Et opgør med en kristen opvækst, pakket ind i efterårsstemning og shoegaze? Pinemoon er klar med deres debutplade Miracle.
Pinemoons Miracle giver noget andet, end forventningen. Med perfekte stemninger til efteråret og et sfærisk udtryk er musikernes baggrund og lette opgør med stæke kristne miljøer ikke karikeret tydelige. Men der er dog kommet en rigtig fin plade ud af det!
Faste læsere af mine anmeldelser vil vide, at jeg elsker når der er historier i musikken: Om det så er om dværge, der smadrer drager i metallen eller måske nok mere personlige tilsnit i sart singer/songwriter-rock, så giver det point hos denne anmelder at have noget på hjerte, formidle disse stemninger og holdninger gennem musik og måske tekst.
Men hvad så når historien kommer først? For en gangs skyld havde jeg først læst pressematerialet på Pinemoons debutplade, Micracle. Og her var der en historie: ”Pinemoons medlemmer er vokset op i stærkt kristne miljøer, hvor en urokkelig tro på guddommelig indgriben i livskriser og vanskelige situationer ikke gav megen plads til tvivlen. Pladen kredser om den forvirring og skuffelse, som opstår, når et fast forankret verdenssyn krakelerer i mødet med det levede liv.”
Nå for Søren! Hvordan lyder sådan noget? Er det vred punk fra frafaldne? Måske metal i mellemgulvet? Svaret er, måske lidt overraskende, nej; drengene har fundet deres inspiration hos især Slowdive. Lækre lydflader, ro og en stor del melankoli præger pladen. Og da overraskelsen har lagt sig, så kan man glæde sig over, hvor vel lavet det hele er: Åbningsnummeret, ‘Strange Times’, byder på en fin, tynd violin (måske backet af en trompet?) mod slutning på den ellers ganske rockede underlægning. Og vi er ikke langt inde i næste nummer, før de kontrollerede støjklange suppleres med sart kvindekor.
Feel good stemning? Ikke helt. Men man frydes over produktionen! At Pinemoon også mestrer den gode melodi trækker bestemt ikke ned og da hele pladen emmer af ro og overskud – eller måske ro af nødvendighed? – er udgivelsestidspunktet i efteråret ikke mindre en fantastisk. Af forskellige årsager pendler jeg for tiden, og at lade det grøn-gule-brune Danmark passere forbi togruden mens regnen måske trækker diagonale streger og Pinemoon konstaterer derudaf? Det fungerer voldsomt godt!
Måske med vilje, måske grundet tilfældigheder bliver der tre ’dele’ af pladen: Den langsomme, rolige start, et par mere poppede numre i ‘I Try’ og ‘Annabelle’ midtvejs, og så tilbage i det mere rolige tempo (dog krydret med den muntre (?) ‘Sinister’) mod afslutningen. Også dét fungerer fremragende.
Men hvad så med teksterne? Ja, hvad med dem. Vi kunne måske forvente nogle stærkt personlige beretninger, noget dybfølt smerte og på den konto noget ekstraordinært. Men faktisk er det næsten svært for mig at gengive teksterne. Ikke fordi de ikke synges tydeligt nok. Men fordi de i høj grad smelter sammen med hele udtrykket og i numre som titelnummeret Miracle og igen på ‘Time Will Carry’ er der dømt Twin Peaks-soundtrack-stemninger.
Og selv om det i sig selv fungerer fint, så er det måske min anke. Pinemoon bliver aldrig rigtig støjende på de støjende steder. Aldrig rigtig eerie på de mere kølige steder. Men det stopper altså ikke pladen fra at være et virkelig lækkert, behageligt og vellavet bekendtskab.
Lykkedes det så at bygge bro mellem en dramatisk baggrund og formidling gennem musik? Af ovennævnte grund må jeg sige nej. Men måske er det ikke så sært at mennesker, der er vokset op i stærkt kristne miljøer er blevet ganske afrundede. Og deres beretning om forskelle og de identitetsudfordringer, det afstedkommer, er langt mere konstruktive på Miracle, end hvis det havde været vred punk.
Alt i alt en god plade, der leverer noget andet end forventningen. Men leverer godt!
Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag
