Det er blevet tid til, at kigge lidt tilbage på året der er ved at være gået. Vi lægger ud med nogle af vores favoritkoncerter fra 2019.
Vi har givet os selv lidt frit lejde, både med formen og om man gad/havde tid til at lege med her. Så vi får både rangerede og ikke rangerede bud på vores favoritkoncerter fra dette år, nærmere betegnet 3 skribenters bud – resten slår mave ovenpå julen, eller et eller andet?
Ken Damgaard Thomsen
Min liste over favoritkoncerter er præget af festivaler, nærmere bestemt tre af dem. Ud over Copenhell, Roskilde Festival og en enkelt dag på Uhørt er det godt nok ikke blevet til mange koncerter i år. Tiden og energien har ikke helt været til det, til gengæld har jeg fået det maksimale ud af mine udflugter, hvor især Roskilde Festival inkl. Rising dagene var et overflødighedshorn af oplevelse. Fra opvarmningsdagene kunne man også have nævnt navne som Rebecca Lou, Alkymist, brenn., M Rexen, Søn og og og. Mens Power Trip og The Armed blæste mig omkuld på hver deres måde under selve festivalen.
Tool kiggede forbi Copenhell og gjorde deres ting, årets booking scoop skuffede ikke direkte, men det er svært at få ånden tilbage i flasken, når man allerede har set dem to gange på Roskilde. Slipknot overraskede til gengæld positivt, kalkuleret og maskinelt er det, men for pokker hvor kan det stadig være overvældende effektivt og medrivende.
Anyway, måske nytårsforsættet for 2020 skal være, at opleve flere koncerter uden om festivalerne?
1) Girlcrush, Roskilde Rising
Dah, som om der var nogen tvivl om det?! Fra stort set første sekund fik jeg mig et gevaldigt Girlcrush, da den poppunkede trio indtog Roskilde Rising i sommers. De var på en, eller flere, måder overmatchede og det kunne være endt helt galt, hvis det ikke var fordi de var så drøn charmerende på en scene og ramte noget der mindede om en perfect storm – i positiv forstand.
De VILLE det her og elskede, trods tydelige nerver, at stå der og publikum gengældte ved at ville bandet lige så meget og knuselske dem tilbage. Sådan virkede det i hvert fald der hvor jeg stod. Som koncert var det vidunderligt uperfekt uden at være sjusket og pinligt, bare… menneskeligt? Det gav en oplevelse, som var større end summen af enkeltdelene.
Da koncerten var slut var jeg ret overbevist om, at den ikke blev toppet i år.
2) Robert Plant, Roskilde Festival, Arena
Det var dog lige før, at den blev det et par dage senere på samme festival med en koncert i den helt anden ende af spektret. En gammel hvid mand, der spillede dinosaur-rock på en en kæmpe scene! Jeg havde ikke de store forventninger til Plant og hans band inden, jeg vidste at han har for vane at gå en mere blues og traditionelt funderet vej med sangene, både solomaterialet og de numre fra Led Zeppelin tiden han stadig lufter.
Men søreme om den gamle gavtyv, nu med grå løvemanke, ikke tog røven på mig og beviste at der stadig var nogle kræfter tilbage i rovdyret! Tempoet var tilpasset kondien, ligeså de kraftanstrengelser han udsatte stemmebåndet for. De omarrangerede Zeppelin fremstod knivskarpe og friske i den nye indpakning og gled ubesværet ind i sættet uden at stjæle opmærksomheden fra det øvrige materiale.
Der var overskud, varme, historiens vingesus og en følelse af, at Plant stadig havde nok tilbage i tanken til at bære en koncert af denne størrelse. Vokalen har måske ikke ungdommens virilitet og pondus, men han kompenserede ved at dosere den forbilledligt og time sine angreb. Det der brøl under “Babe, I’m Gonna Leave You”, der fik hele Arena til at skælve og suse glemmer jeg nok aldrig…
3) Rigmor, Uhørt Festival
Jeg var skeptisk! Ungt dansk band, der er inspireret af, eller direkte bruger, Michael Strunges digtning i deres indie? Det virkede næsten lidt for smart og prætentiøst. Det havde det muligvis også været, hvis det ikke var fordi bandet havde noget at have det i rent musikalsk og ikke mindst performancemæssigt, i denne sammenhæng.
Samtidig var det et glimrende eksempel på, hvor meget timing og opbygning kan betyde. De lagde roligt ud, jeg var lige ved at ryge af, de fik mig langsomt men sikkert på krogen – jeg tog maddingen. Og så peakede den korte koncert lige som den skulle, i det tilfælde med et perfekt placeret og rensende skrig fra forsangeren.
