Home Artikler Repeat #41

Repeat #41

1977
0

Så er Repeat på banen igen for første gang i 2020, hvor der er blevet lyttet til nyere singler fra Hymns From Nineveh, Mads Langelund, Natskygge, Førstevælger, Lush Lullaby og Stefan Mørk.

Selvom vi nu skriver 2020, så er hovedparten af singlerne i denne omgang “hængepartier” fra 2019. Jeg har endnu ikke helt besluttet hvordan På Repeat listen skal føres videre, om jeg bare forsætter med at føje numre til den allerede eksisterende liste, eller om der skal oprettes en separat med singler fra 2020 – som så vil være noget kort det første stykke tid. Det kigger vi på i næste runde!

Vi lægger dog ud med en single, som udkom i begyndelsen af januar, inden der spoles lidt tilbage til slutningen af sidste år.

Hymns From Nineveh – “Bekendelse”

“Støjen fra Nytårsaften forstummer i poetisk ro i dette celestebårede fjerde track fra Hymns from Ninevehs kommende album, Sindets Asyl. I den Inger Christensen-inspirerede Bekendelse når Petersens evne som lyriker nye højder og stadfæster hans position som en enestående popsalmedigter på den danske musikscene. Bekendelse afslutter det album, som udkommer 21. februar, men får her lov at stråle som et modigt og håbefuldt nytårsforsæt ved tærsklen til det Herrens år 2020”.

Det virkede passende at indlede Repeat-året med sådan en lille nytårshilsen fra Hymns of Nineveh. De tre foregående singler har holdt et imponerende højt niveau, hvilket lover rigtig godt for det kommende album, selvom jeg måske ikke er ubetinget fan af at der udsendes 4 singler INDEN pladen overhovedet er udkommet. Men, det er åbenbart moderne og en tendens, så kan jeg ellers sidde her og råwe op bag tasterne.

Hvor kom vi til? Ah, “Bekendelse”! Der er et eller andet voldsomt indbydende, tryghedsskabende og tillidsvækkende ved Jonas H. Petersens vokal. Hvis man kan sige, at en stemme virker “lyttende” og “reflekterende”, så er det, det Petersens stemme. Det er også lidt som om han taler til en gennem sine sange og tekster, jaja, det gør de fleste sangskrivere vel på en eller anden led? Men, det er alligevel som om man kommer lidt tættere på her, som om vejen fra afsenderen til modtageren er lige lidt kortere, mere direkte eller bare kommer en smule tættere på. Måske falder det tilbage på vokalens klang, stemmens lyd, tonelejet, jeg skal ikke helt kunne sige det. Det korte af det lange er, at jeg nyder denne vokal og har en oplevelse af at, Petersen synger direkte til mig.

Der er noget “kom, vi sætter os lige her” over stemningen og lyden på “Bekendelse”, mens et urværk lyder som om det roligt tikker og et klokkespil roligt bimler. Hey, vent, nej, måske synger Petersen til lyden af en gammeldags spilledåse? Jeg kan næsten blive helt misundelig på måden han behersker, former og bruger det danske sprog, det lyder SÅ elegant det han får sat på skrift her, at det næsten ikke ville komme til sin ret, hvis jeg gengav nogle citater.

Som en single er “Bekendelse” bestemt i den tyste og tilbageholdende ende, det her er så langt fra en “banger”, som man næsten kan komme, ligesom der ikke er nogen væsentlige hooks eller et tydeligt, fængende omkvæd. Og alligevel fanger det. Stemningen, atmosfæren, roen, stemmen.

Konklusion: Man kan måske godt fornemme, at “Bekendelse” er en albumlukker, der er noget “afsluttende” over nummerets grundstemning og udformning. Hvis resten af albummet kan leve op til dette smagfulde og elegante punktum, så udkommer en af årets bedste danske plader allerede til februar.

