Home Artikler Repeat #36

Repeat #36

1954
0

Så skal vi til den igen, endnu en tur i singlekarrusellen, denne gang leveres musikken af Hvem er Alf?, Yune, In Memoirs, Blitzkrig, Powdercloud og Pipi.

Det er faktisk et hold bestående af udelukkende debuterende navne her i Repeat, om end ikke på GFR helt generelt. Dejligt  med en uge uden gengangere, jeg var ved at blive lidt små-irriteret over kunstnere der udsender 3-4 singler INDEN pladen udkommer. Nuvel, det rettede sig åbenbart helt af sig selv…

Som sædvanligt er På Repeat-listen nederst, opdateret med denne uges nye tilføjelser.

Hvem er Alf? – “Eventyret”

De krøllede pophjerner i Hvem Er Alf?, som jeg anmeldte en udgivelse fra sidste år, er tilbage med en ny single, “Eventyret”:

“Og med titlen følger tankerne. Er den verden vi lever i et bizart eventyr, hvor alt i sidste
ende er sort og hvidt, spillet fixet og lykken nær? Eller er der andre kræfter på spil? Og
hvilken brik har vi hver især så i dette gigantiske eventyr?”.

Masser af spørgsmålstegn hos Hvem Er Alf?, hva’? Umiddelbart lyder “Eventyret” lidt mere dystert og ildevarslende end jeg husker bandet lød på debutpladen, men nu kan eventyr jo også tit være noget halv-mørkt noget, som egentlig ikke er for børn. Det er den der lidt gumpetunge rytme, som indledningsvist skubber nummeret fremad heller ikke. Eller forsøger at skubbe nummeret frem- den er sgu noget tung bagi til min smag.

Vokalen er er stadig kvart i Kellermann og man sidder egentlig bare og venter på, at den slår hel. Det sker ikke helt, dog nærmer vi os da sangen endelig får slæbt sig hen til noget der minder om et omkvæd 1 minut og 20 sekunder inde i sangen. Jeg synes sådan set, at det nye lidt mere afventende udtryk og en lidt mere dunkel og rocket lyd er en god idé, men sangen har godt nok svært ved at få rigtig fat.

Det er som om den aldrig helt kommer op i omdrejninger, eller bare mangler det sidste skud energi for at kunne løfte sig. Og så er den slut? Hmmm…

Konklusion: Hvem Er Alf? skriver også i pressemeddelelsen at deres musik er på kanten af alt og ingenting – her lander den de lidt lige midtimellem.

Yune – “Ørkensangen”

Yune er et af de nyeste bands på Crunchy Frog, “Ørkensangen” er deres debutsingle og første indikation af hvad man kan vente sig fra et kommende album. Det er sparsomt med oplysningerne om bandet, men om nummeret lyder det:

“På tekstsiden synges der om umiddelbart håbløse situationer, man forsøger at bevæge sig ud af, men uden at vide, om der egentlig findes en oase på horisonten eller om det blot er et fatamorgana. De to guitarstemmer danser omkring hinanden som en sandhvirvel, mens synthesizere vibrerer som hede i luften. Sammen giver bas og trommer følelsen af tung bevægelse gennem hårdt terræn”.

Der er i hvert fald ørkenstemning fra start, når nummeret dukker op i det varme klima med den der lyd af en mulig fatamorgana, der nævnes i presseteksten. Musikken bevæger sig lidt som varmebølger ude i det fjerne, stille krusninger i luften med en dvask, solbasket følelse. Man får helt lyst til, at smide fodtøjet, dyppe fødderne i det nærmeste vandhul, læne sig tilbage og tage sig en ordenlig slapper.

Omkvæd og noget markant hook er der ikke meget af, det er nærmere en lang, 3 ½ minuts svævende bevægelse på stedet, som om sangen hænger og simre i luften. Det gør også, at den måske er noget atypisk som single, hvis den er repræsentativ for et kommende album, så kan man nok forvente et soundtrack til en god koger i solen.

Musikalsk er det et nummer, hvor der ikke spilles hårdt og igennem, instrumenterne danser rundt om hinanden i det luftige lydbillede. Det giver nogle ganske behagelige vibrationer og en vis følelse af lethed eller decideret vægtløshed. Det gør dog også, at sangen er nærmest uden tynge og momentvis godt kan føles som om den er ved at fordampe som dug for solen.

Konklusion: Jeg er ikke helt sikker på den her. På den ene side, er det en fin lille smagsprøve på hvad der eventuelt kunne være i vente fra Yune. På den anden, så er den som appetitvækker måske ikke videre… appetitvækkende? Som en single er det næsten som om sangen virker som en for lille brik af et større billede?

