Mikkel Aksglæde springer ud som synthewave surfer på Basker Hval. Han rider de store bølger flot og tager en med på en længere rejse, hvor livets store spørgsmål ligger på lur i de instrumentale klangflader.
Basker Hval er, trods det korpulente navn, udsprunget af ganske små rammer. To venners snakke om eksistensen, tid og andre af livets store spørgsmål, i en lille lejlighed i sydhavnen, er vokset til et stort klingende synthwave univers. Bagmanden, Mikkel Aksglæde, har blandt andet spillet trommer i Aksglæde og The Oceans, som vi begge tidligere har anmeldt men, nu er han inspireret af disse snakke, catchy popmelodier, darksynth og retrowave, landet som Basker Hval.
Udgivelsen består af 8 instrumental numre i den længere ende, som forsøger at bygge bro mellem fortid og fremtid, hvor “følelser af ærefrygt, absurditet og glæde resonerer igennem en moderne retroæstetik”. Hvis det lyder en kende storladent, så er det det også. Og fascinationen af futuristisk film og spilmusik fornægter sig ikke, så det er i høj grad en udgivelse, som minder mere om brede lydlandskaber end egentlig sange i den gængse forstand.
Det er også et område, hvor jeg måske ikke helt er på hjemmebane, i hvert fald ikke hvad fremgangsmåden for en anmeldelse angår. Det virker lidt formålsløst og “forkert” at gribe det an på vanlig vis, hvor jeg dykker ned i de enkelte numre og fremhæver detaljer. Basker Hval er en mere uhåndgribelig og flydende størrelse, en ret filmisk oplevelse, hvor stemning og atmosfære er i højsædet. En udgivelse der kræver, at man bliver fanget af disse og suget ind i det synthede univers. Og det gør jeg, heldigvis.
Hvad det er der fungerer og hvorfor er lidt vanskeligt at sætte ord på, når det er så “løs” og følelsesbetonet en oplevelse. Men Basker Hvals klangflader og de stemningsbilleder der fremmanes rammer og ræsonnerer hos mig. Jeg kan ikke sige helt konkret hvordan eksempelvis åbneren “Sisyphean” påvirker mig, det bliver løsrevne ord og fragmenterede billeder der dukker op. Men sangen, med dens Stranger Things klingende indledning, får straks farver til at dukke op for mit indre øje… neonfarvede landskaber, hvor man stille og roligt flyder ud mod den uendelige horisont. Løftes op. Drejes og hvirvles rundt, mens musikkens pulserende rytme tager til. Landskabet er fremmed og syntetisk, men fornemmelsen ægte. En fornemmelse af bevægelse og… forundring? Senere på pladen har dele af det fremragende dobbeltnummer “Prodiax-23” Part I & II samme effekt på mig – her bliver indtrykkene blot endnu mere forskelligartede og “farverige”.
Basker Hval kommer omkring mange følelser og indtryk. På et nummer som “Präfligesé” har en jeg en mere storbyagtig fornemmelse. Farverne er stadig holdt i neon men denne gang blinker de på store facader, boligblokke tårner sig op, trafikken suser forbi som klatter af lys. Smalle, mørkere gyder dukker op. Måske sniger man sig ind på en natklub og betragter dansegulvet fra skyggerne, måske ender man selv, kampsvedende, i midten af det, fanget i blinkende discolys?
Hvis et nummer ikke lige fanger, som eksempelvis “Anhet’et” i mit tilfælde, så er det stadig flot udført og lyder indbydende. Den her sang tiltaler mig bare ikke lige stilistisk. Det starter ellers godt, først med noget der minder lidt om noget Giorgio Moroder “Chase” klange, inden sangen begynder at dreje rundt og glimte som en ædelsten i et spotlys. Dertil er jeg med men, så begynder den at lyde mere og mere som musik fra.. hvad skal man kalde det… et tivoli/karneval? Jeg står ikke helt af karrusellen men, det er ikke lige en tur for mig.
Når Basker Hval fanger, så fungerer det fortræffeligt og sætter gang i en masse ting for ens indre blik. Det bliver dog også en kropslig oplevelse. Man kan mærke farten, fremdriften, stemningsbillederne. Derfor fungerer det også glimrende som cykelsoundtrack, eller anden form for bevægelse – kunne jeg forestille mig.
Jeg kan ikke udelukke, at en del af min begejstring for Basker Hval skyldes, at jeg simpelthen ikke har dyrket synthwave særligt meget. Kun perifert, selvom det er på to do listen, eller når musikken er dukket op i netop spil og film. Kendere af genren vil måske kunne påpege, at det lyder som det og det og ikke er videre originalt. For mig er det næsten uudforsket farvand, hvor nyt spændende land dukker op for mit indre øje.
Derfor lander vi også på en lille upcoming 5’er med de ovennævnte forbehold. Og så må I have mig undskyldt, jeg hopper på cyklen, spacer ud og træder pedalerne mod det uendelige univers!
Af Ken Damgaard Thomsen
