Så er det blevet singletid igen, denne uge byder på nyere sager fra Murky Munroe, Deerborn, Smertegrænsens Toldere, You Work For Me Now, NAR og AISHA.
En lille opfordring indledningsvis, AISHA er eneste kvindelig islæt, det går altså ikke – send mere musik, de damer, ellers kan vi ikke gøre vores for at få balance i kønsfordelingen af det vi dækker. Det bliver dog lidt mere ligeligt fordelt i næste uge.
Murky Munroe – “The Drought”
“I grænselandet mellem The Nationals selvudleverende skrøbelighed og Nick Caves gutturale dæmoni, finder vi dansk/iranske Murky Munroe”. Hm hm, lovende start på en pressetekst, pluspoint for “gutturale”, den ser man ikke så tit pressemeddelelser. Bag navnet gemmer sig Mazdak Khosravis, der efter at vokset op med sine forældres samling af iransk 60er pop, kastede sig over koryfæer som Cave, Cohen, Cash og Waits.
Om hans single “The Drought” lyder det:
“Bag Sangens umiddelbare vemod, gemmer der sig en fortælling der mest af alt skal
indgyde håb og forsoning, blandt de som har oplevet at give en masse af sig selv til et
andet menneske, for blot at blive ignoreret og negligeret – om der så er tale om forhold,
familiære relationer eller venskaber”
Ja, Nick Cave spøger i hvert fald her, eller, han står ret tæt på mikrofonen. Det er der jo grundlæggende ikke noget galt i, der er mange i den dunklere ende af rockspektret, som er inspireret af den legendariske australier. Desuden kan man vel nærmest heller ikke få lov til, at synge med en mørk stemme uden at sammenligningen straks dukker op. Der er måske også lidt Jacob Bellens over den let “hakkende” måde der synges på?
Der er både mørke og en antydning af lys i “The Drought”, det er måske det der gør det “murky”? Verset er i den mørkere, slæbende afdeling, mens man fornemmer et løft, en snert af lys, når omkvædet sætter i. Festligt bliver det dog aldrig. Der er en ganske god stemning og atmosfære nummeret igennem, ligesom indspilningen lyder rigtig flot og indbydende – der er en vis “lækkerhedsfaktor” over Murky Munroes mørke.
Det helt store problem er, at jeg aldrig bliver helt indfanget af hverken stemning eller lyd. Jeg ved ikke helt hvad jeg savner? Mere drama? Lidt mere… et eller andet… hvor er krogen jeg skal bide på?
Konklusion: Nydeligt udført, solidt håndarbejde, men jeg er ikke blæst bagover.
Deerborn – “Where Demons Hide”
Deerborn, hvor har I været? Jeg uddelte topkarakter til albummet Crash and Burn tilbage i 2016, men nu er der altså endelig nyt på vej fra dark americana, kammerrock, indie og mørkemandsrock bandet. Det var i hvert fald nogle af de genrebetegnelse jeg slyngede om mig med dengang…
Nuvel, om det nye nummer fortæller forsanger Lasse Næsby:
“Vi kæmper alle med dem – og imod dem. De findes i mange former og afskygninger. De gemmer sig ofte i mørket og ser sjældent dagslys. Men af og til viser de deres ansigt, og når de gør kan det have store – endog fatale konsekvenser. Dæmoner fødes overalt – nogle trives indvendig, andre som konsekvens af ydre omstændigheder, men vi prøver næsten alle at skjule dem, så andre ikke får dem at se. ‘Where demons hide’ prøver at trække et par af dem frem i lyset og konfrontere dem. Sangen tager fat i de tanker, den frygt der skabes når unge mænd og kvinder bliver bedt om at drage i krig – som maskiner – ikke for egen skyld, men for andres. Hvilke dæmoner der fødes, når tusindvis af flygtninge fra krigshærgede områder banker på vores dør og beder om ly og mad. Lukker vi dem ind i varmen, eller peger vi fingre og erklærer at de er dæmonerne. Måske er det på tide at få tændt et lys i mørket, og se hvad der gemmer sig.”
