Jo, nordirske Therapy? eksiterer skam stadigvæk efter at spotlyset drejede væk fra dem i midt 90erne, efter den alternative rocks opblomstring havde hævet dem ind i lyset for en kort bemærkning. I de efterfølgende år har de troligt udgivet plader og forsat med at turnere, også selvom fanskaren skrumpede ind til kult størrelse.
Nu er de så klar med deres 13(!) studiealbum siden debutten i 1991, en ganske imponerende og stabil produktion må man sige, der også inkluderer en lang række ep’er. Guitarist/forsanger Andy Cairns og bassist Michael McKeegan har holdt sammen siden begyndelsen, og siden 2004 har Neil Cooper sørget for ro på trioens line up bag trommerne.
Therapy? har altid været vanskelige at placere genremæssigt, og det er måske også en af grundende til at karrieren og populariteten har svinget så meget, man ved aldrig helt hvor man har dem. Det er punk, stenerrock, grunge, støj og alt muligt andet i en stor blanding, der aldrig bliver fuldstændig rodet, men stadig er svær helt at blive klog på. Ikke ligefrem opskriften på kommerciel succes.
Men utrætteligt har de arbejdet videre og aldrig smidt håndklædet i ringen på trods af skiftende tider og pladeselskaber der droppede dem, og her i 2012 har de med “A Brief Crack Of Light” udgivet deres bedste album i mange år.
Den aldrende trio lægger flot fra land med det hårdtslående one two punch “Living In The Shadow Of The Terrible Thing” og “Plague Bell”, med metalliske guitar riff, stramme turbotrommer og vred punket attitude på den lettere forvrængede vokal. Denne effektive og medrivende start afløses af lidt af et stilskifte med instrumentalnummeret “Marlow”. Nummeret minder mest af alt om noget Pixies kunne have udtænkt, med sin opløftende poppede, men alligevel støjende, melodi tilsat “Ah ah ah” kor. Et kuriøst lille afbræk, som måske lige er lidt for langt i forhold til placeringen på pladen, og det letfordøjelige indhold.
“Before You, With You, After You” er mere ligefrem puntmetal, en typisk forsmået kærlighedssang, lidt metervarer måske, men godt og kompetent skruet sammen og leveret. Men der er mere bid og tyngde i den efterfølgende “The Buzzing”, en turbulent og kaotisk omgang larm, med pludselige breaks og stille passager, før der buldres løs igen. Tempoet daler på “Get Your Head Of My Shoulder”, hvor Cairn messer løs på vokalen ovenpå endnu en atypisk konstrueret melodi. Der er noget faretruende og ildevarslende over nummeret, som et støjende kærlighedsnummer på syre.
Albummets bedste nummer, “Ghost Trio”, leverer igen fuld smæk for skillingen, hvor Therapy? virkelig får demonstreret at de ikke har mistet pusten efter de mange år udenfor den brede offentligheds opmærksomhed. Den forvrængede vokal de benytter på mange nummre kan godt blive lidt enerverende i længden, det samme gælder diverse destortion effekter på instrumenterne, så befriende at dette er nedtonet på “Ghost Trio”. Klassisk ukompliceret støjrock.
De næste to numre “Why Turbulence” og “Stark Ravin Sane” byder ikke på meget nyt i Therapy? universet, ikke dårligt, bare mere af det samme på alle fronter. Man kan dog ikke tage fra dem, at selv de velkendte eller middelmådige stunder er habilt håndværk, hvor man ikke mister interessen helt – men op af stolen kommer man dog ikke. Lidt en skam, for nu er vi faktisk allerede fremme ved det sidste af de 10 numre der udgør “A Brief Crack Of Light”, den stenede, sløve og velplacerede “Ecclesiastes”. Når man lige har slugt den indledende “Robot” effekt på vokalen, der gentages i omkvædet, så har vi med et dejligt dovent nummer at gøre, der slæber pladen skønt i mål.
Therapy? lyder stadig ikke rigtig som nogen andre bands, det er både en fornøjelse og lidt en hæmsko – nogen gange er det simpelthen lidt vanskeligt at finde fodfæste og bevare orienteringen i deres musik. Bundniveauet er tilpas højt på albummet, vi mangler måske et par virkelige peaks, men der er nok af rigtigt gode numre herpå der sikkert vil tilfredsstille gamle fans af trioen. Men det er nok ikke en udgivelse der bringer Therapy? op på tidligere tiders tinder igen, ikke at det gør noget, bandet virker som om de har fundet et niveau der passer dem, og som stadig inspirerer dem til at lave solide plader som her.
Carry on mates!
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.
