Denne udgave af Repeat er i den dansevenlige/poppede ende med nye numre fra Greta, H.E.R.O., TigerSwan, Favor, Northfield og Lyse Nætter.
OK, sammensætningen af singler fra gang til gang ER lidt tilfældig. Jeg prøver, at lave en grovsortering af numre et par artikler i forvejen og tilstræber afveksling, men det bliver lidt et skøn og det er ikke altid kabalen lige går op. Ud fra mine løst definerede “regler” og forsøg på variation… således er der i denne uge en vis overvægt af poppede, dansevenlige toner, som gjorde at nogle af sangene var lige ved at flyde lidt sammen for mig.
På Repeat-listen er aktiv igen, jeg har valgt at lave en ny for 2020, som jo så vil være lidt kort her i starten, indtil flere sange bliver tilføjet uge for uge – eller ikke. 2019 listen kan findes HER.
Greta – “Daughter”
Så tager vi en lille afstikker til Tyskland, men egentlig ikke, for Greta har været bosat i Danmark i nogle år og udkommer også via danske Celebration Records, så hun får dispensation og må gerne være med her. Jeg anmeldte også hendes rigtig fine debut-EP sidste år, nu er der en ny på vej. Den lander dog først til sommer, men førstesinglen, “Daughter”, er altså allerede ude nu.
Der skal smedes i mens jernet er varmt og alt det der, ligesom Greta har nogle koncerter i kalenderen, som bringer hende land og rige rundt fra her i februar og frem til slutningen af april.
Så lad os tage en tur tilbage tilbage til 80erne, denne gang i en bevist poppet og nostalgisk udgave. Og det er lige hvad man får her, naturligvis med en nutidigt twist og en smag noget mere moderne. Lyden trækker tydeligvis tråde tilbage til de pastelfarvede 80eres dansegulv, her med et blødt svaj i hofterne, når man bevæger sig rundt i røg, damp og kulørte lamper. Men produktionen har fået et løft, så den ikke fremstår så bastant og syntetisk, som nogle 80er numre godt kan lyde nu med mere nutidigt indstillede lyttelapper.
Øhhm, det er sgu’ egentlig et rigtig fint nummer det her, jeg har lyttet til et 3 minutter langt radio edit, den findes også i en kun 20 sekunder længere version – så det må være skarpt skåret til radioen det her? Den slutter måske også en kende brat, denne radio edit? Cut, dansen er ovre! Jeg er ikke heeeelt så solgt på sangen, som jeg var på forrige single fra Greta, hvor hun kiggede MØ over skulderen stil- og lydmæssig.
Jeg kan ikke helt sætte en finger på, hvad det er jeg savner her. Der mangler bare lige “det der”. Nummeret har ellers godt med fremdrift, det danser fremad som smurt, Greta har en rigtig stærk popvokal og lyder (igen) helt på hjemmebane og alt spiller sådan set? Måske føles nummeret bare en kende for sikkert og velkendt i lyd og opbygning?
Konklusion: Fin single, hvor håndværket hele vejen rundt bare er i orden. Det er lige på grænsen til, at det bliver en lille smule anonymt og upersonligt, så for min skyld måtte der gerne tages lidt flere chance.
H.E.R.O. – “Avalanche”
H.E.R.O. er et af den slags bands, som måske er fløjet lidt under radaren herhjemme, i mens de har fået hul igennem i andre dele af verden. I dette tilfælde Japan, hvor bandet blandt andet varmede op for selveste Slash sidste år. Stilen er stadion pop/rock i den pompøse ende af spektret, om det nye nummer fortæller trioen:
“Avalanche handler om, at ting skal brydes ned for at blive bygget fint op igen… Det er det nummer, der trækker flest tråde tilbage til sidste plade, men det er også et varsel om noget nyt… Sangen er pågående og aggressiv og lyder som et sneskred”.
Jeg har faktisk hørt dette nummer i forbifarten i radioen, inden jeg gik i gang med at lytte til det i denne sammenhæng. Jeg var måske ikke ligefrem begejstret. Det virkede simpelthen for glat og sat på formel. Lige til radioen og muligvis også direkte ind i en masse japanske pophjerter, det er lige før man kan se nummeret udstråle neonlys og kulørt røg.
MEN, ret skal være ret, det er også uhyre effektivt skuret sammen og pletfrit eksekveret. Glat som en ål dyppet i olie, jovist, men det kører godt nok som smurt over vers, omkvæd, bro osv., med den helt “rette” opbygning og nærmest timet på sekundet efter en velkendt hitskabelon – yes, omkvædet rammer første gang 40 sekunder inde i det, jeps, 3 minutter lange nummer. Det gør det voldsomt forudsigeligt og trættende.