Ah ja, der er da skruet op for lydtrykket her og Deerborn slæber sig ud af det mørke kammer. Indledningsvis er det som om nummeret knejser og svajer faretruende over og omkring en, mens ulykkelige og tragiske skæbner stimler sammen udenfor ens dør, “bullets fly and children die”. Jeg tror jeg søger dækning inden alle de der opbyggede dæmoner slippes fri…
Det gør de knap 2 minutter ind i det lidt over 4 minutter lange nummer, med forvrænget råbevokal, bølgende guitar kaskader og et flænsende lydbillede på max volumen. Der er noget Get Your Gun’sk over måden sangen bygger op på og eksploderer i en ruskende og bister vrede. Ingen tvivl om, at Deerborn har noget de vil og bare skal ud med, “the time is NOW”, lyder afskedssalutten inden nummeret fortoner.
Der er noget konfronterende over udtrykket, både i den langsomt opbyggende passage der fungerer som sangens halvdel og den endelige forløsning, hvor frustrationerne får frit løb. Det er en sang der presser sig på og insisterer på, at blive hørt, som om Deerborn sætter en fod i døren og med en fokuseret kraftanstrengelse får moslet mere af kroppen indenfor indtil døren blæse op, så hængslerne blafre.
Konklusion: Deerborn er tilbage, dragende som tidligere, men nu endnu mere indignerede og vrede og klar til, at gøre noget ved det. Fed sang.
https://soundcloud.com/celebration-records/deerborn-where-demons-hide/s-2Qv9K
Smertegrænsens Toldere – “Blod, Sved og Sæd”
Den titel taler da næsten for sig selv? Der er nu heller ikke vedhæftet nogen pressetekst eller yderligere forklaring, ud over at det er titelnummeret fra hardcore punkernes kommende album.
Den varer 32 sekunder. Fuld gas håndtag, ud på gulvet og slamme ind i de nærmeste og… Åh, sangen er slut! Nå, den næste sang er nok allerede i gang..
Konklusion: Den tasmanske djævel i musikalsk form.
You Work For Me Now – “Late Bloomer”
Så til noget lidt andet, men vi befinder os stadig i det østjyske, hvor der også er nyt på vej fra indiebandet You Work For Me Now. Både denne single og en ny EP, bandets tredje. På det nye nummer lover bandet, at de rocker mere igennem end de plejer, guitarist Mathias Bonde Korsgaard forklarer:
”Nu er vi jo ikke ligefrem kendt for at rocke hårdt, men det betyder jo så at det er så meget
desto lettere at skrue intensiteten lidt op. Og det var vi enige om at vi gerne ville med den nye EP. Der er kun ét af de fire numre der for alvor er afdæmpet. ”Late Bloomer” er der noget næsten frejdigt ved, og det må alt andet lige siges at være noget nyt for os. Vi begår os normalt i tristesse og musikalsk afmålthed – måske endda afholdenhed – men her er vi mere løsslupne”.
Jo, melodien løsner da i hvert fald op i de vrikkende skuldre fra start, så man sidder der og “bopper” lidt med, mens bandet stille og roligt falder i. “Frejdigt” er et ord de selv bruger om nummeret, hvilket jeg egentlig godt kan genkende i det jeg hører her. Det er stadig ikke løssluppent, den omtalte afmålthed gør, at tøjlerne aldrig helt slippes og bandet overgiver sig. Men, efter deres standard er noget af forsigtigheden da smidt overbord.
Det virker dog stadig som et band, hvor man ikke er helt tryg ved bare at give los, man fornæmmer det kribler i fingrene, men ud over korte glimt og et “ah ah” kor mod slut trædes der ikke meget over stregerne. Jeg ved ikke om jeg vil kalde det synd, det er også en kunst ikke bare at “maxe ud” og give den alt hvad den kan trække. Men hele vejen rundt hos You Work For Me Now er det som om, at det endelig ikke må blive for vildt, selv produktionen virker sådan lidt forsigtig og diskret i det.