Mads Langelund – “Coming Home”

OK, det er jo lidt en omgang af Repeat delvist præget af hængepartier fra slutningen af sidste år – blandede gaver! Derfor er det her faktisk også en julesang, eller den præsenteres som en “jule-basker” og singlecoveret er da også i den julede ende med sne og en purk i juletøj. Nuvel, det er måske lidt for sent til en julesang, eller alt for tidligt, men vi tager den med.

Mads Langelund er en ung, 24 årig gut fra Tønder (min gamle hood da jeg var ung og vild), hvilket jo straks får mig til at tænke om der mon er en hel Tønder-bølge på vej? Først Jacob Dinesen og nu Mads Langelund! OK, to kunstnere med en guitar er næppe en bølge… men breder vi blikket lidt ud, så er et navn som Rikke Thomsen, som rent faktisk synger på sønderjysk, begyndt at røre på sig, ligesom vi har anmeldt eksempelvis Jon, som også stammer fra det sydjyske. Jo flere blikke der rettes mod syd, jo flere kunstnere vil blive opdaget, så til alle håbefulde sønderjyske musikere derude: så er det NU der skal viftes med arme og ben og råbes op!

Og Langelund måtte for min skyld også gerne lave lidt mere larm, eller råbe lidt hist og her. Hans stil er nydelig og behagelig guitar pop/rock med de fleste kanter slebet af, så ingen river sig på musikken. Det lyder vældig pænt, ligesom han har en klar, flot og sikker vokal. Men det kommer også hurtigt til at føles en kende upersonligt og som noget man har hørt mange gange før. Det er bestemt ikke en dårlig sang, det er bare en af den slags, hvor man kan gætte sig til resten, når man har hørt de første 30 sekunder. De resterende 3 minutter er kort sagt helt som forventet.

Det er ikke nødvendigvis et problem, det er jo et stilistisk valg og en sikker vej at gå – især for noget der præsenteres som en julesang. Det er ikke lige den “genre”, hvor man normalt løber ind i de store eksperimenter. Nummeret er nu ikke så “julet”, at det ikke også fungerer på en grå dag i januar, eller for den sags skyld hvilken som helst dag i løbet af året, hvor du har stillet ind på P4 eller 5.

Konklusion: Driftsikker og velsmurt radio pop/rock, der kunne stamme fra alle hjørner af Danmark, eller den vestlige verden generelt. Det er både nummerets styrke og svaghed. Ønsker man noget med en form for personligt særpræg, så er det ikke her du skal shoppe musikalske julegaver.

https://soundcloud.com/celebration-records/mads-langelund-coming-home/s-wcJf9

Natskygge – “På Hjørnet af Galaksen”

Jeg anmeldte singlen “Drømme Falder” fra Natskygge tilbage i Repeat #34, hvor jeg efterspurgte lidt mere susen i bandets lyd og at de gav deres psykedeliske rock en tur med noget sandpapir. Det lød kort sagt næsten lidt for “godt” og rent, især i forhold til, at bandet rent musikalsk kigger godt tilbage i rockhistorien. Nej, det behøver ikke lyde som om det er optaget på slidt spolebånd, men, det kan også lyde for “moderne” på en eller anden måde.

Anywaaaay, Natskygge lyder betydeligt mørkere og mere Black Sabbath dundrende på “På Hjørnet af Galaksen”. Et lidt sjovt sammensat nummer, hvor vi både kryber rundt i skyggerne, får nogle drøje, tunge hug, spacer lidt ud og svæver afsted mod et mere farverigt, psykedelisk drømmeland. Der er kort sagt masser af kontraster puttet ind på kun 4 minutters spilletid, det er en helt lille musikalsk odysse man kommer på. Det giver også lidt fornemmelsen af, at man får en masse mindre bidder af noget større, brudstykker, smagsprøver, der går ikke ren medley følelse i den, ligesom nummeret ikke krakelerer og falder fra hinanden. Men der er altså en del indtryk at tage ind på så kort tid.

