The Awesome Welles barslede allerede med deres andet album, River’s Edge, for et par år siden, men så gik de i opløsning. Nu er de tilbage, og de har taget River’s Edge med.
The Awesome Welles fik sig et lille gennembrud i 2014 med det selvbetitlede debutalbum, produceret af Sebastian Wolff. Samme år spillede de også på Roskilde Rising, og i 2016 besøgte de Spot Festival med nyt materiale fra et kommende album – det blev også til et par koncerter i løbet af efteråret samme år, men så blev der stille omkring bandet. Opfølgeren til debuten udkom ikke, og da jeg i anden forbindelse var i kontakt med Jacob Løkkegaard fra bandet fik jeg en kortfattet besked om, at de var gået i opløsning. Men nu er bandet tilbage, med albummet, som egentlig skulle have været ude for et par år siden.
Albummets titel er River’s Edge, og så får jeg allerede lidt Bruce Springsteen-associationer (som i øvrigt også findes flere steder rundt omkring i bandets lyd). Netop titelnummeret åbner albummet, og er ganske potent med dunkle tangentanslag. Både den følelsesladede levering fra Adam Allen i front og den musikalske intensitet understreger, at det her ikke, hverken de dramatiske følelser Allen synger ud eller projektet The Awesome Welles i det hele taget, er noget, der tages løst på.
Ligesom andet nummer, ‘Is It Too Late’, synes jeg at kunne huske at have hørt nummeret før. Det kan være enten da de spillede på Spot i 2016 eller senere samme år på Radar, men det kan være lidt svært at udlede af mine gæt på titler fra dengang (anmeldelsen kan læses HER). Men det siger da noget om, at det er et nummer, man husker, som Ken også har bemærket, da han vendte nummeret i Repeat-serien. Det samme er ‘Is It Too Late’ i øvrigt, hvor trommeslagene rammer tungt, så man kan mærke det som et ekstra stød i maven. Ligesom på debuten viser The Awesome Welles at de er i stand til at kreere rocksange, der både har energi, kant og melodi.
Også ‘Under Your Wings’ er en kraftkarl med godt med schwung og smæk i lilletrommeslagene – i det hele taget er det godt med plads til dunder i produktionen, hvilket understøtter at The Awesome Welles er et band, der spiller på de store nagler. Det er ikke de små subtile twists de gør mest i. Det gør heller ikke så meget, når sangskrivningen holder, og det gør den på River’s Edge.
Den uptempo ‘Any Day Now’ er lidt en undtagelse på albummet, og så alligevel ikke. Musikalsk er tonen lettere og det er i bund og grund en poppet rocksang, men til gengæld er Allen’s lyrik skiftevis håbefuld og frustreret over ikke at kunne bryde fri fra et forhold (hvis jeg tolker teksten rigtigt).
Den følges af en musikalsk modsætning i den storladne, tangentdrevne ‘Sleeping on the Edge of Town’ (Springsteen much?), der er blandt albummets mest fængende, og som bestemt bør kunne få noget radiotid. Den tålmodige opbygning fører til en form for forløsning i en storladen afslutning, hvor der flerstemmigt synges “all your worries/gonna put them down/put them down”.
Også på ‘Oceans’ bygges der op til en intens og storladen afslutning, og skulle man rette en kritik af albummet, kunne det måske være at udtrykket i mange af numrene er relativt ens. Der veksles mellem mere eller mindre afdæmpede opbygninger og storladne, støjende forløsninger, men det er let at tilgive, fordi håndværk og sangskrivning er veludført. Således også på ‘Kinder (Wish It Was)’, som nok også burde kunne få radiospilletid,
‘Coming Home’ er i familie med ‘Any Day Now’, en uptempo og melodiøs sag pakket ind i patosfyldt vokal, keys, tunge trommer og forvrænget guitar og bas, og ryster lidt op i formlen, inden ‘Daddy Don’t Go’ lukker albummet og her skrues der for alvor op for patosen, og der bygges på og på i intensitet, inden guitaren gnistrer ud og der lukkes helt dæmpet ned.
Der er ikke de store overraskelser på River’s Edge, men til gengæld viser The Awesome Welles at de fortsat kan skrive slidstærke sange og levere dem med sjæl, tyngde og patos. Der er flere stærke sange, der nok skal kunne få radiospilletid, og som helhed er det et homogent og solidt album. Men efter en håndfuld gennemlytninger savner jeg måske også nogle flere nye landvindinger og overraskelser i bandets udtryk – det der sidste, der løfter sangene, og albummet, et niveau op og river bandets udtryk fri fra inspirationskilderne (der ud over Springsteen også lyder til at tælle Arcade Fire fra før de gik disco). Når det så er sagt, så er River’s Edge et rigtig godt bud på et album, du bør investere i, især hvis du kan lide mørktonet rock.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