In Memoirs – “Your Name”

Så skal vi til et andet navn, som jeg tidligere har anmeldt et album fra, nemlig In Memoirs. Her var vi ude i den rendyrkede, pastelfarvede pop med fængende melodier og smittende humør.

Om den nye singler lyder det:

“Singlen ‘Your Name’ er en anderledes kærlighedssang, der handler om mødet mellem to
ekskærester. Efter flere års adskillelse står ekskæresten nu pludselig på trappen, og vil
genoptage forholdet. I mange år har tankerne kredset om netop dette scenarie med lige
dele frygt og håb – hvad gør man hvis den person der forlod en, pludselig vil have en
tilbage?”.

Stemmen og manden bag In Memoirs hedder Morten Filipsen og er indehaver af en meget lys og klar vokal, så det er i det toneleje vi befinder os her. Umiddelbart er tempoet sat lidt ned her på førstesinglen fra et kommende album, vi nærmer os klassisk kærlighedsballade territorium. Det er jo, om noget, temmelig velkendte og ret udtrådte stier i popland, så meget hænger på melodien for mig i den slags tilfælde. Er den god og mindeværdig nok til, at man lige orker at tage en tur mere?

Altså, først og fremmest er det her virkelig godt pophåndværk, det lyder simpelthen virkelig labert og godt udført. Alt fra vokalen til det ret store og åbne lydbillede, ligesom opbygningen, hvor man går igennem forskellige stadier, ifølge presseteksten repræsenterer de faserne man går igennem efter et brud, er flot eksekveret.

“Problemerne” opstår, fordi jeg kommer lidt i tvivl om, at jeg opdager og sætter pris på de her ting, fordi jeg er blevet udstyret med en forhåndsviden og ved de er der. Jeg er ikke helt sikker på, at sangen ville fange mig, hvis jeg bare tændte for radioen og den kom på? Ikke, at sangen er dårlig, det har jeg jo lige argumenteret for, ikke er tilfældet. Men jeg savner et eller andet der for alvor fænger og gør, at sangen indfanger mig.

Konklusion: Det er et nummer, som stille og roligt vokser på mig ved hver gennemlytning, men jeg ved ikke helt om det er nok til, at jeg ville kalde det en god single. Flot og veludført sang, ingen tvivl om det, men som single er jeg lidt mere i tvivl om den har nok gennemslagskraft til at blive hørt.

https://soundcloud.com/celebration-records/in-memoirs-your-name/s-6PhVU

Blitzkrig – “Varm Kind”

“På Blitzkrigs nye nummer tages lytteren med ind i et særpræget univers, hvor et ikonisk guitar-riff, alternative vokalsamples, japansk videospilsstemning og forsangerens dybe vokal omslutter lytteren. Afslutningsvist åbner nummeret sig i et stykke, der eskalerer i en guitarsolo med smæk på følelserne”.

Hmm hmm, javel ja, det lyder jo som… noget! Dette er Blitzkrigs nyeste og sidste single inden udgivelsen af en EP, som er ude når det her rammer nettet. Blitzkrig er en trio fra København NV men med rødder i Jyllands NV, Thy, mens forbillederne tæller bands som Kliché og The Cure. Fungerer det som en eventuel blanding?

Halløjsa, hvad har vi her? Højstemt vokal i et stort, ekkorungende lydbillede, en diskret stigende guitar og melodi og noget vokalsample af ubestemt herkomst, som langsomt driver i baggrunden når musikken tager over. Nu var jeg lige lidt ude med riven efter singler, som manglede noget der fænger, eller måske lige savnede noget gennemslagskraft. Blitzkrig leverer heller ikke en “typisk” single her, vi har også et gøre med et nummer, som mere føles som en fortløbende, fremadrettet bevægelse, uden omkvæd eller deciderede hooks. Men den fænger alligevel.

Først er jeg på fordi det hele bare lyder en lille smule anderledes og fremmedartet, på en måde der pirrer nysgerrigheden og straks suger mig ind i sit særprægede univers. Dernæst lægger man mærke til de små forandringer og tilføjelser til lydbilledet. der ved første lyt godt kan lyde noget højtragende og højtideligt. Det forandrer sig dog løbende og munder ud i en The Cure’sk guitarfremdrift og et ret overraskende klimaks i forhold til udgangspunktet – uden at det af den grund fremstår rodet eller usammenhængende.

Konklusion: Blitzkrig er lidt et paradoks, egentlig gør de mange af de ting, som man måske ikke “bør” gøre, hvis man skal have hul igennem med en single. Men det fungerer alligevel. Jeg er fanget fra de første toner, tager gerne med på turen og har fået smag på mere, når den 4 minutter lange rejse rinder ud.

