rigtig meget på lyden og dermed mister meget af rockens kant, så udfordrer de også:
Der inviteres nye tiltag ind, deres lyd er ikke den helt klassisk elektronisk komprimerede og på den konto stikker Human lidt ud at den centrale mainstream, inden for genren:
Som eksempelvis når bandet gentagne gange bruger bass-drops, der kunne gøre Antiloop misundelige. Eller i instrumentale passager viser, at især guitarlyden faktisk er lidt små-beskidt og inviterer lidt kant ind. Resultatet bliver en blanding af at man glædes ved det mere beskidte, dog stadig kompakt producerede udtryk, der kan minde om et halv-industielt navn som Clawfinger i åbningen, ‘Nascency’ – men også passager, hvor det mest minder om underlægning til reklamer for computerspil. Hmm.
Nå. Med Clawfinger deler Mind Over Matter endnu et element: Rap. Men hvor svenskerne har en latent humor og sarkasme sammenlignelig med fx Rammstein, så slipper Mind Over Matter mindre godt fra netop dette aspekt: Jeg anerkender, at genrer udfordres her, men i vekslen mellem den meget overdramatiserede rap og mere egale vokaler med effin’ autotune (!) taber de mig totalt som lytter. Læg dertil, at teksterne generelt tager deres udgangspunkt i kristne metaforer – eller decideret kristne temaer – og andre, patetiske emner som selvudslettelse og endda selvmord, så bliver det plat. Og det finder jeg utilgiveligt: At slå plat på selvmord er ikke OK.
Det tror jeg heller ikke, har været intentionen fra bandet, men udtrykket bliver så verdensfjernt, at det bliver svært at tage rigtig alvorligt. Andre, måske ikke decideret kristne – tekster synes at være lavet ud fra devisen om at det skal rime og igen; så bliver det formen og ikke indholdet, man som lytter mødes af. Titelnummeret, ‘Human’, står lidt ud da rappen faktisk virker lidt desperat her – men refrænet afløser så med autotunede eller stærkt intonatede vokaler… Så. Øv.
Nå: For at opsummere, så kan man sagtens høre pladen for at høre forsøg på at brække med genrer. Både NU-rock/rap-metal og rock generelt. Det er spændende hvordan man inviterer bassdrops, prøver at være lidt beskidt i lyden og generelt arbejder med industrials maskinelle tilgang. Der er masser af dramatiske passager og jeg har endda set, de har lavet en fin video. Men man kommer til at have noget i halsen, hvis man lytter for meget til vokalerne.
Det betyder ikke, der ikke er et publikum til den her form for musik; vi har vel trods alt en kommerciel radiokanal, dedikeret mere eller mindre til NU-rocken. Og i Tyskland findes garanteret subkulturer, der vil lappe det her i sig. Med tilsigtet objektivitet mener jeg dog, at bandet til trods for fine takter rammer forbi en dansk tradition: For megen vægt på kristne tekster, det bliver nærmest plat når skandinavernes tungsind behandles af Mind Over Matter og fordi det hele er så selvhøjtideligt, bliver det næsten komisk. Hvilket kan være en formildende omstændighed.
Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag
