Singler, singler til alle… næsten! I hvert fald dem der kan lokkes med Johannes Smed, Hunbjørn, Bünni, GoatHawkBuffalo, The Love Coffin og Nelson Can.
Jeg vil indledningsvis, endnu engang, fatte mig i korthed.
Johannes Smed – “Bølger”
“Johannes Smed griber om sin virkelighed, som et musikalsk eksperiment. Han arbejder uden forudgående konventioner i et rum, hvor det spontane får plads og sange opstår”. Nå, det lyder da som lidt af en start på denne udgave af Repeat. Om Smeds musik og “Bølger” lyder det videre:
”Lyset, mørket, det grå, det rosenrøde – alt forandres før eller siden. Livet vælter os, og løfter os op igen. Igen og igen. Den her sang kommer fra en tanke om, at alle de her følelser altid er sameksisterende og lyset altid er lige under mørket – og omvendt”.
Førstehåndsindtryk: OK, indrømmelse: de første to gange jeg forsøgte, at lytte sangen igennem faldt jeg faktisk i søvn?! Det var ikke en sviner til Smed og singlen, men der er er åbenbart noget ved disse 4 dunkende og skvulpende minutter, som beroliger mig af en elelr anden grund. Eller også var jeg meget træt.
Efter flere lyt: Der er egentlig noget ret hiphoppet over sangen, både den bankende puls og Smeds stedvis semi-rappende vokal. Men det er også pop. Og har en rocket vibe? Det er som oplægget antyder smeltedigel, hvor genre blandes, opløses og sættes sammen på ny – men ikke helt så eksperimenterende, som det måske kan lyde på “papiret”.
Sangen har, trods de forskellige indtryk og stilarter, stadig en ret fast form. “Bølger” flyder ikke ud men, ja, bølger frem og tilbage. Samtidig er det også helt elementært ret catchy, ikke mindst omkvædet, der ikke er bleg for at bekende kulør og vælge at iklæde sig hit-farver.
Konklusion: Singlen får en krog i mig og jeg er fanget.
Hunbjørn – “Keep Breathing”
Vi har jævnligt tjekket ind i Hunbjørn aka Ulla Pihls musikalske univers her på siden. Sidste år udsendte hun EPen In Vacuo, ligesom jeg har anmeldt et par singler her i Repeat. Nu er hun klar med endnu en single (og en ny EP), en single der kredser om unges kamp for at skulle leve op til visse idealer på sociale medier:
”Alle kan vel genkende det at sammenligne sig selv med andre, men hvis det bliver så meget at det stækker én, at man slet ikke får gjort ting der gør én glad, så er det tid til at stoppe op. Personligt elsker jeg at møde mennesker, som tør dele ud af sig selv og vise deres sårbarheder. Først der føler jeg mig rigtig tryg ved dem. På det personlige plan er det noget jeg husker mig selv på, når jeg står på scenen eller skal udgive min musik. For mig er det sejt at være modig nok til at dele ud af sig selv”.
Førstehåndsindtryk: “Indie pop” står der på Soundcloud-linket, men det er nok lidt mere… syntetisk pop? Der leges også med vokalen med nogle effekter, noget jeg ikke altid er den store fan af – men her er det tåleligt for mig. Det er samtidig ret atmosfærisk, det hele… og lyder både lidt futuristisk og “gammeldags”?
Efter flere lyt: Der er ikke det store hook, eller et omkvæd der sætter sig fast. Men, stemningen og atmosfæren er ret tillokkende og fanger. Selvom vi er ovre i den mere svævende og luftige ende, så er der stadig en følelse af fremdrift, som om man driver afsted oppe i de højere luftlag sammen med Hunbjørn. Det har også noget filmisk over sig, også i den forstand at man godt kunne forestille sig sangen brugt til en form for billedside… i en reklame/film/tv, et eller andet hvor der er en montage med en i bevægelse.