Hold øje med dem!
4) The Psyke Project, Copenhell, Pandæmonium
Gammel kærlighed ruster ikke og alt det der! 10 års jubilæet på Copenhell havde lokket The Psyke Project ud af deres selvvalgte pension, godt 5 år efter de lukkede ned med et brag af dimensioner i Pumpehuset.
Samme kaotiske højder nåede vi ikke helt da mørket sænkede sig over Pandæmonium, det var nok også for meget forlangt. Sættet var kortere og mere fragmenteret, publikum et lidt andet og, ja, der er gået 5 års stilhed forud. Men, man kunne nok ikke have håbet på meget mere af et kærkomment gensyn. Det var smadret, små-rodet, utøjlet, frådende, knusende højt og ikke mindst føltes det stadig vedkommende.
De satte kort sagt ikke deres renommé som et af landets ypperst livebands over styr, eller ødelagde det perfekte punktum i Pumpehuset. Don’t call it a comeback, det var en passende epilog til sidste kapitel.
5) Stella Donnelly, Roskilde Festival, Gloria
Sidste tilføjelse til listen er etwas ganz anders må man sige, en australsk singer songwriter (med band) på Roskilde Festivals mindste scene ved middagstid. Donnelly havde charmen og var bevæbnet med en bunke gode til glimrende sange, som blev flot og sikkert fremført. Men der hvor koncerten løftede sig var når Donnelly guidede folk igennem koncerten med sikker hånd mellem sangene, her viste hun sig at være en både vittig og medrivende historiefortæller.
En “lille” koncert, der voksede sig stor pga. performerens personlighed og evner til at stå på en scene.
Troels-Henrik B. Krag
En ny, lille verdensborger til trods, så lykkedes det mig både at komme ud at anmelde her og der – men også at få en enkelt festival (Grimfest) med i år. Desværre har hjemmesituationen også betydet, at der har været sene afbud til koncerter, der burde have været anmeldt. Oh, well. Man KAN ikke alt. Heller ikke med vilje.
dEUS, Lille VEGA 4/5 2019
Jeg er sådan set villig til at stå på mål for at dEUS’ The Ideal Crash-album er top tre over bedste albums fra 90’erne. Ja, du læste rigtigt; top tre i et årti, der ellers var defineret af britpop og grunge. Stor var glæden da også, da jeg opdagede at de ville turnere med netop dette album og billetten blev købt – vel vidende at jeg på det tidspunkt ville have en meget lille baby i Århus.
Det lykkedes mig dog at komme af sted og høje var forventningerne til Tom Barmans uovertrufne matter-of-factly’e levering af teksterne.
Og høje forventninger er altid risikable. Der var ting, der skuffede lidt: Jeg måtte indse, at jeg aldrig kommer til at høre ‘Put The Freaks Up Front’ med trompet, men i stedet med et keyboard (gad vide om det nogensinde har været spillet på andet?). Det samme gælder for banjoen i ‘Instant Street’ (som var en guitareffekt :-/). Og tracklisten bestod af samme rækkefølge som på pladen. Og dEUS leverede uprætentiøst og usvigeligt professionelt. Ikke helt så passioneret, som jeg havde håbet på. Det var muligvis årsagen til, at jeg brugte en masse penge, jeg ikke havde i baren: Jeg var alene af sted (tror dog, Thomas også var til koncerten?), og hældte godt i næbbet.
MEN! Det var også dEUS, det var også én af verdens bedste plader og der var en vis stemning af samhørighed med folk, der som jeg kendte albummet ind og ud. Og selv når dEUS ser ud til at kede sig lidt professionelt, så spiller de fedt og leverer.
Det var en koncert, hvor dansere med jævne mellemrum kom på scenen og den slags er jeg egentlig ikke til salg for. Men da de så opfører den noget quirky dans fra ‘Instant Street’, da vi når til dét nummer, giver det SÅ meget mening.
Og da koncerten slutter med dEUS’ måske bedste nummer, ‘Roses’, efter de har spillet albummet + 1-2 ekstranumre igennem, kunne jeg gå fra koncerten vel vidende at jeg havde oplevet noget særligt.
Jeg vil af sted igen – men det var tydeligvis en én-gangsoplevelse. Tak for det!
Speaker Bite Me, Grimfest, 3/8 2019
Jeg så Speaker Bite Me på Atlas sammen med Jonas da han anmeldte og vi gentog succesen på Grimfest – denne gang dog uden nogen blok hos nogen af os. Future Plans er – som jeg nævnte sidste år – en klar klassiker og noget af det bedste, der er kommet ud i Danmark i mange, lange tider.
