Så er vi nået til den tunge kategori, årets danske favoritalbum!
Og vi forsætter stilen med, at ordet og formen er fri, ligesom det har været frivilligt om vores skribenter havde tid/lyst/mulighed/libido nok til at deltage… det havde 50 % af dem. Gamle, hvide mænd… vi beklager. Til gengæld kan vi prale af, at (i skrivende stund) er den øverste del af forsiden på hjemmesiden her domineret af kvinder! Lidt et tilfælde, men værd at tage med når nu meningerne ytret her kommer fra pølseklubben.
Ken Damgaard Thomsen
Jeg har “snydt” lidt og lavet en liste, hvor udgivelserne ikke er rangeret fra 1 til 5. Det er måske udtryk for, at der ikke er én plade som har markeret sig som min klare favorit i år og at jeg synes det har været et lidt “svært” år. Det har som end ikke været et synderligt svagt år på pladefronten, måske bare ikke et specielt mindeværdigt et, hvor der er sket et eller anet vildt, overraskende eller noget der viser en ny retning – hvilket ikke skal forstås som en kritik af de plader der rent faktisk er udkommet.
Og så har jeg kort og godt haft noget af en anmelderkrise. Jeg har anmeldt masser af plader positivt men der er sket noget pudsigt. Mange af de album jeg har anmeldt mest positivt har jeg ganske enkelt ikke haft lyst til at høre igen. Når jeg har anmeldt en plade, god, dårlig eller mellem, så har jeg i de flestes tilfælde været færdige med dem. Tror det er en “arbejdsskade”.
Men her er 5 som på en ene eller anden måde har hængt ved, eller som står stærkest tilbage når jeg kigger tilbage på 2019.
Penny Police: Be Lucky
Ro. Et fællestræk blandt en del af de plader jeg har hørt i år, som jeg er vendt tilbage til, har været en følelse af ro. Både selve musikken, men især den følelse det har efterladt i kroppen. Måske har jeg bare trængt til ro?
Den sænker sig over en og deles gavmildt ud af Penny Police på Be Lucky, hvor hun hvisker, ånder, synger og svæver sig igennem 9 smukke numre. Det er på en måde en plade der passer til alle årstider, det spire som var det forår, sommersolen skinner igennem med flotte korarrangementer, efterårets melankoli og løvfald lurer og så er der passager, der lyder som klare vinterdage. En vidunderlig plade, der luner.
Ibens: CarstensHenriksKristians
Årets overraskelse og en plade vi ikke har anmeldt, da den ikke blev sendt til os. Jeg opdagede den via en 6-stjernet anmeldelse hos Gaffa og tænkte det måtte være løgn at sådan et genopstået 90’er poplevn kunne leverer noget til topkarakter i 2019. Så jeg lyttede. Og måtte give mig, det her er rent faktisk en fremragende popplade spækket med iørefaldende numre om at være lige omkring min alder… måske derfor den er så relatérbar?
Det er nu ikke kun fordi man kan genkende situationer fra ens, eller venner og bekendtes liv, at det fungerer så godt for trioen. Ét er at pladen er fyldt med smittende melodier, men der er en afvæbnende, nede-på-jorden humor, der på klædelig vis gennemstrømmer det hele, uden at det bliver pank, pjat og “tø-hø”.
Og så indeholder pladen en helt igennem skøn hyldest til Hilmer Hassig, der ville være i skarp konkurrence om at være en af årets bedste singler, hvis det ikke var fordi den udkom i slutningen af 2018. Men giv Ibens en chance, også selvom du måske sidder og rynker på næsen lige nu- det ER en virkelig god plade!
Og hvorfor ER folk så sure på dig, Henrik?!
Rebecca Lou: Bleed
Det var poppen, nu skal vi have et skud rock. Eller er det punk? Punkrock? Rock med en punket kant hist og her? Nok nærmere det sidste, punken er nemlig stille og roligt sivet ud af Rebecca Lou og band, som de har arbejdet sig op i rækkerne, single for single. Det kulminerer foreløbig på Bleed, hvor de fræser afsted mod de større scener over (næsten) samtlige 9 numre pladen indeholder.
Der er gået mere anthem-rock i den, det gør bestemt ikke noget, for det klæder bandet med de større rockede armbevægelser. Punken er ikke glemt, men ligger nu mere i attituden hvorved rocken leveres end i selve lyden. Tekstmæssigt bløder det, helt som titlen antyder, men en række personlige outsider-tekster, uden at det kammer over i navlepilleri eller for meget emo.
Men ikke mindst er det bare en forbandet lyttevenlig plade. Jeg har flere gange taget mig selv i, at tjekke om der er blevet hoppet over nogle numre, eller afspilleren stod på shuffle, når jeg har lyttet Bleed igennem fordi det gik så hurtigt?! Ikke fordi jeg ikke hører efter, men der er så meget drive i den her plade og numrene så velkomponerede, at albummet bare suser derudaf.
