Popsangerinden Greta er egentlig tysk, und das ist schön, men har tilbragt de seneste 8 år i Danmark og udkommer på danske Celebration Records, så vi har givet hendes drømmende synth-pop debut-EP et lyt.
Det er på mange måder meget tidstypisk, det Greta leverer på denne hele 6 numre lange EP, der sniger sig op mod de 25 minutter i samlet spilletid. En let-døsig/distanceret/drømmende vokal i ditto synth-domineret indpakning med spredte beats og en del effekter. Stedvis, som på den slumrende “White” kunne det godt lyde som en mere “syntetisk” udgave af Lana Del Rey. Dermed også sagt, at Greta fundamentalt har en ret flot og stærk vokal, men den får ikke lov til at stå meget alene i et lydbillede, der trods den luftige følelse stadig er ret mættet.
Det bliver heldigvis ikke decideret overlæsset, ej heller Del Rey light. På et nummer som den mere tempofyldte “Baby”, er vi nærmere noget disco-rytmisk tilsat halv-fjern indie-vokal. Hvis der blev spillet discomusik i The Roadhouse, i Twin Peaks, kunne det muligvis lyde sådan her. Af og til kunne man dog godt savne, at vokalen fik lov til at stå mere alene, bare så man kunne få en smagsprøve på den rene vare. Det nærmeste vi kommer (efter første nummer) er nok afslutteren “Wilderness”, hvor Greta, i hvert fald indledningsvis, bryder igennem synth/effekt tågen. Til gengæld bakkes hun op af et noget skrabet arrangement og beat, som næsten kommer til at lyde for afpillet og primitivt, men der er nok sigtet efter en form for retro-futuristisk klang? Det lyder lidt som et nummer fra soundtracket til 80er filmudgaven af The Neverending Story.
Numrene er i følge Greta indspillet i foråret gennem en hel årrække, hvor hun har befundet sig i en “opbrudstid” og har været inspireret af blandt andet kontrasten mellem den spirende natur og storbyens beton. Det giver egentlig meget fin mening, når man lytter til musikken på Ardent Spring og mødet mellem de kølige, 80er inspirerede synthflader og Gretas mere varmblodede vokal. EPen indledes (som antydet i overstående) med at vi får lov til, at nyde Gretas rene, varme klang på det rolige åbningsnummer “Spin”. Gradvist bygges der på, ligesom vokalen stille og roligt flyder sig ud i mere effektfyldte farvande. Som en introduktion til EPen og overgang fra det rent organiske til noget mere “kunstigt” fungerer det ganske glimrende.
Det leder os over til udgivelsens musikalske højdepunkt, titelnummeret “Ardent Spring”. Selvom Greta opererer en del på drømmestadiet og svæver rundt i et synth’et univers, så er det jo stadig i bund og grund en pop-EP hun har udsendt. Den slags har brug for et “hit” i min optik, en single, popgenrens stærkeste våben – fuldtræfferen der kan sætte en krog i radiolytterne og trække dem i den rigtige retning. Her virker “Ardent Spring” fortrinligt, uden at det bliver for “banger” dunkende og tarveligt. Man aner et lille slægtskab med et navn som MØ her? Men det er måske bare mig?
Alt i alt er Greta’s debut som synthpop sangerinde mere end godkendt med enkelte virkeligt stærke øjeblikke. Det største spørgsmålstegn jeg har efter endt lytning er sådan set om det har nok gennemslagskraft til, at får ørenlyd på et lidt overfyldt marked? Det er, forstå mig ret, næsten som om Greta er lidt for smagfuld og sofistikeret til “genren”, i hvert fald hvis det skal fortrænge nogle af de mere aggressivt og primitivt klingende metervarer popnavne i kampen om airplay og opmærksomhed. Ikke at jeg dermed opfordrer Greta til, at gøre tingene “dummere” og mere enkle – das wäre blödsinn! Jeg siger det bare…
Vi ender på 4 stjerner der drømmer om mere.
Af Ken Damgaard Thomsen