På Grimfest var de i mine øjne lige marginalt bedre end på Atlas – vist kun med et enkelt nummer til forskel. Jeg var nærmest angst, da de startede koncerten, da der ikke rigtigt havde indfundet sig nogle publikummer. Det bedrede sig heldigvis.
Og jeg? Jeg stod med kuldegysninger igennem de fleste numre. Det ER stærkt at se støjrock live, og at Speaker Bite Me så oven i købet er gode til at lave plader, gør det bestemt ikke værre.
‘Bong Bizarre’ står sammen med titelnummeret fra seneste plade tydeligst frem i erindringen som særdeles håndholdte og skarpe numre, leveret med dét overskud og den på scenen interne tydelige energi, bandet altid udstråler.
Bandets rytmegruppe er verdensklasse – jeg er især vild med Emil Landgrens trommespil og når det så kombineres med Deurells bas? Perfektion!
Jeg ser netop, at Speaker Bite Me arbejder på nyt – angiveligt soundtrack? – så jeg håber, lejligheden byder sig til snart at se ’støjskaderne’ igen!
Crippled Black Phoenix, Voxhall, 25/3 2019
Hov! Der skal da vist også nogle koncerter, hvor jeg havde anmelderblokken med, på listen?
Jeg gik ind til koncerten med et meget åbent sind (læs: Min research havde ikke været overvældende) og gik på den vis stærkt opløftet derfra.
På sin vis var der masser af hår i suppen: Vokaler, der ikke ramte 100%. Meget produceret lydbillede. Backtracks. Men! Helhedsoplevelsen bliver til tider større og der er ingen tvivl om, at Crippled Black Phoenix er et stærkt live-band. Og nok med streg under live, da research på pladerne ikke har givet den samme begejstring.
Jeg er ret billigt til salg for bands, der kan veksle i dynamik og gå fra det sarte til det destruktive. Og her passede denne aften på Voxhall rigtig godt ind. Vi var ikke mange publikummer, og sådan er der vist efterhånden lidt en tendens, når jeg finder gode koncerter… Ofte er de få, der får oplevelsen. Jeg er dog ret sikker på, at det var ret dedikerede fans og vi gik alle derfra en lille smule flyttede i forhold til da vi kom ind – eller i hvert fald med et smil på læben.
Jeg skal så afgjort se CBP igen – denne martsaften smagte af mere!
Lamb, Voxhall, 16/11 2019
Jeg var lidt bekymret om, hvor vidt Lamb ville være et blast from the past. Og det sære ved denne koncert var, at brormand i bandet i den grad virkede som sådan (forsøgte hele tiden at få publikum til at klappe med osv), mens den mere stoiske søster i front bare leverede på bedste femme fatale-vis. Stor fjer-pryd, sovekammerøjne og en charme, der emmede af overskud kombineret med en stærk sangpræstation gjorde, at man hurtigt kunne blive lidt forelsket på gulvet sådan en aften.
Og netop brormands tricks viste sig også at blive et højdepunkt: publikum blev bedt om at synge en melodistump i ‘One Hand Clap’ – og pludselig stod man dér og havde den der fornemmelse af at være til en fodboldkamp, hvor alle holdt med det samme hold. Stærkt!
I øvrigt har Lamb et fantastisk bagkatalog og selv om jeg virkelig nød ‘Gorecki’, så var der også andre sange på settet, jeg siden har kunnet mindes med glæde.
En fed aften med et rutineret band på Voxhall!
Lowly, Voxhall, 8/11 2019
Det af lykkelige omstændigheder op til lejligheden amputerede Lowly viste, at et medlems fravær til trods, kan man altså godt levere en stor koncertoplevelse.
Vi er i samme mørke elektro-land som Lamb, men dog med en mere norrøn tone. Og jeg fik cementeret min opfattelse af Lowly fra en SPOT-festival for mange år siden: Det er et stærk, stærkt liveband med gode sange – og ikke mindst evner til at levere dem.
Den – i øvrigt også i lykkelige omstændigheder – karismatiske forkvinde syntes at stråle som nu ene kvinde og stærke numre som ‘Baglaens’ og ‘Stephen’ står klart i erindringen.
Måske ikke de største fem stjerner, jeg i mit liv har givet, men spillede de i morgen, troppede jeg gerne op igen!
Og så var der… …et rungende spørgsmål: HVOR ER RADAR I ALT DET HER?
Jeg nåede ikke på HQ overhovedet med blokken, men anmeldte et par koncerter på Radar. Og ingen af dem var sådan helt déroppe på de øvre hylder. Det er ret ærgerligt, men jeg tænker det i høj grad hænger sammen med at jeg ikke har haft mulighed for at komme til så mange koncerter, men nok værre (for os), at Radars musikprofil synes at have ændret sig til noget smallere i en retning, der ikke er så attraktiv for GFR (vent, må vi ikke være smalle?!, red).