Morild – Så Kom Mørket…
Lidt en sen tilføjelse til listen, men en af de første plader jeg anmeldte i år. Den havde jeg fået pakket lidt for godt væk efter vinter blev til forår og fået fortrængt den isnende kulde og det kulsorte mørke man finder på Så Kom Mørket… Jeg har ikke haft et godt metalår, sådan overordnet set. Jeg gider stadig godt høre metal live, men ud over som forberedelse til festivalerne har jeg mere eller mindre bevidst styret uden om metaludgivelser. Hvorfor? Who the fuck knows, måske er jeg bare et andet sted pt.? Eller har hørt lidt for meget metal de senere år?
Hvorom alting er, Morild har sneget sig tilbage i rotation efter mørket vendte tilbage udenfor. Det fortryder jeg ikke. Nogen har kritiseret produktionen og kaldt den dårlig, hvilket jeg ikke helt kan forstå? Skal iskold blackmetal ikke lyde sådan her? Det er lige til at få forfrysninger i øregangene af og det lyder vitterlig stedvis som om Morild står på havets bund og musikken skal arbejde sig igennem knusende tunge vandmasser for at trænge op til overfladen. Men er det ikke meningen?
Jeg synes det lyder fedt. Ikke på en hjertevarm og indbydende måde.
Gullo Gullo: Raw Moon
Endnu en udgivelse vi ikke har fået anmeldt og en der stille og roligt er vokset på mig i løbet af året. I første omgang stiftede jeg bekendtskab med Gullo Gullo og Raw Moon, da jeg forberedte mig på årets Roskilde Festival, hvor bandet spillede på Rising Scenen. Da var jeg måske ikke helt fanget endnu, jeg havde svært ved helt at greje hvad det musikalske sammenrend af folk fra “metal miljøet” havde gang i. En eller anden form for fjendtlig og utilnærmelig art rock?!
Det larmer, musikken hakker, vrider sig og farer pludselig op og fremad, trækker sig tilbage. Der er en form for smadret punket energi i det, men også en mere afventende og glubsk lurende, rå og metallisk side. Men du udsættes også for forvreden og balstyrisk rock og rul. Efter flere lyt over længere tid, er det en plade der er vokset på mig og som både er svær at slippe og blive helt klog på.
Troels-Henrik B. Krag
Fuck mand, mine all-time favorites Baal har lavet en ligegyldig plade i år og al den hype, de kunne opbygge på sociale medier og andensteds blev altså gjort noget til skamme. Jeg har pladen og nyder den ikke rigtigt. Men nu er samlingen da komplet…
ÆV!
Der er heldigvis andre, der gerne udnytter den form, et album byder på. Ja, faktisk vidner et høj antal fem-stjernes anmeldelser om, at der har været ret godt ’hul’ igennem i år. Her er mine favoritter fra året.
Indian Cane: In Between
Som tidligere nævnt, er gammeldags på den trælse måde ’bedaget’ mens det på den cool måde er ’retro’. Indian Cane er tidløs retro! Da vi gik ind i året, havde jeg ingen idé om at den bedste plade, jeg skulle høre, ville være én, hvor der kunne danses lindy-hop til flere af numrene. Den stærke femme-fatale vokal bærer, men den seje underlægning er også en fornøjelse, hver gang pladen spiller. Jeg GLÆDER mig til at se det live!
Der fortælles historier – måske ikke med den største dybde – men med en stærk integritet og lakonisk sejhed. Jeg elsker less-is-more tilgangen, hvordan der spilles på pauserne og hvordan bandet er så helt og aldeles hjemme i genren. Det er en magtdemonstration ingen rigtigt så komme og man må bare smile, når pladen sejt udfolder sig. Ja, der er faktisk ikke et dårligt nummer og man føler sig i den grad henført til noget salon-agtigt med høje kvindehatte, fjer og stilet, men stadig potent dans. Og masser, masser af mørk alkohol!
Årets overraskelse!
Claus Hempler: Kuffert Fuld Af Mursten
Der har været godt gang i de gamle kendinge og Aidt/Nørlund har jeg anmeldt live. Jeg må dog sige, at selv om Claus Hempler er yderst selvsmagende og -promoverende på Kuffert Fuld Af Mursten, så er numrene bare generelt bedre. Og jeg oplever, man fået et vist indblik i det kreative sinds kroge på pladen – med op- op nedture.
Det er for mig lidt et had-kærlighedsforhold, men jeg får mange gode stunder ud af Hempler og må vist bare konstatere at hans pris, han nylig vandt, er fuldt ud berettiget.
Feather Mountain: Nidus
Tool er ude med nyt i år og på samme hammel trækker Feather Mountain. Jeg skal stoppe med den noget urimelige sammenligning, da FM er et band i sin egen ret. For Nidus er et fint værk, hvor effekten af huggende ’firkantede’ riffs skaber en form for ’lodret’ æstetik, som så blødes op af lange, mere ’vandrette’ toner i sang-stemmen. Det kunne gå helt galt og skabe unødig dissonans, men Feather Mountain har styr på sagerne.
Fordi det er så dygtigt udført keder man sig ikke. Og havde gutterne lagt lidt flere melodiske hooks og variation ind på pladen, havde vi haft noget, der kunne lugte af en klassiker.
Mindre kan også gøre det, og jeg er stadig meget glad for at finde Nidus frem igen!
