Jonas H. Petersen og hans Hymns From Nineveh er klar med et nyt album, et rørende og gribende et af slagsen, hvor vi slipper den grå og tunge vinter og går en sorgløs sommer i møde. Petersen kan noget med ord og musik, der virker enormt naturligt og intuitivt, så man kan blive helt benovet og misundelig.
Denne bevægelse fra noget gråt mod noget mere lyst, er i hvert fald udgangspunktet for dette 9 numre lange album, hvor Petersen for første gang lader Hymns From Nineveh udtrykke sig på dansk. Lad os bare konkludere, at skiftet fra engelsk til dansk er virkelig vellykket og gør hans glimrende tekster endnu mere nære og relaterbare. Det musikalske univers er muligvis velkendt for ham, en form for svævende, poetisk indie, men tekstsiden er noget af det bedste jeg har lagt ører til på modersmålet, foruden en anden af mine personlige favoritter, Marc Facchini.
De deler ikke kun evnen til at sætte ord sammen på dansk og bruge sproget til, at skabe smukke billeder, der er også en underliggende spiritualitet i materialet. Jeg er bestemt ikke hvad jeg ville kalde et spirituelt menneske i nogen forstand, men det betyder ikke, at jeg ikke kan sætte pris på, eller påvirkes af flotte ordbilleder. Dem beriges man med i gavmilde mængder her, hvor ord og den boblende musik tilsammen skaber noget der virkelig lever, ånder og spirer.
Samspillet mellem de velvalgte ord og de følelser og stemninger de delikate og indbydende toner gør også, at det egentlig er lidt vanskeligt for mig, at hive enkelte sætninger og citater ud. For mig hænger begge dele tæt sammen, forstærker hinanden og føles som to sider af samme sag. Dermed ikke sagt, at teksterne, eller musikken, ikke er stærke isoleret set, de virker bare som noget der hører sammen og skaber en harmoni og balance, der gør Sindets Asyls 34 minutter til et sammenhængende kredsløb.
Der er udkommet hele 5 singler i forvejen, åbneren “Pilgrimssang”, P6 Beat-hittene “Stråle-Tåre-Dråbe” og “Kastanjer”, der ligger i forlængelse af åbneren, titelnummeret “Sindets Asyl”, samt albumlukkeren “Bekendelse”, det mest afdæmpede nummer på pladen. De er alle hver især fremragende (to af dem har jeg anmeldt tidligere i Repeat), ikke mindst tre-trins raketten der åbner pladen er intet mindre end respektindgydende, hvor den iørefaldende “Stråle- Tåre – Dråbe” og den mere intime og inderlige “Kastanjer”, er blandt nogle af de bedste singler fra sidste år.
Netop de to numre viser også en anden af Hymns From Nineveh store forcer, evnen til at male nogle fængslende, farverige melodier frem, der både rummer vemodige og melankolske nuancer, men samtid en eller anden… livskraft, der skaber optimisme og lys. Kombineret med nogle mindeværdige tekster er der virkelig noget at komme efter her.
Derfor er de kritikpunkter, jeg har, også af en lidt anden karakter, man kunne næsten kalde det småligt fra min side, men så må det være sådan. Det er lige før, at albummet åbner FOR stærkt. Det kan lyde som en underlig bagvendt kritik, men efter de tre singler der åbner albummet følger tre mere sarte og afdæmpede numre, som trods deres indiskutable kvaliteter hvad både lyrik og fejende flot musik angår, så risikerer de at komme til at stå lidt i skyggen af de foregående numre – fordi de er SÅ gode og også rummer en eller anden form for krog. Den højstemte “Frostsalmer For To Eller Tre”, den mere roligt flydende “Tøbrud” og de afdæmpede titelnummer “Sindets Asyl” er alle virkeligt smukke numre, men de får pladen til at forsvinde lidt ind i sig selv.
“Den Sorgløse Sommer” lukker kortvarigt pladen op igen og giver den et musikalsk løft, ikke i kvalitet, men i tone og stemning inden pladen lægges nænsomt til ro med “Da Al Angst Blev Til Ro” og “Bekendelse”. Et knugende og gribende punktum for en plade domineret af en sangskrivning, der er vanskelig at sætte en finger på.
Det andet kritikpunkt jeg har, falder lidt udenfor pladens reelle indhold. Men det faktum at der over en periode på et halvt års tid er udsendt 5 singler kommer nok også til at præge mit samlede indtryk lidt. At jeg har hørt over halvdelen af pladen, over en længere periode, inden den præsenteres i samlet form gør, at den muligvis mister en lille snert af sin slagkraft. Jeg har kort og godt vænnet mig til den og bliver ikke så blæst bagover af indtryk, som jeg måske ellers ville have blevet. Det har jo sådan set ikke noget med kvaliteten af pladen som sådan at at gøre og er baseret på en formodning fra min side, men det er en tanke jeg ikke helt kan slippe.
For andre er det måske slet ikke tilfældet og det ændrer ikke på, at Sindets Asyl er en af de flotteste danske plader, du kommer til at dykke ned i, i år.
Vi ender på 5 store stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
