På en onsdag aften sagde Nelson Can ’Tak for alt!’ til Århus på et stop-fyldt Voxhall. At skabe en fest midt i ugen er en udfordring, som Nelson Can gerne tog på sig og i høj grad løste.
Aftenen indledtes med et DJ-set v/ Josefine Winding, som undertegnede ikke nåede så meget af, da jeg først ankom lidt over 20.00. Det lød dog til på det jeg hørte, at sættet kunne have taget en playlist fra P6 Beat og fyret dén af. Ikke at der på nogen som helst måde er noget galt med det. I min bog skal en DJ vurderes på deres publikums reaktioner, og på Voxhall blev settet modtaget med nikkende hoveder og en masse fraklen.
Kl 20.30 gik der dog live-musik i den og Nelson Can indtog scenen.
Med sig havde de tre hvidklædte medlemmer i bandet to korsangere og en tangent-troldmand.
Sidst jeg så Nelson Can var på en SPOT-festival på HQ – en koncert der på alle måder var ’hot’, men hvor jeg også tænkte at en del kørte på backtrack. At der her var en troldmand med, ser jeg derfor som et positivt træk: Der spilles live.
Korpigerne er de første til at entre scenen og starter et dronisk tema, der via bassist Signe (SigneSigne) udvikler sig fra temaet til at blive et nummer, mens forsanger Selina Gin når at starte sin vokal, inden hun entrer scenen. Og entrer gør hun! Det kan nok være, det er onsdag men Nelson Can har igennem hele karrieren været båret af energien og med stærk support fra Juntunen på trommerne – der i øvrigt ofte slår fire slag i gulvet – bliver der både headbanget, danset og generelt gjort alt for at indpiske fra Gin.
Ikke overraskende er Nelson Can lidt bas-tung (musikken består i mange numre blot af elbas og trommer) og det tager lidt flytten rundt blandt publikum for at finde et godt sted at stå, lydmæssigt. Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at synth-gutten også opererer i de dybere oktaver på flere numre. Men vi er i gang, det stærke vokal-arbejde, den maskinelle opbygning på nummeret og det generelle overskud, kombineret med et publikum der er klar, lover en god aften!
‘Talk About It’ følger og hvor første nummer var en produktionsmæssig succes med koret, så får bandet banket gang i festen med fire slag i gulvet. Gin lader ingen stå stille og der nikkes godt med iblandt publikum foran scenen såvel som på balkonerne.
Jeg overvejer om det er en femstjernet anmeldelse, jeg skal hjem at skrive, men allerede tredje nummer, ‘Glorious’, falder intensiteten lidt igen og uden at det virker tiltænkt eller på anden vis overvejet, mindes vi lidt om, at det jo blot er onsdag. Og det bliver lidt billedet af koncerten: Nelson Can stempler aldrig ud, slipper aldrig rigtigt gas-pedalen, men har måske bare så stærke høj-energiske numre, at de mindre svedige kommer til at føles lidt tungere end de er. Resultatet bliver, at koncerten bliver lidt bølgende i energien og mens det er let at stemple ind i høj-energien, virker de mindre intense numre lidt som et energitab, snarere end en berigelse i sig selv. Kvalitet er der dog fra start til slut!
Vi får ‘Attack’, der introduceres som værende ’små-uofficel’ og festen er i gang igen. Og energien får et skud opad og gulvet groover. Da ‘Apple Pie’ introduceres som syvende nummer og med-komponisten udpeges blandt publikum får vi en god, klinisk levering af et små-fjollet nummer. Men publikum elsker det.
Intet band holder dog speederen i bund og vi får herefter en virkelig fin, nærmest sakral sag, som jeg ikke fanger titlen på. Og som vi nærmer os en time, falder ‘Miracle’ som sang nummer 11 og Voxhall glemmer for en stund at der er en dag i morgen: Klappen, dansen og gang i det gamle hus!
På hjemmebane bliver Signe nu lidt rørstrømsk og takker Århus for alt, og det lægger op til en ballade, hvor Gin sætter sig ved et keyboard og fremfører en (ny?) ballade, hvilket naturligt nok tager lidt energi ud af koncerten. Energi, der ikke rigtigt for alvor vender tilbage før vi som 17. nummer får radiohittet ‘Limelight’ – der så bliver sidste nummer inden encoret: ‘Break Down Your Walls’.
Nelson Can ER et fedt live-band og leverer stærk energi fra scenen. Der er dog denne onsdag også nogle dyk, der selvfølgelig er forståelige når bandet spiller halvanden time – men til tider tabes energien mere end numrenes dynamik. Jeg er komplet villig til at give onsdag skylden, for der arbejdes for sagen fra scenen. Alt i alt giver det en koncertoplevelse, der må kaldes ’god’.
Og så lige en note: Når Voxhall er fyldt, er det svært at komme rundt. Som nævnt har bassen domineret, og afhængigt af hvor jeg fik placeret mig, har der været stor forskel på hvad jeg hørte. Det er sådan, det er, når der nærmest er udsolgt og anmeldelsen er baseret på at jeg som anmelder har bevæget mig lidt rundt.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
Foto: Jason Chamney/Fonden Voxhall