Kapelmester: Kapelmester
Måske lidt i samme afdeling af pladebiksen som Indian Cane finder vi Kapelmester: Det er tidsløst, lugter af noget veletableret og med masser af karakter.
Bandet viser sin erfaring og jeg ved ikke, om jeg kan anbefale at en plade ’lagrer’ så længe som denne – men for Kapelmester har det virket!
Underligt nok så er det især når det trækker i træbenet, at det Tom Waits-agtige sangudtryk fungerer bedst og dermed undgår bandet også at blive en form for pastiche, men fungere i sin egen ret.
Det er et sejt spillende band, der gør noget andre ikke rigtigt gør – men også gør det godt.
Hvad mere kan man egentlig ønske sig?
Redwolves: Future Becomes Past
Der skal også være plads til noget mere klassisk rock og Redwolves bliver jeg ved med at vende tilbage til, lidt mixningsproblemer til trods. Lad det måske bare være en lektie i at teknik er fint – men udtryk er vigtigere.
Når jeg møder velspillet, ukompliceret rock har jeg ofte en følelse af at ’komme hjem’ og Redwolves fremkalder om nogen denne fornemmelse. Underligt nok så er denne ’hjemmefølelse’ så ikke ren hygge, men også lidt udfordrende – selvfølgelig samtidig med at have en nærmest latent opfordring til at indtage øl imens. Og så er der dét der lag, der synes at gennemstrømme Future Becomes Past. Jeg kan ikke helt beskrive det i ord, så opfordringen må være at lytte til pladen (pil evt lidt bas af med din EQ) og prøv at fange, hvad jeg mener!
Honourable mentions: Det er selvfølgelig klart at Morten BACH Band med deres (forkortet – strengt! – af, red)
Jonas Strandholdt Bach
Har jeg været særligt nærig i år på albumfronten? Måske. Der kan være mange grunde til at jeg kun har fundet 5 stjerner frem to gange i år, og slet ikke har været oppe på 6. En årsag kan være, at jeg heller ikke har anmeldt så mange albums, som jeg plejer – året har simpelthen været for travlt med arbejde og familieliv. Uanset, så ender min top 5 med at indeholde de to 5’er albums og så albums, jeg har givet 4.
Elevatorfører: Jeg er kommet for at slå tiden ihjel
Elevatorfører har over en række udgivelser holdt fanen højt for dansksproget rockmusik, inspireret af 60’ernes og de tidlige 70’eres syrerock. På Jeg er kommet for at slå tiden ihjel lød det et par steder som om der også var spor af amerikanske Swans, blandt andet på det monumentale titelnummer. Uanset hvem og hvad der er spor af i bandets musik, så er Jeg er kommet for at slå tiden ihjel en glimrende udgivelse. I samme ombæring kan da også lige nævnes at flere af Elevatorfører’s medlemmer også var med på Sweet Pete & The Land Band’s Land, der var en fin opvisning i americana-rock.
Rebekka Thornbech: A Year in the Life
Jeg har i flere omgange givet Rebekka Thornbech’s udgivelser 4 stjerner, og det tyder da på konsistens og kvalitet. Det var der også på A Year In a Life, der samlede materialet fra 4 EP’er, der tog udgangspunkt i årstidernes gang og Thornbech’s eget liv i 2018. Thornbech er dygtig både til den poppede country og bluegrass, og det er ikke så ofte man hører det så godt som her på dansk grund – og når man hører de 4 EP’er i en helhed som album, er det som om det løfter sig på sidste halvdel.
Aidt/Nørlund: Housewarming
Naja Marie Aidt og Nikolaj Nørlund slog pjalterne sammen om Housewarming, og det fungerede gennemgående ret godt. Særligt på numre som ‘Huset Brænder’ og ‘Den Bløde Milde Nat’, der begge fik fortjent radio airplay. I retrospekt bliver det måske lidt for ensartet i det musikalske udtryk, men til gengæld er lyrikken værd at dvæle ved.
Vestbo Trio: Gentlemen…
Jeg var egentlig ikke i tvivl om, at Vestbo Trio er særdeles dygtige til det de gør på noget tidspunkt, mens jeg lyttede deres instrumentalalbum igennem i januar. Og efter at have fået udgivelsen en smule på afstand, og ikke skulle vurdere den som et anmeldelsesobjekt, har den også fået en anden værdi for mig – lidt som gode jazzplader. Noget man kan sætte på, når man gerne vil sætte en behagelig stemning. Vestbo Trio har internationalt niveau.
The Awesome Welles: River’s Edge
Den sidste plads på listen var jeg noget i tvivl om – Kristine Hoelgaard og The Entrepreneurs var begge i spil for albums, der hver især leger med formsproget, men jeg ender på mere ”sikker” grund med The Awesome Welles, som genopstod med River’s Edge. Sangskrivningen er stærk og der er overbevisende sange som titelnummeret, ‘Is it Too Late’ og ’Sleeping on the Edge of Town’ at finde, selv om helheden måske ikke helt rev benene væk under mig.
Foto: Lene Damgaard/GFR, Rebecca Lou på Roskilde Rising ’19
