Ud og svinge hofterne kære friends and lovers, nu skal vi have noget indie-pop, men mest pop, fra Favor.
Det smager af synth og dansable rytmer på Favors nye EP, den anden fra Jeppe Gade, som gemmer sig bag dette alias. Idéen til EPen, som en en form for koncept-plade, opstod i kølvandet på en overstået turné, hvor Gade pludselige følte et tomrum efter det intense samvær på landevejen. Han fandt det ensomt at skulle tilbage til sangskrivning efter musiklivet, og søgte mod sin mobil og computeren og begyndte at spekulere over hvem folk bag skærmene egentlig er og hvordan de lever deres liv.
Det er udgangspunktet for denne 5 numre lange EP, der munder ud i 15 meget kompakte minutter. Der er altså ikke meget overflødigt fedt her, det er pop skåret ind til benet. Alligevel kommer vi ret vidt omkring på det intense kvarter. Der lægges ekstremt poppet fra land med “Wiki”, der pumpes roligt fremad af kunstige håndklap og en pulserende rytme, mens Gade’s vokal ligger i de lyst soulede leje. Det er ikke min favorit på EPen, det bliver lige lovlig syntestisk klingende til min smag, men rytme er smittende og man får varmet leddene op til en tur på dansegulvet.
Den varme i kroppen får man brug for på den efterfølgende “Call My Name”, der er endnu mere dansabel og nærmer sig det funky friske. Det giver en lidt mere organisk følelse til det stadig ellers lidt plastik-poppede udtryk. Det klæder Favor at ægge rundt i dette krydsfelt mellem en mere elastisk organisk lyd og det mere “stive”. Der er lidt funky white boy over det uden at der går blegfiset Thomas Helmig i den. Astrid Cordes fra nu hedengangne Shy Shy Shy kigger forbi på “Chemistry” og får tilføjet endnu flere nuancer og noget krydderi til Flavors lydbillede. Visitten er velvalgt og logisk, man aner et musikalsk slægtskab mellem de to navne, som også lever fint op til sangens titel. Der leges lidt med nogle skeer (tror jeg det er) som percussion, fremfor de digitale håndklap fra tidligere.
Hvis “Chemistry” mangler noget, så er det måske et super catchy omkvæd til at hive det sidste stik hjem, men det ligger måske ikke helt til sangens opbygning. Det føles som én lang, sammenhængende flirtende (online?)dans mellem de to vokaler, hvor det bliver helt lummert når Gade synger “Don’t you want me, don’t you want my melancholic mixtape” og Cordes svarer, “no, I just want you for your body, babe”. En kommentar til onlinedatingens dyrkelse af det fysiske eller bare et udtryk for lyst og begær? Hun havde måske en kassettebåndafspiller.
“Girl” er EPens korteste nummer med sine lidt over 2 ½ minuts spilletid, og hvor der eksperimenteres mere med instrumenteringen. Det klikker og “klakker” stadig, men der tilføjes en række lyde og effekter, som jeg ikke rigtig kan beskrive, andet end det giver en “sugende” effekt. Det er nok også EPens mest ekspressive nummer, en simpel kærlighedserklæring om at være “ramt”, “girl you got me good”. Lyden er ganske interessant, men der er måske ikke så meget kød på sangen ellers.
Tiden rinder ud for Favor, både helt konkret da vi er nået til sidste nummer og fordi “PC Screen” indledes med “tik tak” lyde. Igen er brugen af effekter og “sjove” lyde bestemt ikke uinteressant og byder på en ret fængende melodi. Den drives frem af en “woop woop” lyd, der giver en let hoppende bevægelse, i små ryk, mens Gade igen giver den som semi-soulet popsanger.
Alt i alt får Favor prøvet en hel del af på 404, Friends and Lovers, der både i kraft af det afvekslende lydbillede og den komprimerede spilletid byder på en meget nem og tilgængelig lytteoplevelse. Jeg kommer aldrig helt ud over fornemmelsen af, at det virker som en appetitvækker og små bidder fremfor et stort, mættende hele. Men man kan ikke sige, at jeg går decideret sulten fra Favors poppede anretning.
Vi lander på en lille, fræk og funky 4er for det samlede indtryk.
Af Ken Damgaard Thomsen
