Den mangeårige musikanmelder Henning Høeg debuterer med et for langt og, trods glimt af gode melodier, alt for ordinært album.
Jeg er nødt til at starte med det mest oplagte brok-punkt ved den mangeårige musikanmelder ved BT, Henning Høeg’s nye album. 16 numre? Hvis det nu var all killer, no filler, så ville det være svært imponerende, men når det ikke er tilfældet, så er det altså rigtig mange numre at skulle igennem – især når de som regel når over 3 eller 4 minutters mærket. Høeg er ikke (og prøver ikke) at være Bob Dylan, og det er heller ikke et konceptalbum der fortæller en gennemgående historie, så den musikalske produktivitet skulle måske bare have været udsat for en mere selektiv udvælgelsesproces, så albummet havde bestået af ca. halvt så mange numre. Eller de bedste numre på en EP.
Det starter sådan set meget godt med ‘Back to the Past’. Høeg er bestemt ikke nogen stor sanger, men åbneren har en fin dynamik og noget catchiness. Det er nok ikke noget, du kommer til at høre i radioen, men flere af Høeg’s sange har nu fat i nogle gode melodier ind i mellem.
Andet nummer ‘Movie Ends’ har sådan en lidt blåtonet 80’er rockvibe, og det er ikke helt ulig Cohen’s I’m Your Man i stemning, ud over at Høeg her benytter sig af en lysere vokalindstilling, ret forskellig fra den Cohen’s dybe recitation.
Men jo flere numre jeg kommer ind på albummet, jo mere begynder jeg at kede mig. Der er i og for sig ikke så meget at udsætte på det musikalske håndværk, ud over at det aldrig rigtig overrasker eller bliver ekstraordinært, og det samme kan vel egentlig siges om sangskrivningen. ‘Remember’ og ‘Better Man’ har begge nogenlunde solide melodier, men der skal altså lidt mere til for at det sætter sig fast. ‘True to Yourself’ lyder som noget, der er planket fra et populært 60’er band ingen husker navnet på i dag, og så er titlerne nogenlunde lige så generiske som teksterne.
Således sætter numre som ‘Waiting on the Night’, ‘Silver Moon’ og ‘Best Years’ ikke mange spor hos undertegnede. ‘You Can’t Keep Us Down’ har noget power og noget teater-koncertagtigt over sig, men den kunne godt bruge noget mere tyngde i produktionen. Der mangler noget bund i trommer og bas, for at man for alvor kan mærke trykket.
Til gengæld er vi hurtigt tilbage i den mere letbenede afdeling med ‘Too Hot’ og ‘Wish You Were Here’, der begge virker sådan lidt ballede, mens ‘Dance of the Devil’ tager en mere latino danse-rockende retning. Det giver da variation og lidt vippe-fod, men fortrænger ikke ligefrem eksempelvis The Mavericks fra tronen.
Den lidt anderledes framede ballade ‘Dad’, til en far, der ikke længere er der, men som man gerne vil have ser, hvad man har opnået, og ‘I Swear’ virker lidt anakronistiske, og i førstnævnte bliver teksten næsten for tyk til at være rørende.
Blandt albummets stærkere numre er slå-op-bitterheds-sangen ‘Guess Who’s Crying Now’, som også har været ude som singleforløber. Forståeligt nok, for her er der noget kant at spore hos Høeg, på et album, der ellers overvejende er ret pænt. Det hele slutter med ‘Too Late’, og det er måske også et eller andet sted for sent Høeg’s sange rammer verden.
Time Will Tell er ikke et talentløst udspil, og der er sådan set nogle solide melodier her og der, ligesom han kan sin rockhistorie og teksterne er som sådan som regel også til den hæderlige side. På et lokalt spillested en fredag aften vil Høeg og kumpaner sikkert kunne levere et hæderligt soundtrack til et par fadøl i hyggeligt selskab. Det er ikke sådan at Høeg burde blive ved sin anmelder-læst, men det er nok mest for egen skyld han skal fortsætte med at udgive musik.
Det er nemlig svært at sige, hvem der er målgruppen for udgivelsen, som virker anakronistisk og bagudskuende og mangler den spændstighed i produktion og instrumentering, der kunne gøre den relevant for et publikum i dag – og, nå ja, flere sange, der sætter sig fast hos lytteren. Der er simpelthen for meget derude i samme genre-område, der er bedre end Time Will Tell. Vi lander på 2 stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
