Med grødet stemme og dæmpet rocket underlægning danser, vugger og sniger Kapelmester sig ind på lytteren. Grov stemme og fremskreden alder hos bandmedlemmerne er ingen hindring for at fremstå troværdigt, overbevisende og lige dele skramlet og tjekket.
Hvad sker der, hvis man kobler en Tom Waits’et, grødet vagabond-vokal med en underlægning, der er dæmpet rocket? Ja, Kapelmester sker, og pladen der har været mange år undervejs, viser sig at kombinere de to ting ganske fint. Den til tider nærmest growlende vokal lægger sig oven på stram, rocket underlægning, der uden at gøre voldsomt meget væsen af sig gør at træbenet pludselig trækker mod dansegulvet. Det er cool: foden vipper. Og samtidig er der noget frastødende stodder-agtigt over vokalen.
Men det, der gør pladen lytteværdig og sikrer, at man vender tilbage til den, er at det hele virker så oprigtigt overbevisende. Den grødede vokal emmer af udtryk og erfaring og de mørke tekster om tungsind og andre ting, der ellers ikke rigtigt trigger dansebenet sniger sig ind som tung røg ved fodpanelerne: Kontrasterne bærer og sørger for, at vi som lyttere bevarer opmærksomheden på musikken.
Fire uptempo-sange, to tunge, langsomme og endelig tre patetiske ballader sikrer variationen og selv om bandet efter eget udsagn er rundet af punk, er der skruet ned uden at fjerne kanten, så der er god plads til vokalen.
Efter at pladen er boogiet i gang med ‘Maroon’ og ‘Jerusalem’ , får vi den sløvt slæbende ‘Darkness of The Mind’ , der på mange måder bliver symbolet på modsætningerne på pladen: For bandet spiller langsomt, men fremme på beatet – mesterlig fremvisning af kontraster!
Det er egentlig oplagt at påstå, at Kapelmester står stærkest på de mere dansable numre som ud over de førnævnte første to tæller ‘Bulletproof’ og ‘Legions’ – sådan cirka midtskibs på pladen. Men ved at påstå dét, overser man at bandet altså er dygtigere end de fleste punktbands til at lave stemningsfulde underlægninger på balladerne – og i øvrigt mestrer den nærmest destruktive slow-song så man nærmest ønsker, at Tom Waits også havde den mere rockede tilgang på repertoiret.
Nogen vil grangiveligt få nok af den grødede vokal og det er måske også lidt en ’acquired taste’. Fra dette skrivebord virker stemmen dog gennemført, leverer til opfattelsen af et band, der fortæller historier – både i vokal, men også i musikalsk dynamik.
Et Venn-diagram over metal-fans sympati for andre genrer viser, at mange metalhoveder holder meget af Tom Waits. Jeg forestiller mig, at Kapelmester også vil tap’e ind i det overlap, da bandet kan minde om Waits – men dog har en markant mere rocket underlægning. Når bandet så oven i købet har disponeret så vel over både lyd og numrenes dynamik over de ni numre, står vi altså med en ret god plade i hånden.
At nævne at bandet består for tre fjerdedeles vedkommende af mænd over 50, er for så vidt kun relevant i denne sammenhæng i, at det giver mening at numrene på dén konto har en vis tyngde og integritet.
Kan man danse til Kapelmester? Ja, for fanden! Kan man også lytte til Kapelmester? Også det! Alt i alt en spændende og god pladen!
Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag
