Christian Hede debuterer under eget navn med en ambitiøs EP fyldt med mørk, halvindustriel folk – og gode melodier.
Christian Hede, som tidligere har slået sine folder i Pet the Preacher og Bellhound Choir, lægger ikke skjul på at han har ambitioner med sin musik. ØBO er hans debutudgivelse under eget navn på dansk, og byder på seks stemningsfulde sange, hvor Hede’s vokal og dansksprogede lyrik og karakterfulde guitarspil indtager hovedrollen, men også suppleres af en række dygtige musikere.
Første skud fra bornholskfødte Hede’s ØBO-EP er ’Guerilla krig’, hvor trommerne agerer dramatisk buldrende bagtæppe til Hede’s vokal, og det resulterer i en halvindustriel mørkfolket lyd, der går igen på de fleste numre på albummet. Det giver et kraftfuldt og bastant udtryk, som ikke lyder som så forfærdelig meget andet på den danske scene i øjeblikket.
Et af højdepunkterne på EP’en er i mine ører andet nummer, ’Små velsignelser’, hvor omkvædet med diskret supplerende kvindevokal, er virkelig godt eksekveret. Her ulmer trommerne mere end de buldrer, mens Hede’s vokal er i et mere eftertænksomt leje end på åbneren. Og så er det en tekst med plads til fortolkning, tag bare linier som disse; ”Når troldene vågner/Og du går nøgen gennem Stockholm/Uden at ane hvem du er/Eller hvem du var”. De er taget lidt ud af sammenhæng, men de er et godt eksempel på, at Hede tør lege med billeder i sproget.
Hvor de to første numre ulmer og rumler ildevarslende er ’Hvide fugl’ skåret ind til benet, men fælles med de øvrige numre har den, at Hede’s vokalmelodi er bærende. Her behandler teksten tilsyneladende flygtningespørgsmålet, men igen lykkes det nogenlunde for Hede ikke at gøre det kategorisk.
Det buldrer igen, ganske passende, titlen taget i betragtning, på ’Trampende hære’, som Hede selv har beskrevet som en industriel rockhymne. Her synger Hede blandt andet om “en fremtid hvor du kan blive boende i dit kød”, inden der fyres op for kedlerne på omkvædet, hvor Hede til sidst konstaterer: “Sådan er det bare/Ja, sådan er det bare”. Endnu et godt eksempel på at Hede har fundet en god måde at skabe musik, som både er potent og giver plads til eftertænksomhed.
Andet højdepunkt på EP’en er ’Vil I alle dø’, hvor Hede på omkvædet kraftfuldt synger ”Vil I alle dø, så bliver det uden mig”, igen fint suppleret af en kvindelig andenstemme. Her ligger der en ulmende drone (er det mon kontrabassen), der sammen med trommerne lægger bunden, mens Hede’s guitar glider ind og ud af lydbilledet, inden den som optakt til omkvædet får lov at sende gnistrende riffs afsted. Men alt er altid kontrolleret, den konstante ulmen bliver kun sjældent til opblussen, og det eksploderer aldrig på ØBO, selv om det blusser mod slutningen af ’Vil I alle dø’. Det er måske også noget af det, der gør, at man kan blive ved med at vende tilbage til EP’ens numre.
EP’en lukkes af ’Aldrig igen’, hvor Hede tager en form for afsked med en konstatering af, at han ”aldrig kommer hjem igen/for jeg fandt det jeg søgte”. Her er det igen en mere afklaret og afdæmpet Hede, der lover du’et at ”Så slip mig, jeg lover/Du lander på fødderne”. Lander på fødderne gør Hede så sandelig også med ØBO, der viser en Christian Hede, der ikke er bange for at eksperimentere med sin lyd og sit udtryk, samtidig med at der også er en rød tråd til Pet the Preacher og især Bellhound Choir. Samtidig viser Hede også at han kan strikke stærke melodier sammen, og suppleret af den eksperimenterende og tunge instrumentering giver det et en frisk lyd, og en EP, der er spændende at dykke ned i – også lyrisk. Det giver 5 stjerner herfra.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