På en måde kunne man næsten have ønsket sig, at nummeret var dobbelt så langt end tilfældet er, for de forskellige prøver på hvad Natskygge har at byde på er hver især faktisk ret indbydende. Det er jo på en måde et luksusproblem, men hvor deres første single meget holdt en i den samme stemning og lydunivers, hvor man så kunne dyrke den psykedeliske vibe, så når jeg næsten ikke at fordøje det hele her – eller, vil gerne have lidt mere af det hele!

Det er jo egentlig ikke en dårlig ting, at noget smager af mere, men ligesom når man kigger op på stjernehimlen og der nærmest kan være for mange indtryk at tage ind, så panorerer “På Hjørnet af Galaksen” også rundt og bombarderer en med indtryk. Det er ikke et nummer man bliver færdig med efter første gennemlytning.

Konklusion: Jeg er… på! Hvad der kunne lyde som nogle kritikpunkter er også blandt sangens fordele og styrker, så det er ikke et tilfælde af “enten eller”, det er et nummer der efterlader mange indtryk – langt de fleste rigtig positive. Jeg ser frem til at høre mere fra Natskygge, der er sgu noget potentiale her.

Førstevælger – “Antiplanet”

Hey, fedt bandnavn, det gør mig allerede nysgerrig inden jeg har lyttet og klinger bare lidt af P6 Beat, ik? Nuvel, det gør præsentationen af bandet og singlen egentlig også, den lyder som følger:

“Antiplanet er et dansksproget alternativt hybrid-rock band med rødder i Vendsyssel bestående af Andreas Martin Mørch (23, sang og keys) og Rune R. B. Eskildsen (25, trommer). Musikken, der bærer elementer fra både elektronisk indiepop og progrock, udfordrer paradokset i at leve en verden, der er på vej mod afgrunden, mens man lever sin dagligdag i velstand og idyl. Antiplanet trækker paralleller til den bombastiske side af f.eks. Muse, Editors og Nephew, men til tider også med en inderlighed som mere læner sig opad kunstnere som Sigur Rós og Radiohead”.

Uh, spacy start, nu skal vi ud at svæve en tur, lader det til. En puls begynder at dukke op og pludselig skifter nummeret temmelig radikalt retning. Det bliver mere pågående, elektronisk pulserende og “aggressivt”. Jeg kan egentlig godt fornemme det med Muse og også Nephew her, mens det svævende element, som aldrig helt fordrives men træder mere i baggrunden eller dukker op i glimt, står for det Sgur Rós/Radiohead’ske.

“Du står tilbage med en følelse af, at du godt kunne have gjort lidt mere”, lyder det indledningsvist, mens nummeret stadig opfører sig forholdsvist roligt. Men så bliver det hele mere insisterende, både lyrisk og musikalsk, “jeg er alt hvad du har brug for”, “tag mig”, lyder det med et vist pres bag ordene. Det giver nummeret et vist præg af noget desperat og trængende, især de gentagende “tag mig”, lyder ikke som en venlig forespørgsel.

Jeg synes sådan set, at der sker en masse spændende her og at Førstevælger også har en ret særegen stil og masser af personlighed, de lyder ikke helt som nogen andre, selvom man sagtens kan fornemme diverse inspirationskilder.

Konklusion: Rent personligt er det nok ikke et nummer jeg bliver decideret fan af, det er smag og behag, Men jeg synes Førstevælger har og kan “noget”, og noget som sagtens kunne fange nogens interesse. De har fundet en rigtig fin balance mellem noget ret iørefaldende og fængende og så en personlig stil, der gør at nummeret i hvert fald skiller sig ud og lyder som noget der bare gerne VIL høres.

Lush Lullaby – “Kissing Angels”

Bag navnet gemmer sig Lars Bredahl, der i ægte DIY manér allerede har en række EP-udgivelser på CVet som Lush Lullaby. Den seneste udkom tilbage i august, den nåede vi desværre ikke omkring, men nu er der altså en single ude derfra i form af “Kissing Angels”.