Konklusion: En af den slags sange, hvor jeg ikke helt kan sætte en finger på hvorfor det fungerer, eller hvad der konkret fanger mig – men “det” er der.
https://soundcloud.com/user-241624270/keep-breathing/s-iRp19
Bünni – “The Toll of The Bell”
Bünyamin Eroglu er en produktiv herre, der de senere år har udsendt plader og singler i en jævn strøm. Både solo under kunstnernavnet Bünni og som del af Eerie Glue, hvor Eroglu har vist sin fine fornemmelse for enkle og iørefaldende melodier, pakket ind i smittende psykepop/rock. Nu er der en ny plade på vej, første smagsprøve er “The Toll of The Bell”.
Førstehåndsindtryk: Jeg har åbenbart, ved et tilfælde, ramt en mindre stime af “roligt flydende” numre? Bünni er lidt mere kantet og melodibåret, men jeg får stadig en følelse af at drive roligt fremad. Hans velkendte lidt småskæve vokal og den matchende lo-fi’ede melodi er på en måde som, at få besøg af en gammel ven…
Efter flere lyt: At være i selskab med Bünni er lidt som, at dagdrømme. Eller træde ind i et drømmende univers, hvor man kan være i tvivl om man er vågen eller, ja, drømmer. “Take it slow, don’t worry now, cause we both know it can bring you down”, synges der mens den lille melodi danser omkring stemmen. Der dukker flere stemmer op, som forstærker det drømmende, ikke-jordiske skær.
Det er overordnet et fint nummer men, det store problem er, at den slags er der mange af – også i Bünnis bagkatalog. Jeg savner et eller andet bemærkelsesværdigt, eller bare et eller andet der stikker ud, så man husker sangen.
Konklusion: Driftsikkert, ikke specielt mindeværdigt.
GoatHawkBuffalo – “Pretty Promise”
Jeg anmeldte selv en EP fra rockbandet GoatHawkBuffalo for 2 ½ år siden, hvor stilen var “klassisk, ikke synderlig original, metallisk sydstatstungrock, som man kender det fra grupper som eksempelvis Clutch og Corrosion Of Comformit”. Det kunne jeg godt lide… Om den nye single forklarer guitarist Asger Abel Sørensen:
“‘Pretty Promise’ er det du ikke kan slippe væk fra. Der er ingen vej tilbage. På den ene side stoler du på din fremtid og lægger fortiden bag dig, du kan vælge at blive på din trygge bande i livet. På den anden side af din beslutning ligger en uendelige bunke af ‘hva’ nu hvis’. Giv dig selv plads til at løsne op. Løsn op for dine bekymringer og bånd du lægger på dig selv. Men hold stadig godt øje med dine dæmoner for en sikkerheds skyld. Vær forsigtig, men på vagt. Vær frygtløs men tilbageholdende.”
Førstehåndsindtryk: GoatHawkBuffalo, er det dit indianernavn? Så fik jeg afløb for trangen til, at skrive det. Nå, ud over stepperne, dunggadunggadung, har de mon hørt Bombus? Som sikkert har hørt, som stod på skuldrene af osv… originalt er det ikke men, at påstå at det ikke virker eller er ganske medrivende, ville være løgn.
Efter flere lyt: GoatHawkBuffalo bekender sig her en tromlende tungrock, hvor det kan være lidt vanskeligt at skille sig ud fra den massive flok af beslægtede navne – før, nu og muligvis til evig tid. Der er noget urkraft over sagerne. Det gør ikke noget, men det kan være lidt vanskeligt at huske bands som disse fra hinanden i længden.
I sin egen ret, er det her et effektivt, møgtungt rockende og ret medrivende nummer, ingen tvivl om det. Men, det er også noget der mest fungerer netop “NU” og i “øjeblikket” for mig. Når det har tromlet og gynget færdig og støvet har lagt sig, så er det også lidt ude af hukommelsen.