Det her er en sang, som uden skam i livet prøver på, at trykke på alle de rigtige knapper og fortælle mig, hvordan jeg skal reagere. Det er der mange, mange sange der gør, det er der sådan set ikke noget odiøst eller “forkert” i, men jeg skal helst bare ikke opdage det inden jeg har hørt sangen færdig første gang. I dette tilfælde ringede min indre alarmklokke inden der var gået de magiske 40 sekunder…
Konklusion: Eh, jeg ved ikke. Den er jo som skabt til radioairplay… og den virker vitterlig designet til det. Det rammer ikke mig, ikke at jeg ikke kan være en sucker for hits, men her er den for tyk og det fremstår FOR konstrueret for mig.
TigerSwan – “Bad Bad Liar”
Så skal vi have en single der handler om den der kærlighed, nærmere bestemt når man kommer til at sige noget forkert, eller ordene ikke helt kommer ud som tiltænkt. TigerSwan havde et godt 2019, hvor deres singler både fik airplay og blandt andet blev brugt på Tv2 i forbindelse med Håndbold et eller andet… VM kan jeg læse mig til! Jaha, jeg elsker håndbold!! Nå, jeg anmeldte selv singlen “Young/Wild/Reckless”, et rigtigt fint popnummer.
Om den nye single “Bad Bad Liar” lyder det videre:
“Det er jo altid dejligt at se folk, der går med følelserne uden på tøjet, specielt i tider som disse, hvor der er meget fokus på det perfekte pga. Sociale Medier. På en måde, så er det jo lidt uperfekt, ikke at kunne styre det, og det ville vi gerne bifalde. Så til trods for titlen, så er det bare en hyldest til folk der er håbløst forelskede” – Christopher Østergaard, guitarist.
Hold da op, der er godt nok meget pop i denne udgave af Repeat. Tigerswan har aldrig lyt mere dansepoppede end her, det er lige før det kammer over for mig og kommer til at lyde som en desperat higen efter at lyde “moderne”. Det er P3 pop fra midtersporet, hvilket for mig er lyden af nogle hvide gutter, som har fået smag for soul-pop og let funky danserytmer, tilsat halv-stive elektroniske beats. Det er ikke altid et lige kønt syn, i min optik.
Noget dårligt nummer er “Bad Bad Liar” ikke, dertil er det, igen, for effektivt skruet sammen og følger en skabelon, som bare er elementært medrivende og virkningsfuld. På overfladen. Men hele mit lytteapparat og kroppen værger sig samtidig mod, at blive revet med. Der er et eller andet ved lyden og produktionen, der får det til at fremstå for mekanisk, kunstigt og digitalt til min smag. Jeg savner noget varme, et eller andet organisk, elementer jeg mener sagtens kan være tilstede selvom man laver dansegulvspop.
Det kunne sagtens blive et hit af en eller anden karakter for Tigerswan, det her, ikke mindst omkvædet virker oplagt som lydstump til en reklame af en eller anden art. Men det er som om de er ved at gå så langt ud af denne poppede sti, at jeg har svært ved at se et tydeligt omrids og personligt særpræg i deres musik længere.
Konklusion: Jeg bliver meget bevidst om, hvor hvid jeg egentlig er, hvis jeg prøver på at danse til det her.
Favor – “Feeling Something”
“Den er fræk, funky og har et stærkt fløjtehook, og reflekterer over den nagende fortrydelse, man har efter ikke at lytte til sin mavefornemmelse”.Uh la la, Favor, som jeg anmeldte en EP fra sidste efterår, er klar med en ny single og det lader til, at vi skal ud og svinge med skinkerne igen:
“Feeling Something er en sang, som handler om ikke at lytte til sin mavefornemmelse og den der nagende fortrydelse, der forplanter sig i stedet. Jeg har haft brug for at flytte mig og min sangskrivning ud af byen for at få noget plads i ørene til at skrive. Derfor indrettede jeg et lille interimistisk studie i en hytte en time fra Nørrebro, hvor alt materiale på det kommende album er skrevet. Faktisk så blev rejserne til studiet ligeså meget et rum til at skrive. Feeling Something er skrevet på en af de første togture til studiet, hvor jeg prøvede at mærke efter, om det er det rigtige at flytte sig 100 km for at lave musik eller om jeg skulle være blevet hjemme i en varm seng sammen med hende.“
Hmm. Peter, Bjørn and John vibe med det der fløjteri, i hvert fald indledningsvist, inden sangen slår over i noget mere fløjlsblødt. Godt, pop-hooket omkvæd, hvorefter det korte stykke med fløjt vender tilbage. Der er en fin, rolig fremdrift i nummeret, som både kan lokke en ud på dansegulvet og samtidig også en glidende “køre fornemmelse” over sig. Velsmurt maskine hele vejen rundt.
En lille svaghed er, at det måske bliver lige lovlig “let”, det er lige før nummeret fremstår for luftigt og truer med at fordampe i den sommerlige varme, der omgiver det. Det er måske en mindre ting i et ellers velkomponeret nummer, men jeg savner en lille smule mere tyngde, måske en tungere bas, et mere markeret, pulserende beat. Sammen med den lyse vokal bliver det her netop meget “lyst” og let til bens, så det er lige før det glider for nemt igennem systemet og ender med at blive baggrundsmusik. Men så kommer omkvædet og hanker lidt op i en.