Et tydeligt referencepunkt for Lush Lullaby er nok 90ernes støjende alt-rock “scene”. Der er masser af larmende guitar, trommetæsk og et generelt ruskende og sejt rockende lydbillede at finde her. Skramlet undergrundsrock, men stadig med plads til en ret iørefaldende melodi. Opskriften er velkendt, men i dette tilfælde også ret indbydende og velsmagende. Det ER en velafprøvet formel, men på “Kissing Angels” viser Bredahl at han både har et solidt greb om de klassiske virkemidler indenfor genren.

Faktisk synes jeg, at det her er et virkelig effektivt og veludført rocknummer. Det har et godt og effektivt drive, der er en fin balance mellem noget kant og en stadig fængende melodi, det er tilpas beskidt og cool og der er bare generelt noget bid i det her. Nytænkning er der måske ikke så meget af, men jeg synes stadig ikke det kammer over og bliver en pastiche eller stiløvelse. Jeg føler kort sagt at HAN føler det, hvilket man kan komme ret langt med – også i en grad så det ikke virker så velkendt, at man keder sig eller det bliver for forudsigeligt.

Konklusion: Er du til habilt udført og troværdig undergrundsrock, så er knap 4 minutter i selskab med “Kissing Angels” værd at bruge lidt tid på. Banebrydende er det ikke, men det virker heller ikke som hensigten. Lush Lullaby er kommet for at rocke og ruske igennem. Mission fuldført.

Stefan Mørk – “Darkness Is Room To Dream”

Vi lukker og slukker første 2020 udgave af Repeat med hvad der betegnes som en vinterballade. Dette er Mørks første single i 5 år, en countryinspireret ballade om sorgbearbejdelse:

“Jeg har mistet alt for mange venner, som er gået bort i en alt for ung alder. Min mor mistede jeg også alt for tidligt, og det er voldsomt at miste, særligt en forælder. Jeg kommer aldrig til at give slip på savnet af min mor og mine venner, og det skal jeg heller ikke. Jeg skal værdsætte minderne, værdsætte hvor heldig jeg er at have haft de fantastiske mennesker i mit liv. Jeg skal bruge mørket, både det om natten og sorgen i sig selv, til at drømme i”.

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg synes selve titlen er rigtig god. Det betyder måske ikke så meget for selve musikken, men, alligevel… den sætter på en måde stemningen inden man overhovedet er kommet i gang. Ved et underligt tilfælde, så døde min mor pludseligt her i begyndelsen af januar, så sangen og dens tematik er underligt aktuel, uden at det her skal blive alt for personligt. Desuden var jeg ikke specielt tæt knyttet til hende, så har på fornemmelsen at Mørks sorg, bearbejdelse osv er noget anderledes end mine egne, så det farver ikke mit indtryk af nummeret i nogen væsentlig grad. Jeg synes bare det var lidt “pudsigt”.

Nuvel, Mørk leverer en smukt klingende, rolig hymne, der bæres af hans ret flotte og klare vokal. Først og fremmest er det her godt håndværk, ikke forstået som at der ikke er lagt følelser i og sangen virker som “arbejde”. Men håndværk som, at den er godt skruet sammen og solidt arrangeret og alt det der som man ville kunne kalde “godt sanghåndværk”. Der er flere fine formuleringer og billeder at finde i teksten, som ligger i fin forlængelse af den velformulerede titel. Kan man lide den, så er der mere af samme skuffe at finde her.

Konklusion: Igen er det en sang, hvor jeg ikke er i tvivl om, at Mørk mener og føler ordene, det føles kort sagt ikke som tomme postulater, som bare “lyder godt”. Den rammer mig måske ikke direkte, personligt, men den rører mig på den måde, at jeg kan mærke at det rører Mørk selv. Det giver noget ærlighed, noget relaterbart.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Stefan Mørk, “Darkness Is Room To Dream” singlecover

Previous articleJakob A og De Sidste: Farvel//Far vel! ★★★★★☆
Next articleMr Wilms: Lever Lige Nu (EP) ★★★☆☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.