Konklusion: Rocket adrenalinkick, hvis langtidsvirkning er lidt mere tvivlsom.
The Love Coffin – “Nothing At All”
Mørkt rockende The Love Coffin har vi også anmeldt af et par omgange, første i 2016 og senest albummet Cloudlands sidste efterår. Om singlen lyder det:
“På det første single udspil svæver The Love Coffin i en æter af ensomme americana-vibes, hvor sangen drives frem af de velanbragte strygere. Hertil klinger den hjemsøgende mundharpe i samspil med det akustiske guitararbejde og forsanger Jonatan K. Magnussens dristige vokal, der både er indbydende og ildevarslende”.
Førstehåndsindtryk: “Radio edit”, nånå, så vi skal i radioen med den her, hva?! Nuvel, det kunne måske også tænkes at ske, det har da i hvert fald noget fængende over sig… og P6 Beat’ske vibrationer. Der er noget lidt in-your-face og “cocky” over måden vokalen lyder? Det kan jeg egentlig godt lide… Billy Corgan konfrontatorisk?
Efter flere lyt: Hmm, hvad er det, der gør sange til “hits”, mens andre ikke bliver det? Ud over en masse udenomsfaktorer og tilfældigheder, så skal sangen have “noget”. Og helst noget man ikke helt kan sætte en finger på, så man ikke føler sig manipuleret eller et eller andet. Jeg synes The Love Coffin rammer “noget” her, om det så bliver et hit tør jeg ikke spå om – men potentialet er der.
Der er noget let og ubesværet over måden nummeret udvikler sig og bevæger sig fremad på. Det er både tilpas “mørkt” til, at have noget kant og om ikke andet en illusion af noget dybere liggende men også “poppet”, så det er nemt at tage til sig og ind. Sådan havde jeg det allerede under første gennemlytning, hvilket jo er et godt tegn, hvis man skal have et af de der hits. Det lader samtidig til, at have en vis portion slidstyrke, så man ikke bliver træt af det ved gentagende lyt.
Konklusion: Det har noget, det her… Jeg er på.
Nelson Can – “Limelight”
Vi runder af med en lidt speciel sag, nyeste single fra Nelson Can. Speciel, fordi vi faktisk ikke har modtaget noget presse på den, hvilket jo må være en fejl!? Eller også har de ikke sendt noget ud, hvilket ville være lidt sært… anyway, den er i rotation på P6 og jeg havde lyst til, at anmelde den, så her er vi.
Førstehåndsindtryk: Mit første indtryk, da jeg hørte den i radioen var lidt “meh”. Det kan skyldes mange ting, ikke mindst at jeg var i gang med noget andet da den ramte æteren i en radio nær mig. Men, den lød også lidt… “steril”, stiv i det og måske en kende overproduceret? Og meget diskofil.
Efter flere lyt: Der skulle kun 2 lyt til, så var jeg mere modtagelig og den har danset sig ind på for hvert lyt. Den dansable diskorytme er ikke ukendt territorium for Nelson Can, der også har taget en sving-om på en nummer som “Miracle”, der, ligesom “Limelight”, rummer ekkoer af et band som The Gossip. Det er dog endnu mere disco her, så jeg i glimt har tænkt Patrick Hernandez og hans basker “Born to Be Alive” møder… øhm… Blurs “Girls and Boys”?
Hvad referencerne end måtte være, så er det her altså en fræk lille sag, som går lige i dansebenene. Vi har bevæget os meget væk fra den garage-rockede del af trioens lyd, men jeg synes det her klæder dem. Det er discopop, som bærer de kulørte lamper med stolthed. Og så får forsanger Selina Gin vist endnu flere lag af hendes vokal og dens formåen – hun er altså en af de mere spændende og udtryksfulde vokalister på den danske “rock”-scene.
Konklusion: Nelson Can går nærmest all in på disco-fronten og det klæder dem!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: The Love Coffin, pressefoto 2019