Nå. Et nyt år truer og der skal vi da nok få nogle store i Banegraven…
Jonas Strandholdt Bach
Heller ikke koncerter nåede jeg alverden af i år. Samme årsager som i forhold til anmeldelserne, som jeg heller ikke nåede så mange af som jeg plejer: Travlt arbejds- og familieår. Det blev heller ikke til andre festivaler end Copenhell, i embeds medfør, og GrimFest, i civil. Men der blev dog samlet nok gode oplevelser til en top 5.
Low, Voxhall
Low overrender ikke Danmark, men de har dog alligevel været forbi nogle gange de senere år. Alligevel var det første gang jeg oplevede bandet live da jeg lykkedes med at komme afsted fra bleskift og babygråd en aften i februar. Hvor jeg ikke er nær så begejstret for Low’s seneste album som mange anmeldere, så er jeg til gengæld svært glad for flere albums fra deres bagkatalog, og live viste trioen et afslappet overskud og en imponerende evne til at skrue på intensiteten med relativt enkle virkemidler. I front var Alan Sparhawk tilbagelænet i sin uldtrøje, mens vokalharmonierne med hustru Mimi Parker bag trommerne gav kuldegysninger.
Tool, Copenhell
Tool er mit gamle favoritband. Som i, sådan et jeg dyrkede virkelig meget da jeg var stor teenager – jeg opdagede dem i forbindelse med udgivelsen af Ænima – og da jeg var i 20’erne. Og så gik jeg, som sikkert mange andre, og ventede og håbede på et nyt album. Og ventede. Og opgav halvt om halvt, og hørte kun Tool i glimt her og der. Men så blev de annonceret til Copenhell, OG et nyt album dukkede siden også op. Jeg oplevede Tool til begge deres koncerter på Orange, i 2001 og 2006, og var begge gange blow away. Det var ikke helt det samme på Copenhell, men Tool, og især de tre herrer med instrumenter, viste at de stadig har noget særligt. Maynard virkede til gengæld ikke helt så overbevisende, men altså, det var stadig stort at høre gamle favoritter som ’Stinkfist’ og ’46 & 2’ og nye numre, som også gjorde indtryk.
Peter Sommer & Tiggerne, GrimFest
Det var ikke en koncert jeg anmeldte, så det bliver på hukommelsen. Peter Sommer har igennem en årrække holdt den dansksprogede fane højt, og siden jeg ”opdagede” at han kunne andet end at synge om Valby Bakke da han udgav Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene, har jeg fulgt med i sommers udgivelser. Den seneste, Elskede at drømme, drømmer om at elske, er ret så god. Og live viste Sommer et kæmpe overskud på GrimFest, hvor han virkede til at føle sig hjemme. Samtidig spillede Tiggerne glimrende, vejret var godt, øllene kolde… Sommer har både hits og generelt stærke sange nok til at holde kadencen gennem en god times koncert og krydret med lidt anekdoter om dette og hint, så var det bare en god festivaloplevelse.
Speaker Bite Me, Atlas
Speaker Bite Me spillede også på GrimFest, hvor de i øvrigt også leverede en fin koncert. Det gjorde de også på Atlas, hvor jeg havde indfundet mig sammen med redaktionens Speaker Bite Me-fanboy, Troels-Henrik i april.
Hvor jeg godt kan huske at Speaker Bite Me fandtes tidligere, så er jeg først for alvor nået til at lytte til dem efter de vendte tilbage med den glimrende Future Plans, og den udgjorde naturligt nok en god del af sætlisten på Atlas. Og Speaker Bite Me må kandidere til at være blandt landets tighteste støj-outfits. Samtidig er der også masser af melodi at finde i bandets materiale, og så har de bare to stærke sangere, og karakterer, i Martin Ryum og Signe Højrup Wille Jørgensen, også kendt som Jomi Massage.
Slipknot, Copenhell
Skal der være metalfest, så lad der være metalfest. Jeg har efterhånden set Slipknot nogle gange og er sådan medium-skeptisk overfor konceptet. Det virker som meget kontrolleret og kalkuleret kaos, og så er der noget formularisk over det. Men på Copenhell fungerede det. Der var heller ikke meget metaltræthed over det mangehovedede bæst, og i front sørgede Corey Taylor for at piske bandet og publikum frem. Det var også sent og jeg havde drukket mange øl, så det gav nok lidt ekstra til oplevelsen… men en fest, det var det.
Foto: Lene Damgaard/GFR, Rigmor på Uhørt ’19