Måske er det forkert at kalde et nummer, der faktisk danser lidt rundt og har en fin fremdrift for kontrolleret eller tilbageholdent, men jeg sidder alligevel med en fornemmelse af, at det kunne være spændende, hvis bandet bare slap rattet og lod vognen styre mod grøften.
Konklusion: Det er lidt et tilfælde af, at det er en sang der er fin som den er, men måske kunne have været mere, hvis bandet gav sig selv lov?
NAR – “The End of Us”
Noget af et kunstnernavn. Navnet dækker over en duo bestående af sangskrivere og
sangere Karl Johan Jandorf og Frederik Ferslev. “You always said this would be the end of both of us”, er åbningslinjen og en de har valgt at fremhæve i presseteksten om deres Bowie inspirerede univers. Ferslev fortæller:
”Først og fremmest handler nummeret om et forholds undergang, men også om
en personlig afgrund, der kommer ud af efterdønningerne fra et forhold. ”This” er den
nedadgående bevægelse mod afgrunden, følelsesmæssigt”.
Hold da kæft det er kedeligt… var min første tanke, da sangen tøffer ud af starthullerne. OK, jeg kan godt fornemme Bowie-stemningen, især i måden vokalen/erne bruges og iscenesættes på. Musikalsk er det sfærisk og luftigt og indledningsvis ret stillestående. Jeg var lige ved at give op, men pludselig sker der noget spændende omkring 1 minut og 50 sekunder inde i det næsten 4 ½ minut lange nummer.
Her vågner sangen op, lydbilledet viser tænder, hugger til og får rusket noget liv ind i det eller afventende nummer. Det er dog en forholdsvis kort opblusning, som gentages mod sangens slutning, inden det falder tilbage i sit mere nedtonende og tilbageholdende leje. Dynamikken er naturligvis effektiv, og fungerer også i den henseende, at man man nu sidder og håber på, at tricket anvendes igen. Faktisk funger anden halvdel af sangen noget bedre end det lange tilløb, der udgør første halvdel.
Er første halvdel simpelthen bare for lang? Overraskelsen ville måske ikke være nær så effektiv, hvis opbygningen var kortere, men det er som om der sker for lidt over for lang tid for mig her.
Konklusion: Historien om en sang i to dele. Første del fungerer ikke for mig, anden del er ganske glimrende.
AISHA – “København”
Første nummer på dansk i denne omgang, og lige på falderebet. Det er faktisk tredje single fra AISHA, og den sidste inden udgivelsen af en EP, der lander i næste uge. 3 singler fra en EP, eller hvordan? Det virker som meget medmindre det er en ret lang EP…
Anywaaays, nummeret handler om “at lade sig drive med i et nyt forhold” og er “en drømmende popsang med en fængende melodi”. Nå nå, lad os se om det nu også kan passe?!
Hmm, den fængende melodi lader vente lidt på sig, der startes nemlig temmelig afslappet ud med en mild puls og et morderne, svævende pop-lydbillede, der hverken er fugl eller fisk. AISHA’s vokal har dog noget der fænger over sig, den er også skubbet helt frem i forreste geleled, så den er vanskelig at overhøre. Det er der nu heller ingen grund til, i lang tid er den de tydelige højde- og omdrejningspunkt i dette længselsfulde lydunivers. En rolig guitar dukker på et tidspunkt op og kvart i Love Shopper den lidt, inden den lusker i baggrunden igen.
OK, en gang til, jagten på den fængende melodi forsætter! Hmm… Jo, nummeret er da lidt mere fængende i anden omgang. Minimalt. Jeg ved ikke om det er mig der er noget galt med i denne uge, men jeg keder mig altså en smule igen her?! Der er noget søvndyssende over den musikalske del, som gør mig temmelig dvask. Det lyder bestemt ikke dårligt, det bliver bare lidt et slumretæppe. Og det ændrer gentagende gennemlytninger desværre ikke på. Vokalen har dog et eller andet over sig, som jeg gerne giver en chance til i en anden indpakning.
Konklusion: Det er sådan set en rigtig fin poptekst og vokalen vækker også min interesse, resten er ikke lige mig.
Føjes til På Repeat-listen: Deerborn
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: AISHA, pressefoto