Konklusion: Favor har helt sikkert en krog, som kunne få nogle til at bide på her. Jeg ville mene der var noget potentiale for radio airplay her på en kanal, som også giver plads til de blødere toner.
https://soundcloud.com/favorforfavor/feeling-something-master/s-B7YQs
Northfield – “My Mind”
Så skal vi et smut til Silkeborg, hvor den 23 årige multi-instrumentalist og sangskriver Simon Nordmark aka Northfield (I see what he did there!) huserer. Hr Nordmark er inspireret af fine danske 90er/00er navne som Kashmir, Mew. Saybia og Tim Christensen. Men det er en lidt anden lyd, der sigtes efter på nyeste single, “My Mind”:
“Jeg har gerne vil udfordre mig selv og den lyd som jeg tænker er Northfield, og det føler jeg virkelig kommer til udtryk med den nye single. Det folk kommer til at høre er Northfield anno 2020. Lyden er væsentligt mere dansabel end noget af det jeg tidligere har udgivet, men det er med kant og med små finurlige twists der trækker tråde til mange forskellige genre og årtier”.
Er du sunshine der er solskin i den indledning, og “rul med skulderne” dansevenlige rytmer. Derfor føles det måske også som lidt af en opbremsning, eller der indtræder en vis stilstand, når verset rigtig begynder. Det er her man lige tager sig en puster i det varme vejr og samler kræfter til omkvædet. Det er til gengæld også ret stærkt og svært ikke at blive lidt revet med af. Der er langt til de nævnte inspirationskilder, men Nordmark nævnte jo også at dette var en ny retning for ham.
Det er bestemt behagelig lytning det her, det er ikke en single der rammer som et medrivende stormvejr eller vælter en omkuld, men en opløftende, rolig brise der kvikker op. Alt her emmer sådan set af smittende varme, den lyse vokal, de dansende rytmer, en flot og klar produktion og en følelse af, at man ikke bliver overfaldet og tvunget til noget – kom og vær med stemning.
Konklusion:På mange måder kunne jeg drage samme konklusion, som i den ovennævnte single fra Favor?
Lyse Nætter – Det Forjættede Land
Hvordan skal dansk rock anno 2020 lyde? Det mener debuterende Lyse Nætter, at de har et bud på! Vi er, ifølge presseteksten, ude i en blanding af noget psych, shoegaze og indierock, hvor de i teksten til “Det Forjættede Land” er på jagt efter Nirvana, et højere plan, “en dybere dimension”, forsanger Morten Fischer forklarer:
”Det handler om at regne den ud. Det store ”hvorfor”. Hvorfor er vi her, og hvad skal vi dog bruge tiden på, inden den rinder ud? Er vi tilfredse med tilværelsen eller skal vi sadle om? Tvivlen er et grundvilkår for mennesket, og er på sin vis positiv; den slags tanker er med til at drive vores udvikling, for vi helmer aldrig, græsset kan altid blive grønnere. På den anden side giver tvivlen samtidig ofte en smag af malurt i bægret; den lægger en konstant dæmper på vores evne til at glæde os over os selv og hinanden lige nu og her. I virkeligheden føler mange af os nok bare en fundamental eksistentiel hjemve – vi vil bare gerne finde fred omkring hvem og hvad vi er, og sætte tvivlen fri”.
Hey, første og eneste single i denne omgang, hvor der synges på dansk. Rart med noget på modersmålet på falderebet. “Fylder mig med medikamenter for at regne den ud // Besøger alverdens templer for at finde gud”, Lyse Nætter “venter på et svar der aldrig kommer”. Der er også en følelse af noget søgende eller en lille smule “forjaget” over den rørige indie her.
Der er ret mange musikalske retninger og elementer i spil her, så det kræver lige et lyt eller to at få orienteret sig og stillet helt ind på Lyse Nætters frekvens. Det er ikke et nummer, som ligefrem giver mig ro eller får mig til, at slappe af, dertil er rytmen for spruttende og de små retningsskift for hyppige og sprælske. Hvor teksten er tænksom og spørgende, så er musikken mere rastløs, hvilket giver en fin kontrast. Det gør til gengæld, at jeg aldrig får helt ro til at fordybe mig i lyrikkens tankestrøm. Men det er nok meningen, at spørgsmålene på en måde skal vælte ind over lytteren sammen med musikken?
Det er sgu en ret spøjs blanding af indie og psych det her, som aldrig falder til ro men fremstå i konstant forandring. På den ene side er det dejlig afvekslende og rummer mange små, sjove musikalske idéer og har samtidig noget på hjertet. På den anden side er jeg rent smagsmæssig en lille smule på udebane, så nummeret kommer aldrig helt ind under huden på mig.
Konklusion: Jeg har lidt svært ved helt at finde det rette ben at stå på, men det er bestemt ikke uinteressant det Lyse Nætter har gang i!
Føjes til På Repeat-listen: ingen i denne omgang
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Greta, “Daughter” singlecover
