Livet, døden, “alt” mellem himmel og Jord, sanger og sangskriver Marc Facchini har aldrig været bange for, at stille de svære spørgsmål. På 4. album forsætter han den stigende formkurve og rammer et (foreløbigt?) højdepunkt.
“Der er ikke flere Sange tilbage // de er alle sammen skrevet // de er rådne og fordærvede // historierne har for længst fundet sted // så jeg synger for at få tiden til at gå // Jeg synger for at forstå” (“Ikke Flere Sange”).
Heldigvis er Marc Facchini, trods dette åbningsvers i “Ikke Flere Sange”, ikke løbet tør for hverken sange, tekster eller melodier. Måske synes han det selv? Måske er nummeret set fra en andens perspektiv, som måske/måske ikke også samtidig kunne være hans eget? Måske føler Marc Facchini, at han er ude på en form for opdagelsesrejse, eller er ved at nå frem til en eller anden form for erkendelse?
Måske er nummeret blot et i rækken på det 11 numre lange album, som på en eller anden måde omhandler, at noget nærmer sig sin afslutning. Forud for rejsen ind i evigheden er gået en udvikling fra lidt flyvsk og sprælsk visesanger/spillemand på debutpladen Vidunderlige Drømme mod noget mere spirituelt og søgende på Mørk Mandala, inden han prædikede for alle der gad lytte på seneste udgivelse Himmelmekanik. De føles nu, i bagklogskabens lys, som skridt på vejen til Ind I Evigheden. En plade hvor Facchinis udtryksfulde vokal er den centrale drivkraft i et ellers sparsomt instrumenteret, men meget elegant, lydunivers. Skal man fremhæve noget fremfor andet, så er Maria Jagd og hendes smukke violinspil et andet gennemgående og virkningsfuldt element på pladen.
Facchini har altid stillet store, eksistentielle spørgsmål, jongleret med livet, døden og meningen med det hele. Det store i det tilsyneladende små og hverdagsagtige, eller en umiddelbart lille, krøllet tanke, barok fortælling eller skæv karakter, der på en måde får sagt noget i et langt større perspektiv. Alle disse tråde løber mod, igennem og binder Ind I Evigheden sammen.
Enden er nær på Ind I Evigheden. Helt bogstaveligt, i form af en astroide der er på vej mod Jorden og uundgåeligt vil udslette planeten. På sin vis er Ind I Evigheden en konceptplade, men kun i form af rammen og den løst forbindende tematik om livet, døden, undergangen og hvad man bruger den sidste dag på jorden på. Konceptet kommer aldrig til at skygge for sangene eller bliver en fortænkt spændetrøje – man ville sagtens kunne nyde og forstå pladen uden kendskab til konceptet. Ligesom sangene isoleret set ikke er afhængige af nogen rammefortælling.
Ind I Evigheden er ikke en perfekt plade, jeg kæmper lidt med pladens fremdrift rent musikalsk på anden halvdel, hvor et par ret sagte numre efterfølges af et spoken word nummer. På den anden side bidrager alle numre til helheden og tvinger en ned i tempo og fordybelse, så måske er det bare min egen rastløshed der kigger frem her?
“Måske er der en mening med det hele // måske skal vi dø for at andre kan… dø” (“Manden & Tårnet).
Pladen starter instrumentalt med “Den Syvende Januar” og slutter den syvende januar 2017 på “Dig & Mig”, hvor et unavngivet ægtepar fører deres selvmordspagt ud i livet. Stærke sager. Hvad gør man ikke for og i kærlighedens navn? Eller for at sikre sig en billet sammen med sin elskede ind i evigheden? Spørgsmålet er selvfølgelig, om man tror på at det virker… eller om de blot har nået endestationen lidt hurtigere ved at tage sagerne i egne hænder. I det mindste gjorde de det sammen, hvor man så end ankommer efterfølgende, kan man sige. Det er der vel egentlig også noget smukt i?
Som man kan fornemme, så rummer Ind I Evigheden ingen konkrete svar. Dem må du selv tænke dig til, eller spekulere over om de overhovedet findes. Det er der Facchini og hans evner som tekstforfatter er virkelig ekstraordinære i min optik. Måske kender han selv nogen af svarene, altså, ved hvad han selv tror på, men i så fald lader han det ikke stå i vejen for sin sangskrivning og kommer til at hæmme sine sange ved at give alt for entydige svar. Rejsen på Ind I Evigheden føles som en proces, en mere eller mindre filosofisk samtale som Facchini fører med sig selv, med os lyttere og giver os mulighed for selv af føre videre, gennem de enkelte sange og drage egne konklusioner – eller slet ingen.
Er du manden i “Manden og Tårnet”, som ikke kan se det paradoksale i, at ville være tilskuer til verdens undergang fordi han vil se hvad der kommer efter, eller er du den hjemvendte soldat, som ikke helt kan slippe uniformen og bruger sin sidste tid i selskab med fremmede i “Bag Tonede Ruder”? (begge numre er anmeldt mere dybdegående i Repeat #33 og Repeat #37). Søger du svar indad, igennem andre eller det absurde og i bund og grund meningsløse?
Der er ingen nemme løsninger eller berøringsangst hos Marc Facchini, men han evner at gøre nogle af tilværelsens helt store spørgsmål, hvis ikke de største, relaterbare. Pointen er naturligvis, et eller andet sted, at der ikke ER nogen entydige svar på den slags spørgsmål – vi har fået den luksus, at vi kan leve dette liv som vi vil og putte hvad mening vi nu måtte ønske ind i det. Hvad det eventuelt venter bagefter, på den anden side, det er udenfor vores rækkevidde. Det er derfor det er så spændende og tillokkende at fundere over.
Men… der er en overhængende fare for, at der netop ikke ER mere end dette liv og at der overhovedet ingen mening er med det? Så er vi tilbage ved det ovenstående citat fra “Manden & Tårnet”. Facchini skriver ikke “måske er der en mening med det hele // måske skal vi dø for at andre kan leve” han skriver “dø for at andre kan dø”. Det er en lille detalje, en formulering som jeg i første omgang ikke bed meget mærke i, men nu er det en sætning der har bidt sig fast som en art mantra og overskrift for hele pladen. Der står så meget med ganske få og enkle ord i den sætning. Svaret på alt og intet svar alligevel.
Jeg skrev at Ind I Evigheden ikke er “perfekt”. Vi stræber heller ikke efter det perfekte her på siden, i stedet får Marc Facchini og Ind I Evigheden den højest mulige anbefaling herfra.
Af Ken Damgaard Thomsen