Powdercloud – “Fake Banksy”

“Fake Banksy er en sang der virkelig kan sætte gang i en fest. Det er sjældent at en sang, kan få en til at reagere prompte, som denne sang kan. Om en man gerne vil sidde stille og ikke danse lidt med, kan det være svært så snart sangen går i gang. Det er netop det, at man ikke skal holde sig tilbage, sangen handler om. Singlen skal give lytteren, det ekstra lille skub bagi, så de virkelig komme ud af komfortzonen, og tør stole på sig selv, og hvad de kan”.

Oh yeah? Famous last words inden jeg trykker play, strækker fingrene og er klar ved tastaturet, klar til at spontan “hate” nogen der kommer med så selvsikre postulater! OK, sangen er så skrevet med Ikaros myten i tankerne, højt at flyve, dybt at falde og alt det der, men så kan det jo blive helt meta, hvis nummeret ikke lever op til de slagkraftige løfter i presseteksten.

Så det er jo næsten en fornøjelse, at kunne skrive at den præsentation flyver for tæt på solen. Var det bare det? Det er jo driftsikker dicosoul af den ret ordinære slags, hvor man sikkert også har hørt sin Bruno Mars, som har hørt Michael Jackson, som har hørt… og så er det bare blevet lidt mere funky white guys i Powdercloud udgaven. Det er lige før, at man kan se sangen køre afsted, blive samlet på og dumpe af transportbåndet og ned i kassen med metervare popforsendelser.

Det er den ene side af sagen, den umiddelbare reaktion. Den anden side er, at det her er et forbandet effektivt dansenummer. Jo, det er bestemt en velkendt stil og klang, faktisk i en sådan grad, at det nærmest virker provokerende på mig, men man kan ikke sige, at det ikke virker efter hensigten. Hvis den her ikke får dig på dansegulvet, så er du lige så død inden i og tung i røven som undertegnede. Irriterende fængende!

Konklusion: Det er næsten øretæveindbydende catchy og smittende, det her. Også i en grad, hvor jeg helt automatisk forsøger, at stritte imod og ikke sidde og svinge med til rytmerne. Nytteløst. Dermed byder singlen også på alle de elementer, som jeg har efterlyst i nogle af denne uges andre numre – her bare i overflod. Jeg ender med, at sidde med en følelse af både at få for lidt og alt for meget på samme tid. Men under de rette omstændigheder er det her et hit.

Pipi – “Du Er Den Du Er”

Pipi leverer indie-pop der med egen ord er lige så festlig, som den er rolig. Singlen er i samarbejde med Frederik Vedersø, som man blandt andet kender fra The Eclectic Moniker, så man forventer da en hvis portion varme og fest. Om nummeret lyder det videre:

“Følelsen af at blive buret inde i sine egne tanker, uden at kunne slippe løs igen. Splittelsen mellem lysten til at slå op og den stor kærlighed til den person, man befinder sig sammen med. Sætningen DU ER DEN DU ER er en form for tidsløs kærlighedserklæring til den person man har holdt af og en accept af at man er som man er og lige meget hvilke veje man går, vil man altid have minderne sammen”.

Jo, jeg kan da genkende beskrivelsen af både fest og ro her, det syder og bopler hos Pipi på sådan en dejligt optimistisk måde uden at det bliver lalleglade dage i solskin. Det er også både catchy og smittende uden at det bliver ren dansepop, mere på sådan en “spred dine arme, luk øjnene, sug ind og accepter dig selv måde”, helt i tråd med titlen og det gentagende “du er den du er” mantra, der gør det ud for sangens omkvæd.

Instrumenteringen og bandets lyd er ret spøjst da den både føles ret produceret og stram, men alligevel ganske organisk og vibrerende. Det er sgu ret godt det her og et nummer som bare fænger fra første sekund. Vel at mærke uden at jeg føler at det bliver anmassende. Det er forførende og lokkende, på en meget naturlig måde, en sang der inviterer en med på turen. En tur hvor der også er god plads til at eksperimentere lidt med udtrykket, så der stille og roligt føjes detaljer til og bygges ovenpå.

Konklusion: Spændende og vellykket single, som man sagtens kunne forestille sig gøre sig godt i radioen eller Karrierekanonen. Den har den der “lyd” og kvaliteter, hvor det både virker velkendt og samtidig byder på noget nyt og lidt anderledes.

Føjes til På Repeat: Blitzkrig og Pipi

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Blitzkrig pressefoto

Previous articleSunman: Songs Through a Muted Machine ★★★☆☆☆
Next articleKogekunst: LALA ★★★★★☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.