Bag Juju Bell står Gerda Odgaard, som på Love is For the Cool undersøger “kærlighedens hemmelighedsfulde univers, livets sårbarhed og ensomhedens
kompleksiteter”.
Lad det være sagt med det samme: Juju Bell har ret godt styr på sin lyd. Det skal producer Jens Benz nok også have sin del af kreditten for. Det er både delikat og storladent, stemningsfuldt og skarpt skåret. Lige så er der godt styr på melodierne. Der er vel ikke ét af EP’ens fire numre, der ikke godt kunne få spilletid på for eksempel P6 – det skulle da lige være afslutteren ‘Fast Life’, der måske har et lige en tak for lavt tempo til det meste af radiofladen.
Ikke at Juju Bell nogen steder blæser afsted. ‘Love Is For the Cool’ nærmest slentrer afsted, og er et ganske besnærende stykke pop-musik med Odgaard’s sødmefulde vokal i centrum, og omgivet af en ganske fyldig instrumentering. “Love is for the cool/Like you”, synger Odgaard i omkvædet, inden der lige tilføjes et svirp i næste linie; “The cool and hard-hearted”. Uden det bliver alt for letbenet, et rigtig stærkt pop-nummer, der fortjener alt det spilletid, den får.
Og sørme om ikke også ‘Bring Me Down’ har nogle af de samme kvaliteter. Den er måske helt så let at fortære som åbneren, men med den legesyge rytmik og Odgaard’s vokalmelodier, og den enkle men effektive brug af synths og keys, har vi igen et ret effektivt popnummer med krop og kant.
‘Satellites’ åbner i mere nedbarberet form, men der bygges effektivt på med kor på omkvædene, inden trommerne sætter fra og en guitar får lov at folde sig ud og åbne for den fine afslutning på nummeret. Det handler ellers især om Odgaard’s vokal og at sætte den i scene, men her formidles nummerets gennemgående følelser i en anden instrumental form, og det giver en ekstra dimension i Juju Bells’ lyd.
Hvor de tre første numre er stærke på hver sin måde, er jeg ikke helt så begejstret eller overbevist af EP’ens sidste nummer, ‘Fast Life’. Ikke fordi, det ikke er fint skruet sammen, og Odgaard’s vokal er interessant at lytte til, men det er til gengæld også et nummer, hvor jeg synes sangskrivningen står svagere end på de øvrige, og nummeret bliver monotont at lytte til. Lidt ærgerligt, når nu de øvrige sange står relativt stærkt.
Juju Bells virker som en kunstner, der er klar til at tage et næste skridt. Baseret på denne EP, så venter der i hvert fald en del radiospilletid og medfølgende opmærksomhed, og lyden, ja, den kan man vel godt kalde “international”. Det er så også et felt, hvor der er mange om budet ude i den store verden, og til dels også herhjemme, men Juju Bells er godt på vej til at gøre sig gældende. Vi lander på 4 stjerner i denne omgang, for en overvejende stærk EP.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
